Nyt Job

Da Michaels børn så hans kontor, blev de skuffede

1.6.2022

af

PR-foto: DanPilot

PR-foto: DanPilot

Michael Rasmussens job er vigtigt, men også lidt halvhemmeligt. Som sekretariatschef i DanPilot er han med til at sikre havmiljøet og sikkerheden i de danske farvande.

Et par uger inden Michael Rasmussen begyndte i sit nye job, tog han sine tre børn med til Svendborg, så de kunne se, hvor han skulle arbejde.

”Hvor er bådene henne?” var det første, de lidt skuffede spurgte ham om.

Som sekretariatschef i virksomheden DanPilot skal han nemlig være med til at sørge for, at der er lodser til mange af de store skibe, der bevæger sig gennem havene omkring Danmark. Lodserne sejler ud til skibene i små orange lodsbåde. Det var dem, Michaels børn forgæves kiggede efter i Svendborg.

Hans nye job udløser ofte et andet spørgsmål.

”Jeg har forklaret, hvad en lods er cirka 10.000 gange,” siger Michael Rasmussen.

Kort fortalt er det erfarne søfolk, som DanPilot sender ombord på skibe, så de kan sejle sikkert til og fra havne og gennem danske farvande, hvor dybden kan være lav, og der er mange rev og sandbanker.

Lodserne er med til at forebygge kollisioner, olieudslip, og at store fragtskibe fx sejler ind i Storebæltsbroen. Det handler om at sikre havmiljøet og den danske infrastruktur.

”Der er nogle skibe, der har en lodspligt og skal have lods ombord. Det kan være, hvis de er særligt store eller sejler med farlig fragt som fx lastede olietankere. Og så er der også bare nogle, der gerne vil have en lods for at højne sikkerheden.”

DanPilot har 26 lodsbåde fordelt på 17 stationer rundt omkring i Danmark. Bådene sejler lodserne ud til skibene, som de kommer ombord på og hjælper med at navigere.
PR-foto: Danpilot
Kontor på yderste mole

Michael Rasmussen kalder DanPilots opgave for vigtig, men ukendt for mange mennesker.

”Vi er gået lidt under radaren. I hvert fald på fastlandet. Hvis man er en del af det blå danmarkskort, ved alle, hvem vi er.”

Virksomhedens hovedsæde ligger på yderste mole i Svendborg Havn. Lige ved siden af Ærøfærgen og med udsigt over det sydfynske øhav.

Michael Rasmussen og de andre på kontoret sørger for, at maskineriet bag firmaets 180 lodser kører uden problemer. Der er altid 60 lodser på vagt rundt om i hele landet, så det handler bl.a. om at sikre den interne kommunikation til medarbejdere, der aldrig er samlet på ét sted.

Der er også hele logistikdelen, når lodserne skal fragtes frem og tilbage mellem opgaver. Det kan fx være, at én går ombord på et skib ud for Bornholm og så af igen ved Skagen. Når opgaven er slut, skal lodsen rejse tilbage til sit hjem eller videre til næste lodsstation. Det kræver en transportkontrakt, som Michael Rasmussen og kollegerne på kontoret forhandler på plads.

Selv har Michael ikke den store søfartserfaring. Han havde ”højst været ombord på et par færger,” inden han fik jobbet. Det ændrer sig snart. Han skal nemlig med ud på opgave med en orange lodsbåd. Det er personalepolitik for nye kontormedarbejdere. 

Michael Rasmussen

2022- Sekretariatschef, DanPilot

2015-22 Jurist, Nyborg Kommune

2013-15 Jurist, Københavns Kommune

2012-13 Juridisk konsulent, Odense Kommune

2012 Cand.jur., Syddansk Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet