Læserbrev

Grøn genstart er en gevinst for folkesundheden

2.6.2020

af

Illustration: Daria Chekman/Shutterstock

Illustration: Daria Chekman/Shutterstock

Corona-krisen har vist, at der er massiv politisk handlevilje. Der er brug for samme handlekraft på klimaområdet, skriver repræsentanter for organisationerne DjøfereForFuture og Læger for Klimaet.

Da verden blev sat på pause på grund af corona-pandemien, blev der samtidig åbnet nye muligheder for klimahandling. Vi er inspireret af, at der er vist massiv, politisk handlevilje, og at der er sket hurtige, indgribende adfærdsændringer med det fælles bedste for øje.

DjøfereForFuture og Læger for Klimaet er nyopstartede faglige netværk, der arbejder målrettet for grøn omstilling af samfundet – herunder arbejdslivet. Som læger og djøfere vil vi hellere medvirke til at skabe det bæredygtige, sunde samfund nu end rydde op efter klimakrisen. Vi ser gerne samme handlekraft udvist hér som i forhold til coronakrisen.

Klimakonsekvenserne ses på folkesundheden

Vi kan forvente, at sundhedsudfordringerne vokser med de stigende temperaturer – og vi ved fra FN’s Klimapanels vurderinger, at selv små temperaturstigninger gør en kæmpe forskel i trusselsbilledet, og at der skal handles nu. Især børn, ældre og kronisk syge rammes hårdt.

Globalt får klimaforandringer konsekvenser for fødevaresikkerhed og sundhed; også i Danmark får mikro-organismer og sygdomsoverførende insekter som flåter bedre vækstbetingelser, og risikoen øges for flere infektionssygdomme, bl.a. borrelia, hjernebetændelse og mavetarminfektioner.

Samtidigt bidrager afbrænding af fossile brændstoffer ikke kun til global opvarmning, men også til luftforurening, der skader lunger, hjerte og hjerne – og påvirkningen øges ved stigende temperaturer. Luftforureningen i Danmark er faldende; trods dette var den i 2018 årsag til 4.200 for tidlige dødsfald samt øget forekomst af cancer, hjertekarsygdomme og lungesygdomme.

Vær med til at garantere en grøn omstilling

Klimakrisen er mindst lige så akut som coronakrisen. Og det vil vi sammen handle på.

The Lancet Countdown – et internationalt samarbejde mellem læger, forskere og FN-institutioner med fokus på klimaforandringer og sundhed – konkluderede i 2019, at selvom det kræver store globale investeringer at nedbringe udslippet af drivhusgasser,  er de summer, vi sparer i forhold til klimatilpasning, katastrofehåndtering, behandling af sygdomme og tab af liv mange gange større – og der vil samtidigt være positivt afledte helbredseffekter.

I en dansk kontekst vurderer Klimarådet, at de årlige samfundsøkonomiske omkostninger til at sikre 70 % reduktion i 2030 svarer til under én procent af BNP.

Som djøfere og læger er vi garanter for, at vigtige samfundssystemer fungerer hver dag – nu og fremover – og derfor skal vi være drivkraft for forandringer, der fremtidssikrer vores sundhed og velfærd. Vi har lige nu en unik mulighed for at fastholde renere luft og sætte turbo på grøn omstilling, så vi opnår store klima- og sundhedsgevinster.

Fremtrædende organisationer anbefaler en grøn genstart af dansk økonomi efter corona krisen. Vi tilslutter os og opfordrer alle kollegaer til at indtænke bæredygtighed i deres daglige virke og til at blive en del af vores spirende, faglige netværk. Lad os skrue op for effektiv klimahandling.

Om afsenderne

DjøfereForFuture er et uafhængigt netværk af djøfere, og Læger for Klimaet er en selvstændig forening; begge tilbyder grønt fagligt fællesskab. Medlemmernes respektive fagforbund, Djøf og Lægeforeningen, er medlemmer af broentilfremtiden.dk – en alliance for grøn og retfærdig omstilling, der repræsenterer 1,2 millioner medlemmer. 

For DjøfereForFuture
Lise Christensen Bjerno, dialogudvikler, MEd Adult Learning & HRD, og Sidsel Koordt Vognsen, udviklingsspecialist, cand.scient.soc . 

For Læger for Klimaet
Forkvinde Anna Roe Rasmussen, læge, MSc Health Policy, Planning and Financing, samt Lotte Ørskov, pensioneret overlæge, dr.med., og Hanne Hollnagel, pensioneret praktiserende læge, professor dr.med.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet