Fleksibelt arbejdsliv

Lisbeth er vild med hjemmearbejde, men holder igen. Det er hun ikke alene om

12-07-2022
3 min.
Lisbeth Lynge Kjær er udviklingskonsulent i Social-, Sundhed og Kulturforvaltningen i Thisted Kommune. Hun bruger mindre mental energi på at tænke over, om det er okay at arbejde hjemme, efter at corona-hjemsendelserne har gjort det mere acceptabelt. Foto: Tobias Nicolai

Lisbeth Lynge Kjær vil egentlig gerne arbejde mere hjemme. Hendes øverste chef oplever, at Lisbeth og kollegerne arbejder mindre på distancen end forventet. Djøfbladet har spurgt de to, hvad det mon kan skyldes. Det handler om tillid, siger de – og om hvad vi tror, andre tænker om os.

Lisbeth Lynge Kjær spiser frokost med sin kæreste, der er selvstændig, en til to hverdage om ugen. Hun sætter pris på deres fælles halve time ved køkkenbordet, men den egentlige grund til, at hun er derhjemme, er, at hun gerne vil kunne fordybe sig i jobbet som udviklingskonsulent i Thisted Kommune.

For et år siden fortalte hun Djøfbladet, at hun gerne ville fortsætte med at arbejde hjemme tre til fire dage om ugen efter corona.

Siden da har diskussionen om, hvordan vi organiserer det nye fleksible arbejdsliv, kørt ude på arbejdspladserne. Og den er langtfra ovre endnu.

Djøfbladet har derfor kontaktet Lisbeth Lynge Kjær igen for at høre, hvordan det er gået med hendes ønske om et mere fleksibelt arbejdsliv. Det viser sig, at hun gør sig samme overvejelser som mange andre i arbejdslivet efter corona.

”Et ønskescenarie for mig i dag er stadig at være hjemme op til tre dage om ugen, hvis det giver mening for opgaveløsningen. Så jeg arbejder ikke lige så meget hjemme, som jeg gerne ville,” siger hun.

Hendes nærmeste chef har ikke direkte sagt til hende, at det ikke kan lade sig gøre, og hun oplever stor fleksibilitet og velvilje, når det kommer til hjemmearbejde i kommunen. Alligevel holder hun igen med at spørge om flere dage på hjemmekontoret.

Lisbeth Lynge Kjær tror, at en del af hendes tilbageholdenhed handler om, hvad hun tænker, at arbejdspladsen forventer af hende. Samtidig fornemmer hun ikke, at de helt er der endnu, hvor hun kan arbejde lige så meget hjemme, som hun selv ønsker.

Når hun fx som en del af ansættelsesudvalget sidder med til jobsamtaler, oplever hun, at det bliver meldt ud, at normen er én hjemmearbejdsdag om ugen.

En anden grund til, at hun ikke spørger om mere hjemmearbejde, handler om tillid.

”Jeg vil gerne sikre, at min chef bliver ved med at have den tillid til mig. Så det er en give and take-situation. Som medarbejdere må vi også give lidt, hvis det kan bidrage til, at lederne er mere trygge i, at vi arbejder hjemme.”

Der er nok en rest af en forståelse af, at hvis man arbejder hjemme, så har man det lidt nemt

Ulrik Andersen, kommunaldirektør i Thisted
Cheferne skal vænne sig til tillid

Netop tillid er noget, Ulrik Andersen, kommunaldirektør i Thisted Kommune, har talt med cheferne i kommunen om.

”Nogle af dem siger, at de lige skal vænne sig til at have tillid til, at nogle medarbejdere arbejder meget hjemme,” siger han.

Kommunens 600 administrative medarbejdere har mulighed for at arbejde hjemmefra, alt efter hvor meget deres afdeling kan se en mening med det. Der er ikke sat grænser fra den øverste ledelse, da Ulrik Andersen ikke kan se en idé i at sætte det fleksible arbejdsliv i system. Det vigtigste for ham er, at det giver mening og værdi ude på de enkelte afdelinger.

Det er meget forskelligt, hvor meget medarbejderne i de forskellige afdelinger arbejder hjemmefra. Men én ting er sikker:



”Jeg troede, vi ville have mere hjemmearbejde, end vi har. Det bliver brugt mere end tidligere, men jeg forventede, at det ville være mere mærkbart her et år efter corona,” siger Ulrik Andersen.

For Thisted Kommune er en del af forklaringen, at det simpelthen ikke giver mening for alle afdelinger. Nogle vil møde ind hver dag, fordi de sætter pris på det sociale, og for andre giver det bedre faglig mening at være samlet ét fysisk sted. Men det handler også om mentaliteten hos både medarbejdere og ledelse. Hvor åbne de er for det.

”Det kan også både være et tillidsspørgsmål hos ledelsen, men faktisk også hos medarbejderne. Der er nok en rest af en forståelse af, at hvis man arbejder hjemme, så har man det lidt nemt.”

Selv arbejder Ulrik Andersen typisk hjemme én gang hver anden uge, og det opfatter han som mere legitimt end tidligere. Han mener, at arbejdspladser bør have en løbende dialog om deres syn på hjemmearbejde.

”Er det vores eget selvbillede, eller er det den forventning, vi har til hinanden, der afgør, hvor meget vi benytter os af det? Det er nok en blanding af dem begge.”

Kommentarer

Louise

15.07.2022 kl. 15.42

Hvis man ser på det som en interessebaseret forhandling, så oplever jeg, at chefer både har en interesse i, at opgaverne bliver løst, OG at de har "hånd i hanke" med, hvad der foregår. Jeg synes der findes bedre måder at tilbyde sin chef denne hånd i hanke på, end ved at undlade at spørge om hjemmearbejde.

I gennemsnit arbejder jeg hjemme 2-3 dage om ugen, og bidrager så til denne hånd i hanke via ugentlig skriftlig orientering, tilbagemeldinger på ugentlige teammøder, og på statusmøder 1-1 med min chef ca. en gang om måneden.

Uanset om det er mere hjemmearbejde, højere løn, nye opgaver, orlov, nedsat tid eller noget sjette, synes jeg, at vi medarbejdere bør spørge efter det, vi ønsker. Hvad er alternativet? Der kommer jo ikke nogen og forærer os de ting, hvis ikke vi selv efterspørger dem.

0 kommentarer
9
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Rafael

15.07.2022 kl. 12.38

Djøf har i tal på produktivitets udviklingen pr. medarbejdere fordelt på arbejdsforhold med og uden hjemmearbejdesplads i dk de seneste 3 år? Jeg har set tal fra USA som viser en nedgang i produktivitet som følge af hjemmearbejde, men det er ikke sikker det gøre sig gælden i dk

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Mikkel

15.07.2022 kl. 11.37

Det er som om virksomhederne og lederne siger ét, men opfordrer til noget andet.
Der lægges op til at kunne have mere hjemmearbejde, men samtidig placeres der møder og workshops som "kræver fysisk tilstedeværelse", og der opfordres til at komme ind og være en del af fællesskabet.

I forbindelse med pandemien blev der også talt om, at vi skulle indstille os på mere skæve arbejdstider. Det skulle ikke længere være 8-16 men kunne lige så vel være 12-20, så vi ikke var så mange på samme sted. Jeg har dog kun oplevet, at trafikken ind til København er blevet markant værre efter pandemien end før (måske bortset fra om fredagen).
Hvad blev der af planerne om indretning af samfundet til både A- og B-mennesker? Så vidt jeg kan se har kommunerne kun gjort tilløb til kortere åbningstider og flere lukkedage i institutioner i stedet for det modsatte.
Hvad ønsker man at slutresultatet skal være?

0 kommentarer
13
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Lise Skovsgaard

15.07.2022 kl. 11.34

Jeg har efter corona forsøgt at holde fast i 2 dagens hjemmearbejde. Det vil jeg fordi det giver ro og hjælp med logistikken. Det er vigtigt for mig at have den fleksibilitet og min chef har hidtil ikke haft indsigelser. Jeg er dog meget opmærksom på, at jeg ikke skal “være for meget væk”. Dette pga “synlighed”, mødetilstedeværelse (nogle møder er fortsat bedst fysisk), men også for at være til stede til sparring med yngre kollegaer, som måske (i hvert fald i starten) ikke er så tilbøjelige til at ringe.
Jeg er meget glad for den fleksibilitet og tillid, jeg oplever. Det er fuldstændig på sin plads jeg får den, for jeg arbejder typisk mere end mindre, og ofte er det arbejdspladsen, der “får” den sparede transporttid. Samtidig ved jeg også, det er noget jeg skal værdsætte, da det ikke er alle, der får den.

0 kommentarer
1
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Jette

15.07.2022 kl. 09.30

Hvad er det egentlig, arbejdsgiverne vil?
Vi skal sidde i storrumskontorer (hvor generel støj og andre forstyrrelser gør det næsten umuligt at fordybe sig i fx komplicerede juridiske problemstillinger), vi skal have flexpladser, så der kan spares kvadratmeter (så man skal bruge kostbar tid på at finde en plads og indrette den fra gang til gang), vi skal møde op for at sparre med kolleger (som har præcis de samme udfordringer, og som derfor forsøger at finde en rolig, afsondret plads), og så skal vi vise os på arbejdspladsen og være produktive - for arbejder vi hjemme, bliver det nok for nemt (læs: vi dovner den, når ingen kan se med).
De logistiske benspænd gør, at jeg helst arbejder hjemme, fordi det er her, jeg kan koncentrere mig om mit arbejde, få noget fra hånden og rent faktisk levere kvalitet.
Det er ensomt (nogle gange for ensomt), men ikke mere ensomt end at sidde næsten alene på et storrumskontor, der blot agerer social mellemlandingsplads mellem møder og flugt til afsidesliggende stillerum, og mindre frustrerende, når dagene ikke trækker ud i det uendelige, fordi man først får arbejdsro, når den sidste kollega er taget hjem.
Giv mig et fast arbejdssted med mit eget bord, en skuffe til mine ting og en dør, der kan lukkes, når der er behov for det. Så skal jeg nok møde ind, så min chef (som i øvrigt aldrig selv er at finde) kan se, at jeg er produktiv (hvilket øjensynlig er synonymt med "til stede").

0 kommentarer
30
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Rasmus Foged Lauritzen

15.07.2022 kl. 08.57

Jeg foretrækker helt klart at arbejde på arbejdspladsen. For mig bliver det hurtigt ensomt at sidde hjemme, og jeg synes også, at samarbejdet med kollegerne fungerer meget bedre ansigt til ansigt. Hvis jeg arbejdede i den samme by, som jeg bor i, ville jeg møde ind på arbejdspladsen hver dag. Nu har jeg 70 km. til arbejde, og for at spare transporttid arbejder jeg hjemme ca. en dag om ugen. Men jeg ville egentlig helst undvære det.

0 kommentarer
4
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Søren Jensen

15.07.2022 kl. 08.33

Spørg og du får det svar du ofte forventer.

Dybt nede handler det også om arbejdslivet vs privatlivet. Når hjemmearbejde fylder mere, så flyder det ind på andre området i livet.

Når de fleste er tilbageholdende med at arbejde mere hjemme handler det i bund og grund om at sætte grænser.

0 kommentarer
5
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Thomas

15.07.2022 kl. 08.22

Jeg oplever i højere grad kollegaer end ledere, der ser skævt til hjemmearbejde og fleksible arbejdstider (f.eks. halve dage på kontoret og halve hjemmefra). Det er HK'ere, der er flasket op med 8-16 og de har det i vores afdeling enormt svært ved os AC'ere - for vi får jo rådighedstillæg, så hvordan kan vi gå hjem før dem?
Det er nok den primære årsag til at jeg ikke arbejder mere hjemme end jeg gør (2-4 dage om måneden).

0 kommentarer
10
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.