Guide

Sådan spiser du dig til bedre indlæring

15.9.2020

af

Foto: Natalia Lisovskaya/Shutterstock

Foto: Natalia Lisovskaya/Shutterstock

Mad spiller en afgørende rolle for din evne til at lære. Hvad skal på tallerkenen – og hvornår på dagen? Vi har fået svar fra en ernæringsekspert, der fortæller, hvordan den optimale dagsmenu ser ud.

Som studerende kan det være svært at finde inspiration, motivation eller sågar økonomi til at fokusere fuldt ud på sin kost. Det kan hurtigt blive til nemme løsninger i form af pasta med ketchup, pølsebrød eller et pizza-slice på farten, kaffe og energidrikke samt næringsløs junkfood.

Det, du spiser, har imidlertid rigtig stor betydning for, hvor godt du kan præstere som studerende. For selv om søvn, motion, stressniveau og psykisk velvære alle spiller ind på dine indlæringsevner, er kosten alfa og omega, forklarer Martin Kreutzer, der er ernæringsekspert.

”Med en ikke-optimal kost har du som studerende en indlæringskapacitet på 20-40 %, mens den ligger på 100 % ved en god, optimal kost,” siger han.

Martin Kreutzer er medforfatter til bogen ’Velsmurt Hjerne’ og en række andre bøger om kost og sundhed. Derudover arbejder han som foredragsholder og ernæringskonsulent for en stribe danske virksomheder samt Forsvaret, hvor han er med til at optimere soldaternes ernæring og feltrationer.

Hjælp hjernen på vej

De fleste studerende har en ret stillesiddende dag, så Martin Kreutzer påpeger, at kosten helst skal være letfordøjelig og fiberrig. Især fuldkorn via rugbrød og havregryn, grove grøntsager samt lette proteinkilder som fisk, skaldyr, kylling og tofu er gode valg.

Hvis eksperten skal udpege den vigtigste byggeklods til optimal indlæring og hjælpe hjernen godt på vej til at restituere bedre, findes svaret i bølgen blå.

”Hjernen er opbygget af fedt, og den restituerer bedst ved at få tilført fedt- og plantestoffer. Her er fiskeolie faktisk hjernens byggesten nummer ét. Det kan man få gennem fed fisk som fx makrel og laks,” forklarer han.

Del måltiderne ud

At spise de rette fødevarer er ikke den eneste vej til bedre indlæring. Det er nemlig også vigtigt, at måltiderne bliver indtaget på de rette tidspunkter af dagen for at sikre et stabilt blodsukker. Noget, Martin Kreutzer kalder energiforvaltning.

”Det er vigtigt, at studerende fordeler maden og energien ud på hele dagen gennem flere mindre måltider, der indtages hver tredje-fjerde time for at sikre et stabilt blodsukker og dermed optimale indlæringsbetingelser. Man skal undgå alt for store måltider, hvor man bliver døsig og har behov for store mængder koffein for at hive sig selv op igen,” pointerer han.

Eksempel på optimal dagskost for en studerende
  • Morgenmad omkring kl. 7: Skyr toppet med müsli og bær
  • Formiddagssnack omkring kl. 9.30-10: En banan eller anden frugt
  • Frokost omkring kl. 12-12.30: En klassisk rugbrødssandwich bestående af to stykker rugbrød med laks, pesto, rucola og lidt tomat
  • Eftermiddagssnack omkring kl. 15.30: En banan og 25-30 mandler
  • Aftensmad omkring klokken 18.30-19: Wok med kylling, nudler og grove grøntsager som gulerødder og broccoli

 

Kilde: Martin Kreutzer

Ikke penge ud i luften

For de fleste studerende er pengene små, og der er andre ting som cafébesøg, byture, koncerter og biograffilm, der lokker. Det kan derfor være svært at finde økonomi til et stort madbudget, men Martin Kreutzer påpeger, at man også sagtens kan spise en god, sund kost på et stramt budget.

”Jeg vil først og fremmest minde de studerende om, at sund og nærende mad er en god investering i deres studie og indlæringsevne, så jeg vil opfordre dem til at tænke dét ind i deres forbrug. Det behøver dog ikke at være dyrt at spise optimalt. De studerende skal sørge for at få fuldkorn, grøntsager og fed fisk. Fuldkorn kan fås gennem havregryn og rugbrød, hvilket ikke koster alverden. Den fede fisk behøver ikke at være friskfanget laks, som sprænger budgettet – dåsemakrel er også helt fint. Frosne grøntsager er helt fine, mens friske gulerødder og broccoli er til at betale for de studerende,” siger han. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Waldemar
3 år siden
Så må min kost være perfekt, idet jeg ikke lever af andet end havregryn, rugbrød, gulerødder og vitaminpiller fordelt på seks måltider inden frokost (jeg spiser konstant) Måske lidt for lidt fisk..