Insta-djøfer

En juralektors liv på Instagram

9.8.2022

af

Foto: Tobias Nicolai

Foto: Tobias Nicolai

Susan Østdahl arbejder halv tid som lektor og halv tid som influencer på Instagram. Det giver hende fleksible arbejdstider og mere tid til familien. Men det kommer med en pris for, hvad der kan lade sig gøre karrieremæssigt.

På Instagram lever Susan Østdahl af at være sig selv, som influencer på deltid. På Instagram-profilen @susanoestdahl følger 24.500 personer dagligt med i hendes hverdag. Her deler hun billeder af tøj, tips til haven, fortæller om sit parforhold og drøfter juridiske dilemmaer.

Da Susan Østdahl begyndte på jura på Syddansk Universitet, havde hun ingen ambitioner om at blive influencer. Drømmen var at blive advokat. Derfor fortsatte hun også ufortrødent på sin bacheloruddannelse, selvom hun fandt ud af, at hun var gravid med sønnen Asker – og igen da hun blev mor til datteren Malou, mens hun læste sin kandidat.

Moderrollen fik Susan Østdahl til at genoverveje sin drøm. Hun havde nemlig et indtryk af, at advokatbranchen krævede, at hun var villig til arbejde fuld tid og mere til. Med andre ord syntes hun ikke, at branchen tillod hende at prioritere familielivet. Det var en svær erkendelse for hende.

”Jeg har i hvert fald brugt to år på at bearbejde en form for sorg eller skuffelse over, at jeg ikke har kunnet gå den vej, jeg havde planlagt.”

Susan Østdahl begyndte at dele billeder fra graviditeten og moderskabet på Instagram tilbage i 2018, og det satte skub i Instagram-karrieren. Hun begyndte at få en større følgerskare, og med den fulgte en masse virksomheders interesse for hendes person og profil. I det øjeblik blev profilen en forretning og et talerør for hende.

Det har været et valg fra Susan Østdahls side, at hun har tilpasset sin karriere efter sit familieliv – og med skuffelsen lidt på afstand er hun også kommet frem til den konklusion, at det ikke er et endegyldigt kompromis, hun har indgået.

”Mine børn bliver jo større, så det er en midlertidig arbejdssituation. Det er okay at lægge én plan nu og ændre den på sigt. Min viden forsvinder jo ikke.”

Susan Østdahl jonglerer nemlig stadig med paragraffer i deltidsjobbet som lektor i jura på IBC Fredericia Middelfart ved siden af influencer-jobbet. Sammenlagt får det hendes arbejdsuge til at løbe op i 40-50 timer om ugen.

”Det gode ved Instagram er, at det er på mine egne præmisser. Når man er sin egen chef, kan man strukturere sin egen arbejdstid, og jeg kan gøre det, når jeg har tid og lyst – men det gør ikke arbejdsbyrden mindre.”

Et stort ansvar

Susan Østdahls profil er bundet meget op på hendes person, og hun er stadig ved at finde frem til, hvor grænsen går mellem at være personlig og privat.

”Folk vil jo gerne under huden på mig. De lader sig ikke nøje med at se, hvordan jeg bor. Det kan jeg sagtens forstå, for jeg har samme forventninger til dem, jeg følger.”

Den dag Djøfbladet besøger Susan Østdahl i hendes hjem i Fredericia, har hun lagt en række stories op på Instagram. Det er hendes bryllupsdag, og i den anledning har hun valgt at fortælle om nogle af sit eget parforholds op- og nedture. Som hun fortæller i sine stories, presser tårerne sig på hos hende.

 

Opslaget Susan Østdahl delte på sin profil anledningen af sin bryllupsdag.
Foto fra Instagram

”Jeg tager nogle sårbare emner op, og jeg ved jo, at der er mange, som kan genkende de situationer, jeg står i. Det er bare sjældent noget, som vi er glade for at snakke om.”

Det gør lidt ondt i maven på Susan Østdahl, når hun deler den slags indhold på sin profil, men hun synes, at det er nødvendigt.

”Jeg har lovet mig selv at skubbe lidt til den her grænse, for jeg ved jo godt, at det er derfor, alle andre også har svært ved det – fordi det ikke føles rart.” 

Der skal være grænser

Susan Østdahls Instagram-profil er offentlig – også for hendes elever på IBC. Eleverne har derfor adgang til store dele af Susan Østdahls liv, og det var også en bekymring, der dukkede op, da hun blev ansat på skolen.

”De ved jo, hvordan jeg bor, hvordan min mand og mine børn ser ud, og de ved private ting om mig.”

Derfor har Susan Østdahl også måttet trække nogle grænser for eleverne. De må gerne følge hendes profil, men de må ikke kontakte hende på Instagram, før de er er gået ud.

Jobbet som underviser sætter også nogle begrænsninger for, hvilken type indhold Susan Østdahl kan lave. Hun forklarer, at hun på et tidspunkt blev hyret til en kampagne for menstruationstrusser. Her var udgangspunktet, at hun skulle stå i undertøj på billederne.

”Det kan jeg simpelthen ikke med mit arbejde. Jeg kan ikke have, at elever har et billede af mig i undertøj. Det er noget andet, hvis de møder mig nede på stranden, men i det her tilfælde blev det nødt til at være på mine præmisser.”

Sådan endte kampagnen for menstruationstrusserne med at se ud.
Foto fra Instagram

Hendes elever spurgte hende, hvorfor hun overhovedet valgte at lave den kampagne.

”Jeg ville gerne lave kampagnen. Dels på grund af produktet, men også fordi jeg gerne vil italesætte emnet. Jeg ved da godt, at især mine studerendes aldersgruppe synes, at menstruation er dybt pinligt at snakke om. Derfor syntes jeg, at det var endnu vigtigere at gøre det.”

Interesser krydser veje

På IBC underviser Susan Østdahl bl.a. i markedsføringsret, og i den forbindelse gør hun ofte brug af erhvervet som influencer. Her har de snakket om, hvilke regler der gælder for influencer-marketing, og hvad man skal være opmærksom på.

”De synes jo, at det er spændende at blive taget med i en verden, som de fleste kun kender udefra.”

Det er ikke kun i undervisningen, at Susan Østdahls to erhverv krydser veje. Det hænder nemlig, at juraen sniger sig ind på hendes profil. Susan Østdahl føler, at hun er blevet givet et talerør, som hun agter at bruge fornuftigt.

Senest har hun fx diskuteret billeddeling af børn på medier og samtykke hertil.

”Der er jo ikke rigtig nogen af os, som kender eftervirkninger af den måde, som vi deler vores børn på i dag. Det er jo relativt nyt. Derfor synes jeg, at det er et fint udgangspunkt at snakke ud fra juraen.”

”Jura er i bund og grund meget neutral. Det er noget lovgivning, som er fastlagt og gælder for alle. Derfor prøver jeg at tage afsæt i reglerne, fx strafferettens bestemmelser for deling af børn, og hvad samtykke egentlig betyder.” 

På den måde formidler Susan Østdahl juraen på en måde, som hun har taget med sig fra undervisningen. Hun oplever, at det gør det nemmere for hendes følgere at bruge og forstå de informationer og oplysninger, som hun deler. Følgerne deltager nemlig engageret i emnerne.

”Jeg synes virkelig, at jeg bliver klogere af at være på Instagram på grund af kommunikationen. Det hjælper mig til at se ting på en ny måde.”

"Det gode ved Instagram er, at det er på mine egne præmisser. Når man er sin egen chef, kan man strukturere sin egen arbejdstid, og jeg kan gøre det, når jeg har tid og lyst," lyder det fra Susan Østdahl.
Foto: Tobias Nicolai
Nogle spor kan ikke slettes

Lige nu er Susan Østdahl influencer på deltid, og det har hun ingen intentioner om at lave om på. Hvis hun skulle arbejde fuldtid med platformen, ville hun nemlig se sig nødsaget til at indgå samarbejder, som hun ikke kan se sig selv i.

”Kræsenhed er nok mit største problem som influencer. Men derudover vil jeg gerne noget andet i fremtiden, og derfor er det også vigtigt for mig, at jeg ikke får rodet mig ud i noget.”

”På et tidspunkt faldt jeg over en stilling som jurist, som jeg overvejede at søge. Én af mine tidligere medstuderende arbejdede der, og hun fortalte mig, at jeg skulle vide, at hvis jeg søgte stillingen, så var det slut med at være en offentlig person.”

Det var første gang, at Susan Østdahl oplevede, at hendes job som influencer ikke harmonerede med den juridiske verden. Det gav hende anledning til at genoverveje, hvor vigtig platformen egentlig er, kontra hvis hun skulle vælge en anden karrierevej.

”Det vil der jo være i flere stillinger som jurist, fordi der er nogle steder, hvor der er brug for, at du er forholdsvis anonym.”

”Selv hvis jeg lukkede min profil ned, så er der stadig skrevet mange ting om mig i fx artikler, så er det nærmest umuligt at slette de spor fuldkomment. Spørgsmålet er derfor, om jeg overhovedet ville kunne blive tilstrækkeligt anonym. Efter den samtale er jeg blevet opmærksom på, at jeg også lukker nogle veje af og har smækket nogle døre.”

Har det fået dig til at fortryde, at du har startet din profil?

”Nej, det har det ikke.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Københavns Kommune, Teknik- og Miljøforvaltningen
Job
Allerød Kommune
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet