Satire

Sådan holder du varmen på kontoret

22-11-2022
3 min.
Det er blevet rigtig barskt at færdes i de danske kontorlandskaber. Foto: Kjetil Kolbjornsrud/Shutterstock

Energikrisen har gjort det rigtig dyrt at varme arbejdspladserne op. Derfor har vi bedt en række djøfere give deres bedste tips til, hvordan du kan spare på energien og samtidig undgå at fryse.

Den voldsomme stigning i energipriserne har fået mange arbejdsgivere til at skrue ned for temperaturen på kontorerne. Efterhånden som vintervejret for alvor melder sin ankomst, går det op for flere og flere af os, hvor svært det er at klikke på musen og give LinkedIn-likes på telefonen, mens vi har luffer på.

Heldigvis er der djøfere derude, der har udviklet konstruktive løsninger. Djøfbladets satireredaktion har fundet tre af dem.

 

Peter Arne Clausen, afdelingschef i Finansministeriet

 ”Der er selvfølgelig blevet koldt her på kontorerne i Finansministeriet, men vi har den fordel, at økonomer generelt har en lavere kropstemperatur. For effektivt at udnytte overskudsvarme har vi rykket serverne ind i storrumskontoret og sat gang i en virkelig computerkraftslugende beregning af, hvor mange varme hænder der skal spares pga. energikrisen. Så kan vi lune os lidt ved det. Serverne bliver nærmest rødglødende, så selvom det selvfølgelig er trist med nedskæringer, så er det lidt som at have en hyggelig pejs. Bare med nedskæringer.

I sidste uge var finansministeren forbi for at holde et oplæg om regeringens initiativ til at spare på bureaukratiet, og det gav et jo et tiltrængt pust af varm luft, men det holdt naturligvis kun kort.

Samtidig har vi faktisk også kunnet lukke flere kontorer ned, da de ansatte nu frivilligt gerne vil pakkes endnu tættere sammen uden bøvl fra fagforeningen, så vi er ikke længere nødt til at føre vores idé ud i livet om at hyre 20 konsulenter fra McKinsey til at stå og slå kuskeslag.”

 

Mette Ingelberth, it-chef hos Skattestyrelsen

 ”Vi har faktisk ingen akutte problemer med strømbudgettet i skattevæsenet. Selvom vi står over for lancering af en række store it-systemer, som vil have et højt strømforbrug, er der jo ingen forventning om, at de bliver færdige. På den måde har vi faktisk en buffer i budgettet.

Vi har i samarbejde med Klima- og Energiministeriet overvejet at udbrede vores erfaringer fra Skattestyrelsen til resten af samfundet, men vi kan selvfølgelig ikke bede folk om at slukke for essentielle ting som køleskabe, vaskemaskiner og Apple Watches.

Dog har vi meget kig på det enorme nationale energiforbrug, der bliver brugt på troldekonti på Twitter som Sikandar Siddique og Lars Boje Mathiesen, der får ufatteligt mange strømkrævende interaktioner. At lukke dem er selvfølgelig en afvejning i forhold til hensynet til den demokratiske debat – men der vurderer vi ikke umiddelbart, at der er et problem.”

 

Maria Madsen, afdelingschef for bureaukratiafvikling, Økonomistyrelsen

 ”Inflationen og energikrisen gør selvfølgelig ondt. Også hjemme hos os. Jeg har valgt at spare på varmeregningen ved at tage en masse gamle rapporter med hjem, der alligevel ikke blev brugt til noget. Så kan jeg fyre op med dem i brændeovnen. Lige nu er jeg i gang med Lars Løkke og Sophie Løhdes sammenhængsreform med 119 initiativer til at give mindre bureaukrati. Efter den går jeg i gang med strukturkommissionens rapport fra Fogh-tiden, hvor der blev advaret om øget bureaukrati i større kommunestørrelser. Den bliver god, tror jeg.

Her er så Carsten Koch-udvalgets rapport fra 2014 om et mere effektivt beskæftigelsessystem, og her ligger en spritny rapport fra i år om, at der bør skæres ned i bureaukratiet ved tilskud til øfærger.

Så jeg føler egentlig, at jeg er godt dækket ind til vinteren, og der kommer jo hele tiden nye.” 

Kommentarer

Marietta

24.11.2022 kl. 23.08

God:D

0 kommentarer
6
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.