SOMMERFERIE-BLUES

Hjælp! Hvordan finder jeg motivationen til at studere?

18.8.2022

af

Foto: Laura Brix

Foto: Laura Brix

Sommerferien er næsten slut. Pensum og planlægning trænger sig på. Men hvad gør man egentlig, hvis motivationen er i bund? Djøfbladets Laura Brix søgte råd til at overkomme sin sommerferietristhed.

Vi begynder lige denne artikel et andet sted, end vi plejer; nemlig i et tog mellem Hamborg og København på vej hjem fra tre ugers interrail.

Som slutdestinationen nærmer sig, kommer en snigende fornemmelse frem hos mig: Jeg har på ingen måde lyst til, at ferie snart skal skiftes ud med studie og studiejob. Tanken om, at hverdagen snart kommer til at buldre derudaf, og jeg muligvis igen bliver fanget i hamsterhjulet, gør mig trist.

Der er ikke noget galt med hverken mit studie, studiejob eller hverdag som helhed, men min motivation for igen at skulle starte er virkelig i bund.

Og selvom jeg godt ved, at vi studerende er enormt heldige med en lang sommerferie, står spørgsmålene nu i kø: Er det virkelig det værd? Er jeg det rette sted? Skal jeg bare rejse langt væk og se, hvor livet fører mig hen?

Jeg kan ikke være alene med de tanker. Jeg hører det samme fra flere omkring mig.

Jeg må finde ud af, hvordan jeg kan finde motivationen til igen at studere, og derfor ringer jeg til Studenterrådgivningen, som tilbyder gratis social- og psykologhjælp til studerende på videregående uddannelser i hele Danmark.

Jeg får fat i Line Aasland Lorenzen, som er rådgiver og uddannet psykolog. Hun slår som det første fast, at det efter en lang ferie kan være helt normalt både at mangle motivation og føle en vis tvivl.

”Når vi får et break fra vores hverdag, opstår der typisk en masse tanker, som er mere af eksistentialistisk karakter. Det er nemlig der, vi får tiden til at stoppe op og mærke, hvad der er vigtigt for os,” fortæller hun.

”Men jeg tror, du skal forholde dig til, at det faktisk er sundt at have de tanker. For engang imellem er det nemlig sundt at stoppe op i livet og overveje, om man er på den rette vej.”

Der er mange ting, vi bruger tid på i hverdagen, som vi måske kan skrue lidt ned for og i stedet gøre plads til de ting, som man over sommerferien har fundet ud af giver en masse energi.

Line Aasland Lorenzen, rådgiver og psykolog, Studenterrådgivningen

Skab overblik

Men jeg kan jo godt lide det, jeg laver. Alligevel giver tanken om enorme mængder af pensum, forelæsninger og eksamener mig en følelse af uoverskuelighed.

Netop dén følelse er vigtig at konfrontere, fortæller Line Aasland Lorenzen.

”Når noget føles uoverskueligt, kan man bruge rigtig meget mental energi på det. Når vi står i noget, som virker uoverskueligt, er det vigtigt at finde ud af, hvad der kan hjælpe til at få overskuelighed. Det kan være at få et overblik over, hvilket pensum du skal have og rent lavpraktisk lave et skema over, hvordan dine uger kommer til at se ud.”

På den måde er det nemlig muligt at se, hvornår der er tid til andet end forpligtelser, fortæller Line Aasland Lorenzen mig og siger, at det er vigtigt fortsat at skabe plads til de ting, som over ferien har givet både glæde og overskud.

”Det kan fx være, at du har fundet ud af, at det er vildt dejligt at hoppe i et havnebad eller gå en tur om aftenen. Du skal forsøge at få det til at blive en del af din hverdag, så der ikke kommer et helt klart skel mellem ferie og hverdag.”

Det giver for mig rigtig god mening, og det er helt sikkert noget, jeg vil forsøge at gøre. Alligevel synes jeg, det er svært at nå at få tid til alt det sjove, fordi studiet og studiejobbet opsluger al min tid.

Men her understreger Line Aasland Lorenzen, at jeg skal huske på, at jeg faktisk er meget mere herre over min egen tid, end jeg tror.

”Der er mange ting, vi bruger tid på i hverdagen, som vi måske kan skrue lidt ned for og i stedet gøre plads til de ting, som man over sommerferien har fundet ud af giver en masse energi,” siger hun.

Forventningerne

Selv om jeg faktisk allerede har lagt mit skema for det kommende semester ind i min kalender, kan jeg hundrede procent genkende mig selv i at være én af dem, der forsøger at holde fast i feriefølelsen indtil det sidste.

Jeg har hvert fald slet ikke åbnet noget af pensum endnu.

”Ens døgnrytme og rutiner bliver anderledes under ferien, men det kan være en idé i god tid at begynde at finde ind i en stabil rytme og få en struktur på hverdagen. Nogle vil holde fast i feriefølelsen helt indtil sidste dag, før studiet starter, men det fornuftige er altså at begynde lidt før.”

Line Aasland Lorenzen forklarer videre, at når semesteret så først begynder, kan det for nogle være en stor hjælp at tale højt om, at motivationen og lysten ikke er i top. På den måde bliver det nemlig klart, at man muligvis ikke er den eneste, der synes, det er hårdt.  

Derudover understreger hun, at det særligt efter en lang sommerferie er vigtigt at sænke forventningerne til sig selv.

”Du har måske nogle forventninger om, at du skal sidde og læse uafbrudt, og hvis du ikke kan det, skuffer du dig selv. Og hvis der er noget, der er med til at dræbe motivationen, er det, at man skuffer sig selv eller får en følelse af at komme bagud,” siger hun.

Det er faktisk rigtig rart at høre. For selv om semesteret muligvis begynder for fuld skrue, og jeg fysisk vil være til stede, skal jeg lige vænne mig til, at den spændende krimibog og stranden bliver skiftet ud med metodebogen og klasselokalet.

Det sociale studiemiljø er noget helt særligt, og det er ikke for evigt, du er en del af det. Så det er også vigtigt at nyde det.

Line Aasland Lorenzen, rådgiver og psykolog, Studenterrådgivningen

En unik tid

Hen mod slutningen af samtalen gør tanken om, at sommerferien snart er ovre ikke længere lige så ondt. Line Aasland Lorenzen minder mig nemlig om, at studiet også er et helt særligt sted, der er meget mere end det faglige.

”Det sociale studiemiljø er noget helt særligt, og det er ikke for evigt, du er en del af det. Så det er også vigtigt at nyde det, og det kan være en idé at se, om der er noget i det sociale, som kan gøre, at der kan komme noget motivation til at starte og fortsætte,” fortæller hun og tilføjer: 

”Og selv om hverdagen kan være travl, og motivationen lige nu ikke er den højeste, er det vigtigt at huske, at studiet er en særlig tid, hvor der er en helt anden fleksibilitet og frihed, som er helt anderledes, end når du skal ud på arbejdsmarkedet.”

Hun har jo helt ret i, at studielivet er unikt og noget helt andet end arbejdsmarkedet. Derfor vil jeg gøre mit bedste for at nyde den sidste tid på studiet, for før jeg ved af det, er det slut.

 

Ud over at arbejde for Djøfbladet læser Laura Brix Socialvidenskab og Journalistik på RUC.

Gode råd til at finde motivationen
  • Skab et overblik over semesteret i god tid. På den måde er det også muligt at se, hvornår der er tid til andet end forpligtelser.
  • Hold fast i de ting, der i ferien har givet energi og prioritér det i hverdagen.
  • Tal med dine medstuderende om, hvordan du har det, og sænk forventninger til dig selv i starten.
  • Husk på, at studietiden er unik. 
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Aalborg Forsyning
Frist 2. apr. 2024
Job
Børne- og Undervisningsministeriet
Job
Region Sjælland
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet