I parken

Sådan rykker du studiet udenfor

22.4.2021

af

Foto: Kate Aedon/Shutterstock

Foto: Kate Aedon/Shutterstock

Studerende er stadig nødt til at sidde derhjemme og blive undervist online. Måske kan foråret give afveksling: Vi har samlet gode råd til, hvornår det kan give mening at flytte studiearbejdet ud under åben himmel.

Mens stadig mere af samfundet i disse uger genåbner, må de studerende på universiteterne fortsat bruge langt det meste af undervisningstiden på at sidde ved computerskærmen.

I denne uge er bl.a. barer, restauranter, storcentre, museer og biblioteker genåbnet, men bortset fra en mindre lempelse – så studerende nu må have 30% fremmøde på universitetet (fortsat 20%, hvis man studerer i hovedstadsområdet) – er vilkårene på universiteterne de samme.

Efter mange måneder trækker det helt sikkert tænder ud hos mange studerende at sidde derhjemme og studere online dag ud og dag ind. Ikke mindst når vejret er godt og kalder på, at man kommer ud og får et skud D-vitamin fra solens varme stråler.

Ny motivation

En af de studerende, som godt kunne finde på at tage studiebøgerne med ud i det blå, er 21-årige Jonathan Trolle Otterstad. Han går på 4. semester af service management ved CBS, og han tror, det vil give lidt ekstra drive at komme væk fra læsesalen.

”Jeg tror, det giver fornyet energi og motivation til studierne at komme udenfor, nu hvor man har været indenfor for at læse eller sidde foran en skærm hele vinteren. Jeg kunne godt forestille mig at læse, se en forelæsning eller snakke med studiegruppen ude i det fri, hvis vejret tillader det. Især gruppediskussioner vil være gode at have udenfor, tænker jeg. Det er godt med noget frisk luft og lidt afveksling, og man behøver jo ikke internet til en diskussion,” siger han.

Flere forstyrrelser

Men hvornår er det smart at rykke studiet ud i en park eller ned i baggården? Det har vi spurgt Erik Mygind om. Han er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Her har han forsket i begrebet ’udeskole’ og kørt adskillige udendørs læringsforløb for studerende.

I et forskningsprojekt sammen med TrygFonden har Erik Mygind fundet positive resultater af udeskoleforløb for folkeskoleelever. Men det er også en helt anderledes undervisningsform end den akademiske, som er baseret på selvstudie af pensum suppleret op med klassiske forelæsninger. Og lige præcis på dét punkt er det måske bedre at blive indendørs, mener han.

”Ved at læse udenfor – fx i parker og haver – kan der godt være en del forstyrrende elementer, som gør det svært at koncentrere sig. Disse er måske ikke i lige så høj grad til stede på læsesale,” siger han.

Gå og tal

Derimod kan mere dialog-orienterede dele af studiearbejdet sagtens lægges udendørs og give de studerende afveksling.

”Walk-and-talks skaber en god grad af variation i arbejdet, og det er også ofte brugt i akademiske kredse. Man kan se det som et godt break, få lidt fysisk aktivitet, snakke om en akademisk problemstilling eller lignende og få fornyet energi og motivation til bøgerne,” siger Erik Mygind.

For Jonathan Trolle Otterstad vil studiearbejde i det fri være en kærkommen afveksling. For studielivet med onlineundervisning er ensomt.

”Det er godt at kunne få snakket med sine medstuderende om, hvordan det går, hvad der er svært, hvad der kan forbedres og lignende. Så føler man også, at man ikke længere er alene i verden,” lyder det fra ham. 

Ud i virkeligheden

Mens lektor Erik Mygind, der har forsket i udeskole, altså er lidt forsigtig med at anbefale, at man rykker alle sine uni-studieaktiviteter udendørs, anbefaler han stærkt at tage på det, han kalder observationsture, der kan give en bedre forståelse at det teoretiske stof.

”Det er godt at komme ud i en praktisk situation, hvor man kan blive klogere på sit fag. Hvis det fx er jura eller statskundskab, kan man tage ud og observere, hvordan virkeligheden ser ud ved domstolene og Christiansborg. Her kan man lytte til samtaler mellem politikere og jurister, suge til sig af erfaringer og få et indblik i, hvordan det rent praktisk fungerer. Fidusen ved at komme ud er nemlig at bringe alle sine sanser i spil, hvilket optimerer indlæringen,” forklarer han. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet