Journalistpraktik

6 grunde til at du skal søge praktik på Djøfbladet

21-10-2022
3 min.
Du bliver en central del af redaktionen: Ud af vores seneste otte magasinforsider har der stået en journalistpraktikant bag halvdelen.

Vi vil gerne lære dig at lave kvalitetsjournalistik, og 110.000 af landets mest krævende modtagere er klar til at læse det, du leverer. Vi klæder dig på til at gå i dybden, tænke visuelt og forstå målgruppen.

Vi vil eksperimentere og overraske læserne. Vi vil lave Danmarks bedste fagblad. Og vi vil rigtig gerne have dig med.

Er du en nysgerrig og kritisk journalist, der gerne vil lave solide, velskrevne historier om karriere, arbejdsmarked, studieliv og samfund? Så er der seks gode grunde til at komme i praktik på Djøfbladet.

 

1) Du får hele den journalistiske pakke

På Djøfbladet bliver du kastet ud i dybdegående featureartikler, vedkommende portrætter, aktualitetshistorier med korte deadlines – og alt derimellem. Du får lov at grave i datasæt, dække komplekse politiske dagsordener og skrive nære menneskehistorier. Og du kommer både til at arbejde med magasin, web, nyhedsbreve og sociale medier.

 

2) Du får grundig vejledning og feedback, der løfter dit niveau

På Djøfbladet er du ikke én ud af otte praktikanter, som skal kæmpe for at få hul igennem til redaktionschefen. Vi bruger tid og ressourcer på vores praktikant, fordi vi gerne vil gøre dig til en god journalist.

Uddannelsesforløbet bliver tilpasset til dig, og sværhedsgraden vokser gradvist, mens du er hos os. Du får plads til at udvikle og udfolde dine idéer og tid til at gøre dig umage. Vi bakker dig op med løbende coaching, og så får du selvfølgelig systematisk efterkritik på dine historier.

 

3) Du får ansvar og lov til at eksperimentere

Du får mulighed for at prøve kræfter med brugerinddragende journalistik, og du får – efter grundig oplæring – ansvaret for vores kommunikation på LinkedIn, der er vores primære sociale platform.

 

Praktikanter: Det har vi lært på Djøfbladet
PictureHeader

"Hvis du gerne vil have stor indflydelse på dit praktikforløb, er Djøfbladet det helt rigtige sted. Du laver din egen læringsplan, så det er dig, der bestemmer, hvad du gerne vil lære, opnå og beskæftige dig med i løbet af din praktik. Den frihed har jeg selv sat stor pris på."

Matilde Leander, praktikant 2022-23

PictureHeader

"Vil du være en del af en journalistisk arbejdsplads, hvor godt kollegaskab og gennemarbejdet journalistik er en topprioritet, så er Djøfbladet stedet for dig. Her får du lov til at lave historier til både magasin og net, og du kan være helt sikker på, at du allerede fra dag ét er en værdsat del af redaktionen."

Laura Brix, praktikant 2021-22

PictureHeader

"Hvis man både er draget af magasinjournalistikkens genrer som featuren eller portrættet og samtidig vil være i stand til at begå sig i den klassiske nyhedsjournalistik med korte deadlines og skarpvinklede artikler, er Djøfbladet den optimale praktikplads."

Stefan Nygaard, praktikant 2018-19, i dag journalist på erhvervsmediet FinansWatch

PictureHeader

"På Djøfbladet er jeg kommet ind bag facaden hos faggruppen, der er med til at styre Danmark: Djøferne. Jeg har fået større viden om fagforeningsdanmark, fået kendskab til stofområder som ligestilling, klima og uddannelse, og jeg har i den grad lært at vinkle til en bestemt målgruppe."

Emma Brink, praktikant 2019-2020

4) Du lærer det, der giver dig job senere

Som Emma siger på billedet lige herover: "Jeg har i den grad lært at vinkle til en bestemt målgruppe." På Djøfbladet bliver du ekspert i at kommunikere til 110.000 veluddannede læsere med dybt kendskab til politik, økonomi, samfundsvidenskab, jura og hvordan Danmark bliver styret. Den slags målgruppe-skills er guld værd på arbejdsmarkedet.

 

5) Du får muligheder på et medie i fremgang

Djøfbladet fik i 2022 European Magazine Awards for specialmagasiner og for bedste forsidekoncept. Vi har flotte læsertal på Djøfbladet.dk og lancerer både nye nyhedsbreve og podcast. Koblet med en sund økonomi gør fremgangen det muligt for os at satse på kvalitet i journalistikken – og på vores praktikant.

 

6) Du får gode forhold midt i København

Det er ikke det vigtigste – men vi bor godt og centralt ved Nørreport og har en ganske fantastisk frokostordning. Og så er vi 11 gode kolleger, som vil hjælpe dig til at blive vores bedste praktikant nogensinde.

Desuden er vi en del af Praktikantalliancen, hvor vi sammen med andre praktiksteder laver kurser, foredrag og andre arrangementer. På den måde kan du løbende få ny inspiration og samtidig skabe netværk til andre praktikanter.

Hvad skal du lave på Djøfbladet?

Som journalistpraktikant kommer du til at producere vidt forskelligt indhold – korte noter, casehistorier tæt på læsernes hverdag, portrætter, tendenshistorier, guidestof og store dybdegående projekter.

De seneste år har vores praktikanter fx:

 

Hvem er vi?

Djøfbladet er journalistisk redigeret og skriver kritisk og debatskabende om temaer, der er relevante for Djøf-medlemmerne.

På print udkommer Djøfbladet en gang om måneden, og du får rig lejlighed til at lære, hvordan man producerer gennemarbejdede magasiner – hele vejen fra idéfasen over research, skrivning og redigering til visualisering og layout.

På Djøfbladet.dk bringer vi løbende aktualitetshistorier. Ergo kommer du også til at skrive artikler med knivskarpe deadlines.

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.