"Jeg undrer mig over, hvorfor det er normen at arbejde 37 timer"

Når Victoria Sobocki som barn blev spurgt, hvad hun gerne ville være, når hun blev ældre, vidste hun aldrig helt, hvad hun skulle svare. Hun kunne i hvert fald ikke pege på et bestemt job.

”I stedet sagde jeg altid, at jeg bare gerne ville være glad, gøre noget jeg er god til, have overskud og tjene en okay løn.”

Nu er hun 26 år, og hun har det stadig sådan. Stillingen er ikke det afgørende.

”Det vigtigste er, at jeg har et fleksibelt arbejdsliv med tid til mig selv, min familie, venner og andet, der gør mig glad,” fortæller hun.

Victoria Sobocki blev uddannet jurist ved Københavns Universitet i oktober sidste år. Hun har specialiseret sig i bl.a. kunstig intelligens og legal tech, og i dag er hun konsulent i Risk Advisory i Privacy-afdelingen hos Deloitte, hvor hun arbejder tre dagen om ugen – tirsdag, onsdag og torsdag – fra cirka klokken 9 til 17. At hun er på deltid, giver hende en frihed, hun er meget taknemmelig for.

Siden hun blev færdiguddannet, har hun målrettet gået efter stillinger, der ikke er 37 timer. Allerede inden hun begyndte på studiet, havde hun svært ved at affinde sig med tanken om at arbejde fuldtid. Tanken blev forstærket, mens hun læste, fordi hun oplevede, at der var minimalt med fritid, når både studiet, studiejobbet og sociale relationer skulle passes. 

Derfor har hun en drøm for sit arbejdsliv: En fremtidsorienteret arbejdsplads med firedages-arbejdsuge og mulighed for hjemmearbejde. For hende er to dages fri ikke nok. Det giver ikke et rigtigt pusterum.

”Jeg undrer mig over, hvorfor det er normen at arbejde 37 timer – det virker som et fuldstændigt arbitrært tal. For mig handler det ikke om antal timer, men om produktivitet og effektivitet. Men egentlig behøver det som sådan heller ikke være firedages-arbejdsuge. Det kan også være noget, som skifter fra uge til uge – bare det er fleksibelt, når arbejdet tillader det.”

Så hvis Victoria Sobocki skulle vælge mellem en topstilling med en høj løn, hvor der ikke ville være tid til hende selv eller familien, eller et job med en lavere løn og mere fleksibilitet, ville hun til hver en tid vælge det sidste.

”Jeg forestiller mig det som at få et tilbud om en stor kuffert med penge i bytte for min ungdom og tid med folk, som muligvis er døde, syge eller flyttet langt væk senere hen. Vi kan aldrig få tiden igen, men vi kan godt spare penge sammen over længere tid.”

Umulig søgning

Victoria Sobocki er langtfra alene om at se fleksibilitet som en afgørende del af et godt job. En ny undersøgelse gennemført af Djøf i samarbejde med Epinion viser, at fire ud af fem akademikere ønsker en kortere arbejdsuge. Og ifølge en rapport fra Karnov vejer fleksibilitet og mentalt helbred også tungt hos jurister og advokater.

Selv om Victoria Sobocki nu arbejder deltid hos Deloitte, var det svært at få opfyldt ønsket om en kortere arbejdsuge.

”Stillingen var en fuldtidsstilling, men vi forhandlede os frem til deltid. Så der var jeg meget heldig, samtidig med at Deloitte er en meget fleksibel arbejdsplads. Men de undrede sig til interviewet over, at jeg gerne ville på deltid. De spurgte mig, om det var, fordi jeg arbejdede ved siden af. Men det er jo netop det, jeg ikke gør – jeg vil bare gerne have mere tid,” siger hun og smiler.

Faktisk har hun oplevet, at det er tæt på umuligt at finde deltidsstillinger inden for netop hendes branche – også selv om hun har haft jobagenter på en masse forskellige jobportaler.

”Jeg var faktisk lidt skuffet, da jeg så, at der ikke var flere jobs på deltid. Jeg havde af en eller anden grund forventet, at der ville være flere, til fx børnefamilier eller folk med handicap. Men der var ikke engang fem ud af flere tusind, selvom jeg søgte i hele landet.”

Hun er bevidst om, at det at arbejde deltid ikke er normalen, og at hun derfor ikke kan forvente en masse stillinger af den type.

”Jeg ved godt, det kan være svært eller faktisk umuligt for nogle at få deltidsstillingerne til at fungere – økonomisk, men også tids- og planlægningsmæssigt. Jeg ville aldrig tvinge andre til samme valg, som jeg tager. Men der er nogle derude som mig, som meget gerne vil og kan arbejde på deltid, og det irriterer mig, at der ikke er bare lidt flere valgmuligheder,” fortæller hun.

Hvorfor ønsket om deltid?

Da hun tidligere søgte job, skrev hun helt konkret i sine ansøgninger, at hun ønskede at arbejde færre timer end fuldtid, samtidig med hun kontaktede diverse virksomheder for at høre, om det var muligt.

”Oftest får jeg bare et nej, når jeg bringer det på banen. Der er mange steder slet ikke åbenhed over for det. De spørger til tider, om jeg har et handicap eller børn eller andet, hvor jeg siger, at jeg egentlig bare gerne vil leve med mere fritid og overskud. De bliver ofte lidt mistænksomme, når jeg bringer det på banen.”

Derfor kan hun godt forstå, at det kan være svært for nogle at gå efter en stilling med færre timer.

”Det er ikke alle, der tør sige, at de gerne vil arbejde mindre. Men jeg går meget op i, at man skal turde være sig selv, og for mig har det langt flere fordele end ulemper at turde sige, hvad man vil.”

”Jeg er ret inspireret af stoicisme som filosofi og dens ’memento mori’, som minder os om, at alle kommer til at gå bort en dag – og det gør tiden til min vigtigste ressource.”

At arbejde færre timer kræver en vis disciplin og effektivitet, samtidig med at det sociale aspekt på arbejdspladsen bliver mindre. Alligevel mærker Victoria Sobocki, at det for hende er en perfekt måde at arbejde på, og hun pointerer, at man også kan være social de dage, hvor man ikke er på arbejde. Men det kan være svært, hvis dem, man gerne vil være sammen med, ikke har fri på disse ’skæve’ tidspunkter, sådan som arbejdslivet er tilrettelagt i dag.

Udsigt til fuldtidsarbejde

Derfor er hun også en smule bekymret for, at hun gennem sin stilling hos Deloitte snart skal arbejde fuldtid i forbindelse med et projekt i en bank.

”Jeg skal være nogle måneder hos denne klient, så det er ikke for evigt. Jeg ser det som en god erfaring og karrieremulighed, men jeg er ikke glad for, at det er fuldtid. Jeg har dog affundet mig med det, og lige nu ser jeg det som et spændende område at have arbejdet med, og jeg får en masse nye bekendtskaber,” siger hun, men uddyber:

”Alligevel bliver jeg lidt ked af det over at tænke på det. Jeg er bange for, at jeg pludselig ikke vil have lige så meget overskud og energi, som jeg har nu.”

Og netop overskuddet er særlig vigtigt for Victoria Sobocki. Derfor spiller det heller ikke en central rolle, at hun vil komme til at få mere i løn.

”Jeg har valgt at leve forholdsvist billigt fx ved at købe second-hand og bo i andelslejlighed. Derfor har jeg ikke behov for et fuldtidsjob med en fuldtidsløn. Det er lidt 'nice to have' vs. 'need to have'. Jeg vil gerne leve et liv, hvor jeg har penge nok til at leve komfortabelt, men jeg behøver ikke have super-mange penge, hvis arbejdstimerne går ud over min livsglæde.”

Derfor håber hun på, at der sker en udvikling med jobmarkedet på den måde, at der bliver bedre muligheder for at vælge det fleksible arbejdsliv.

”Jeg vil være ked af det, hvis jeg skal arbejde fuldtid resten af mit liv. Jeg føler, jeg vil skulle gøre noget, som jeg egentlig ikke har lyst til, fordi alle andre gør det på én og samme måde.”

”Men jeg tror på, at arbejdsmarkedet vil komme til at se anderledes ud i fremtiden. Særligt nu efter pandemien, som har sat gang i noget. Vi har jo bevist, at teknologien kan spare os en masse tid fx med fjernmøder og hjemmearbejde,” siger hun og tilføjer, at mange virksomheder, som har eksperimenteret med et lavere antal arbejdstimer, har fået mere produktivitet og gladere medarbejdere ud af det.

”Det bliver spændende, om vi på et tidspunkt kommer til at se tilbage på den arbejdsform, vi har nu, og tænke, at det var latterligt. Det håber og tror jeg lidt, at vi kommer til.”