Læserbrev

Lokal løn er stor ståhej for næsten ingenting

14-09-2020
3 min.

Alt for ofte virker de decentrale lønforhandlinger som det rene bluff og et spil for galleriet. Der skal afsættes langt flere penge til lokal løn i det offentlige, hvis det skal kunne betale sig at bruge tid på forhandlingerne, skriver kommunal tillidsrepræsentant.

Da ny løn blev indført, var det et opgør med det traditionelle lønsystem, der primært var baseret på anciennitet og uddannelse. Ny løn bygger derimod på tankerne fra New Public Management, hvor kodeordene er ’value for money’ og ’pay for performance’. Det kan fx være resultatløn, bonus for veludført arbejde eller andre former for belønning, herunder funktions- og kvalifikationstillæg.

Men her 22 år efter kalder vi det stadig ny løn. Formentlig fordi det endnu ikke fungerer tilfredsstillende på alt for mange offentlige arbejdspladser. Vi er stadig i gang med at diskutere og forsøge at implementere hensigter og mål med ny løn. Og alt for mange tillidsrepræsentanter og medlemmer på de offentlige arbejdspladser oplever stadig, at de lokale lønforhandlinger giver mere bøvl end bonus.

Pseudoforhandlinger

Virkeligheden på rigtig mange offentlige arbejdspladser er, at der næsten ingen penge er at forhandle om. Og i de enkelte kontorer kan man i dagligdagen sjældent få øje på resultaterne. Forhandlingerne opleves derfor ofte som pseudoforhandlinger.

Et typisk spørgsmål er: ’Hvorfor skal vi forhandle, når der ingen penge er at forhandle om?’ Resultatet er ofte vrede, frustration og manglende lyst til at anvende systemet fra både cheferne, tillidsrepræsentanter og de menige medarbejderes side. De få midler, der er til lokalforhandlingerne, står simpelthen ikke mål med antallet af medarbejdere og de store transaktionsomkostninger, der er forbundet med forberedelse og gennemførelse af forhandlingerne mv.

Blandt både ledere og tillidsrepræsentanter stilles der spørgsmål ved, om der overhovedet er midler nok afsat til, at der er grundlag for reelle lønforhandlinger

Stor usikkerhed

Det er slået fast flere gange i fælles erklæringer fra de centrale parter, at det ubetinget er ledelsernes suveræne forpligtelse at sørge for det økonomiske råderum til reelle forhandlinger. Indtil 2011 blev der i aftalen på det kommunale område afsat en særlig pulje til lokalløn, den såkaldte “forlods finansiering”, der skulle udmønte individuelle tillæg gennem forhandlinger mellem den lokale tillidsrepræsentant og den lokale ledelse. En sådan model gav naturligvis en vis sikkerhed for, at der var noget at forhandle om, og at der rent faktisk blev uddelt lokale tillæg. Men siden afskaffelsen af forlods finansieringen i 2011 har der hersket stor usikkerhed, om hvilke og hvor mange midler der har skulle afsættes til de lokale lønforhandlinger.

Blandt både ledere og tillidsrepræsentanter stilles der spørgsmål ved, om der overhovedet er midler nok afsat til, at der er grundlag for reelle lønforhandlinger. Og alt for ofte ender de få midler, der trods alt er afsat til lønforhandlinger, som små engangstillæg, som gives for en særlig enkeltstående indsats i det forgangne år og derfor ikke udgør en permanent lønstigning, ligesom de ofte heller ikke er pensionsgivende.

Skønne spildte kræfter?

Mange tillidsrepræsentanter er forståeligt nok dybt frustrerede over det, der kan opfattes som skønne spildte kræfter i en lang kamp for at højne kollegernes løn til et niveau, der matcher faglighed, ansvar, uddannelse, engagement og indsats. Derfor skal vi også fortsat ved overenskomstforhandlinger og i perioderne mellem dem arbejde for flere garanterede afsatte midler, større gennemskuelighed, klarere kriterier og bedre procedurer for lokale forhandlinger.



Måske skulle man overveje at reservere løn afsat til ubesatte stillinger, tilbageløbsmidler samt sikre, at det beløb, der bliver anvendt til engangstillæg, også indgår i næste års lokale lønforhandlinger. For kun på den måde vil vi fremover kunne nøjes med at tale om et “lønsystem” og ikke vedblive med at tale om ny løn som noget, vi endnu ikke helt har fået implementeret eller har styr på.

 

Tania Karpatschof er fællestillidsrepræsentant for AC’erne i Københavns Kommune. 

4 kommentarer
8
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer

John

26.09.2020 kl. 23.30

Korrektion og præcisering til mit indlæg. Det var naturligvis Djøf, der som fagforbund forhandlede Ny Løn hjem i 1998 - og så vidt jeg husker med daværende formand Sine Sunesen for Djøf. Ny virker imidlertid ikke - og slutløn ses at være lavere end slutløn på gl. løn - og dermed at der har været en lønnedgang.

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

John

26.09.2020 kl. 23.02

Hvor naiv kan egentlig man som fagforbund være.

Jeg forudsagde allerede i 1998 overfor vennerne, at "ny løn" ville blive en absolut gevinst for de offentlige arbejdsgivere, da Sine Sunesen forhandlede denne "lønnedgang" hjem for Djøferne. De høje sluttrin på gl. løn blev afskaffet - og slutløn er for de fleste i bedste fald det samme som på HK-overenskomst.

Flere af Djøf's medarbejdere bliver imidlertid senere chefer hos de offentlige arbejdsgivere... og dermed kan der opstå en risiko for en interessekonflikt. Så vil Djøf tage et opgør med "Ny Løn"... Når det nu stadig ikke virker... 22 år efter...

0 kommentarer
0
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Martin Holmslykke

14.09.2020 kl. 12.56

Afskaf det - det virker ikke, har aldrig virket og kommer ikke til at virke i den nuværende form. Dem der ikke får noget er utilfredse, og dem som får en lille smule er utilfredse over hvor lidt de får... Det giver bare en dårlig stemning om efteråret, hvert år.

0 kommentarer
8
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Ida

14.09.2020 kl. 12.18

Så sandt! Vi er en offentlig arbejdsplads med 2.000 ansatte, og årets samlede ramme for lønforhandling er lige godt 6 mio. Det er altså ikke specielt meget, og det giver genlyd på gangene hvor det forlyder, at man skal skifte job hvis man vil have lønstigning, fordi de så sjældent gives.

0 kommentarer
10
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.