"Nu har vi affundet os med, at det bliver noget lort de næste par måneder"

Uddannelsesinstitutioner, dagtilbud, kultur- og fritidstilbud ville blive lukket i to uger – i hvert fald i første omgang – og alle offentligt ansatte, der ikke varetog kritiske funktioner, blev sendt hjem fra arbejde. Og samtidig blev private arbejdsgivere ”kraftigt” opfordret til at lade flest mulige ansatte arbejde hjemmefra.

Med ét var livet for langt de fleste forandret.

I ugerne siden da har Djøfbladet interviewet masser af djøfere om, hvad coronakrisen har betydet for dem og deres arbejde, familieliv og helbred. Her er 14 nedslag, der fra forskellige vinkler fortæller historien om de tre mest dramatiske uger i den nyere verdenshistorie.

1. Sover tre timer på et døgn

Klokken er to om eftermiddagen. Det er 14 dage siden, statsminister Mette Frederiksen annoncerede, at Danmark skulle lukke ned. Klara Christensen, der er fuldmægtig i Udenrigsministeriet, og som ellers arbejder med pigers og kvinders rettigheder, er lige stået op hjemme i Guldbergsgade på Nørrebro i København. Hun har været på nattevagt i Udenrigsministeriets Borgerservice fra kl. 21 i går til kl. 9 i morges for at hjælpe borgere, der ringer om hjælp, fordi de sidder fast derude. Kl. 9 møder dagholdet så ind.

"Jeg er træt, men det er enormt meningsfuldt. Vi taler som regel gentagne gange med den samme borger, og når man så ser, at Matthias og hans kæreste står på en passagerliste til et fly hjem, så bliver man glad. Også på deres forældres vegne, for dem har vi jo også talt med igen og igen."

Hvor længe en dag- eller nattevagt i praksis varer, er der ikke et fast svar på. Det er ikke altid, at den skemasatte fridag efter den lange vagt kan holdes. For pludselig åbner der sig måske et vindue for at få nogen derude på et fly. Det må ikke misses. Nogle gange får de kun sovet tre timer på et døgn.

Da Klara Christensen sad i Marokko-taskforcen tidligere i marts, havde de fire dage til at få over hundrede borgere hjem til Danmark. Der sad hun sammen med kollegaerne 16 timer i døgnet for at få det til at lykkes. Intet øjeblik måtte forpasses.

UM har sendt ekstra medarbejdere til Filippinerne, hvor mange danskere prøver at få hjælp på ambassaden. Og to medarbejdere fra UM i Sao Paulo i Brasilien afventer at få lov til at rejse ind i de nu lukkede Peru og Ecuador, hvor der er strandede danskere.

"Jeg håber selvfølgelig, at jeg også gør en forskel for mennesker i min normale hverdag,” siger Klara Christensen. ”Men det her bliver man berørt af på en helt anden måde. Det giver så meget mening at kaste alt andet bort og være her lige nu."

2. ”Man kunne mærke panikken og angsten”

En af verdens travleste byer ligger stort set øde hen. New Yorks guvernør Andrew Cuomo har bedt virksomheder sende ansatte hjem og newyorkerne om at holde sig indendørs. Broadway er gået i sort. Caféer, forretninger og restauranter er lukket, gaderne tæt på tomme.

Derfor forlod Naja Christensen, netværksansvarlig for Djøf og selvstændig coach, lejligheden på Manhattan og rykkede nordpå med familien. Da Djøfbladet fanger hende over Whatsapp, sidder hun i en skihytte i den lille by Windham to en halv times kørsel nord for New York.

”Man kunne mærke panikken og angsten i byen. Folk blev indendørs. Normalt er der trafik og liv over det hele, og nu var det fuldstændig ikke-eksisterende. Men newyorkerne er ukuelige – der hersker også en stemning af, at vi nok skal komme igennem det her,” fortæller hun.

3. Barndomsværelset

Det eneste normale ved Morten Madsens seneste forelæsning i faget Tysk samfund og historie var, at han kalder det en forelæsning. For underviseren sad hjemme foran computeren og livestreamede.

Morten Madsen sad heller ikke på tilhørerrækkerne med sine studiekammerater, men foran computeren på barndomsværelset hjemme ved forældrene i Sønderjylland.

Han er i gang med fjerde semester på bacheloren i International Virksomhedskommunikation i engelsk og tysk.

”Det med at have en personlig kontakt til underviseren, det mangler jeg lidt. For hvis man har et spørgsmål til undervisningen, er det sværere at nå at stille dem. Men ellers fortsætter jeg, som jeg plejer, og så håber jeg på, at vi løbende får mere information. Alt er jo lidt hektisk, men det kan man ikke klandre undervisere og universitet for – de har jo været lige så lidt forberedte på det her som alle os andre,” siger han.

4. Dagen, da djøferne gik hjem

Den 12. marts står Tue Kristensen på Sundhedsstyrelsens affolkede kontor på Islands Brygge i København og stopper papirer ned i en sort rygsæk.

Det er 15 timer siden, Mette Frederiksen annoncerede, at Danmark lukkede ned. Knap 13 timer siden en mail fra direktør Søren Brostrøm plingede ind i indbakken. Denne gang ikke til samfundet om, hvordan vi tackler coronavirussen, men til hans egne medarbejdere.

"Den var grundig. Søren var helt nede i detaljen med alt, for vi skal være en rollemodel," fortæller Tue Kristensen, som er tillidsrepræsentant for de godt 70 djøfere i styrelsen.

Brostrøm gav fx nøje besked om, at hvis nogen tog morgenbrød med til kollegerne næste dag, skulle det portionsanrettes. Og så snart man næste dag havde fået afviklet de helt nødvendige kontormøder – med en stol mellem hver person – skulle man tage hjem. De må gøre, hvad der skal til for at undgå at sprede smitte.

Ved 12-tiden torsdag er mange af Tues kolleger allerede gået med deres pc, iPad, mobil og muleposer med papirer. Men ikke alle. Sundhedsstyrelsen er en beredskabsenhed med kritiske funktioner. Så der er djøfere, som møder ind hver dag for bl.a. at være bagvagt på telefonopkald fra borgere, overvåge udviklingen i udlandet og være med til at besvare spørgsmål fra medierne. Det kræver for megen koordination til at kunne varetages hjemmefra.

Tue Kristensen ranker ryggen over, at offentligheden i disse dage anerkender djøfernes rolle i, at samfundet kan håndtere en så voldsom situation.

"Det kan godt være, at det er Søren Brostrøm, der er Sundhedsstyrelsens offentlige ansigt og stemme, men djøfere bidrager i den grad både hos os og i alle myndigheder sammen med vores øvrige kolleger til at håndtere denne alvorlige situation for det danske samfund."

"Det tror jeg godt, jeg kan sige på alle djøferes vegne."

5. Stilhed før stormen

"Jeg møder ikke nogen! Det ville være fuldstændig utænkeligt at mødes fysisk," siger Kasper Sønderdahl.

Den 43-årige beredskabsdirektør sidder helt alene på en isoleret 1. sal i en administrationsbygning i Aarhus og koordinerer krisestyringen på tværs af fire kommuner. Alt foregår over Skype.

Klokken 14 har han overstået dagens første ni online-møder. Ét med operationscheferne. Ét med brandvæsenets interne krisestab. Ét med Skanderborgs kriseledelse. Ét med Odders kriseledelse. Og så videre og så videre og sådan fortsætter det alle døgnets vågne timer, mens Kasper kæmper for at besvare ét stort spørgsmål:

Hvordan holder han beredskabet kørende, når sygemeldingerne om lidt begynder at vælte ind? Når presset på hospitalerne bliver så stort, at patienter måske må udskrives før tid?

Kasper Sønderdahl har – ud over sin cand.merc.jur. – en uddannelse i beredskab og krisestyring fra England. Han har været sikkerheds- og risikochef i Vestas. Og så skriver han egentlig på sin afhandling på mastergraden i offentlig ledelse på Aalborg Universitet. Men det er der ingen, som tænker på lige nu.

6. Problemer for domstolene

Det er den 17. marts, og Danmark er stadig ved at lukke ned. Landets retssale er næsten øde. Domstolene skal kun gennemføre såkaldt sagskritiske retssager, mens 2.200 medarbejdere så vidt muligt passer deres arbejde hjemmefra.

Hvor store sagspukler og forlængede sagstider coronaen kommer til at koste det danske retssystem, vil Domsstyrelsens direktør, Kristian Hertz, ikke gisne om endnu.

"Det vil vi arbejde på at håndtere bedst muligt. Men det er for tidligt at sige noget mere konkret om, hvad vi kan gøre, når situationen er overstået."

Lige nu handler det om, at alle hjælper hinanden med at klare så meget arbejde hjemmefra som muligt, så alting ikke går i stå, understreger han.

Der er bl.a. sendt mails rundt til alle lederne med gode råd til, hvordan man bedst leder på distancen.

"Det er vigtigt, at alle 2.200 medarbejdere oplever sig som en del af systemet med en væsentlig rolle," siger udviklingsdirektør Merethe Eckhardt.

7. Djøfer, skolelærer, SFO-pædagog, sportstræner, mor

Daria Irena Markov, specialkonsulent i Uddannelses- og Forskningsministeriet, har indrettet sig i privaten i en fireværelses-lejlighed på Islands Brygge ved et lille skrivebord under en STUVA-højseng fra Ikea. Ovenover sover hendes søn Emil på ni år. Hendes mand, der er senioranalytiker i Nordea, er også hjemsendt, og han sidder og arbejder på deres seksårige datter Fridas værelse. Børnene sidder i stuen og spiller computerspil, ser fjernsyn eller laver lektier – det sidste, når Daria eller hendes mand har tid til at være over dem.

”Jeg er heldig, fordi det meste af mit arbejde kan klares hjemmefra. Men jeg er uheldig af sammen grund. For det er slet ikke som de hjemmearbejdsdage, jeg normalt har, hvor børnene er i skole, og min mand er på arbejdet. For nu skal jeg ikke bare passe mit job, som jeg normalt gør, når jeg arbejder hjemme – jeg skal også være skolelærer, SFO-pædagog, sportstræner og mor. Alt det, der normalt bliver varetaget af andre i hverdagen, er kommet oveni, samtidig med at jeg har rigtig travlt med arbejdet.”

8. Farvel til Aberdeen

Først rejste de amerikanske veninder hjem. Så rejste de østrigske, og det stillede Josefine Priess og hendes to danske medstuderende i et dilemma: Skulle de blive i Aberdeen og se tingene an, eller skulle de også vende snuden hjemad?

Josefine Priess og hendes medstuderende valgte det sidste. Derfor sad de – fem dage efter at statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned – i et næsten tomt fly med kurs mod Danmark.

”Da de i Skotland også begyndte at snakke om, at de ville lukke ned, tænkte vi, at vi hellere ville være isoleret i Danmark med vores familier end at sidde alene i en lejlighed i Skotland,” siger hun.

Nu sidder Josefine hjemme hos forældrene i Tørring nord for Vejle – halvvejs inde i den 14 dage lange selvisolationsperiode, som danskere, der vender hjem fra udlandet, anbefales at gå i.

”Det er så ærgerligt og så trist, at det endte sådan her, for jeg havde set frem til det her ophold så længe. Jeg skulle have familie og venner på besøg og ud at rejse i UK. Men sådan er det. Det var den rigtige beslutning at tage hjem, for alternativet var værre,” siger hun.

I det mindste har det vist sig, at hun kan tage sine Aberdeen-eksaminer online, så semestret ikke er helt spildt. Og så vil hun gerne rejse tilbage, når det igen bliver muligt.

”Jeg vil rigtig gerne vise mine forældre og venner Skotland. Det skal nok blive til noget.”

9. ”Nu skal jeg bare kigge rigtig dybt i sparegrisen”

Det gik lige så godt for tyggegummifirmaet True Gum. Deres varer var blevet lanceret i Sverige, og fabrikken i Glostrup producerede 130.000 æsker plastikfrit, biologisk nedbrydeligt tyggegummi om ugen.

De unge stiftere havde endelig råd til at give sig selv løn. Og Djøfbladet havde interviewet dem om, hvor lovende firmaet udviklede sig.

Men efter corona-nedlukningen af landet har det ikke været tyggegummi, danskerne har hamstret.

”Salget ude i butikkerne er nærmest halveret nu. Det er en betydelig mavepuster. Vi er stadig fortrøstningsfulde, men det gør av,” fortæller Peter Juul Regnersgaard, der er medstifter af firmaet.

Han og de andre stiftere har været nødt til at droppe at få løn igen.

”Nu skal jeg bare kigge rigtig dybt i sparegrisen på privatfronten. Det er tilbage til den situation, som jeg lige troede, at jeg var kommet ud af.”

Fabrikken kører dog stadig, og Peter Juul Regnersgaard regner bestemt med, at der er noget, der hedder True Gum på den anden side af coronakrisen.

”Da Mette Frederiksen holdt det første pressemøde, fik vi en ordentlig mavepuster. Men nu har vi affundet os med virkeligheden, og at det bliver noget lort de næste par måneder.”

10. Danskerne rykker sammen

Sebastian Schwemer skynder sig at understrege, at han bakker 100 % op om de danske myndigheders tiltag for at bremse smittespredningen i landet.

Men den tyske lektor, der underviser på Københavns Universitets Juridiske Fakultet, har alligevel bemærket en ny skillelinje i det danske samfund. Et ’os’ og et ’dem’, der er blevet mere udtalt.

Han var på skiferie i Sverige med sin svenske kone, da grænserne lukkede. De fik et lift til Malmö og prøvede at få fat på en taxa videre til København, da de ikke selv har bil.

”Taxaselskaberne var slet ikke interesserede i at hente os, fordi vi ikke var danske statsborgere. Vi endte med at tage toget over broen,” fortæller han.

Det ville de ellers gerne undgå for at mindske risikoen for smittespredning.

På stationen ved Kastrup Lufthavn blev de mødt af politi og militær. Der var to køer ind i landet. Én for danskere og én for alle andre. Sebastian og kæresten stod i køen for de andre.

De kom ind i landet efter at have vist sygesikringskort og forklaret, at de skulle hjem til København.

”Dér følte jeg lige pludselig, at der er forskelle mellem rigtige danskere og dem, der bare bor og arbejder her.”

11. Cykler på to cykler

Niels Henrik Larsen, direktør for Udlændingestyrelsen, forbereder sig til noget, der måske ikke kan lade sig gøre.

Tirsdag efter påske skal styrelsen efter planen slå dørene op til sit spritnye domicil lige op ad skinnerne på Næstved Station.

"Vi gør alt, hvad vi kan for at flytte til tiden og samtidig have en plan B klar, hvis det ikke bliver muligt," siger Niels Henrik Larsen. Han sidder alene i styrelsens store bygning på Blegdamsvej over for Rigshospitalet. Ligesom resten af de over 600 medarbejdere arbejder han hjemme, men denne morgen er han kørt ind for at ordne de sidste ting på kontoret.

Han ved ikke, om de kan få pakket flyttekasserne, få it-udstyret på plads, om flyttefirmaerne overhovedet kører, eller hvilke meldinger der kommer oppefra i de næste dage og uger. "Lige nu cykler vi på to cykler samtidig," siger han.

12. Tilbage i uniformen

Marie Kristine Madsen har ikke haft det hvide og blå arbejdstøj på i tre år. Hun blev oprindelig uddannet sygeplejerske, men skiftede spor og kan nu kalde sig cand.scient.san. Det seneste halve år har hun arbejdet som kvalitetskonsulent i den administrative stab på Sjællands Universitetshospital.

Men nu er hun trukket i sygeplejerskeuniformen igen. På opfordring fra sin chef er hun nemlig trådt til som en del af corona-beredskabet og har haft de første vagter på Sjællands Universitetshospital.

”Jeg var lidt betænkelig ved det, fordi det er lang tid siden, jeg har arbejdet som sygeplejerske. Så jeg tænkte: 'Uha, går det mon?'”

Men efter en dags undervisning i, hvad coronavirus er, hvordan man bruger sundhedsplatformen, om hygiejne og alt muligt andet vigtigt, og siden nogle dagvagter, går det fint – faktisk rigtig fint.

”Jeg har forsøgt at lægge nervøsitet og betænkelighed på hylden. Nu er det, som det er. Og der er et meget godt sammenhold på afdelingen, det er jo nyt for alle. Jeg gik stuegang med en læge, som jeg fortalte, at jeg ikke have arbejdet som sygeplejerske længe, så sagde han: ’Jamen, jeg har siddet med forskning de seneste fire år, men vi gør det da godt, gør vi ikke?'”

Marie Kristine Madsen tænker, at hun bare passer et arbejde – lige nu er det bare et andet, end hun plejer. Og hun er glad for at kunne hjælpe.

”Men jeg glæder mig da til, at det hele bliver normalt igen.”

13. Nu bliver folk fyret

Djøfs telefoner har ringet nonstop siden 11. marts. Ikke på kontoret i København, men rundt på de mange hjemmearbejdspladser, hvor rådgiverne nu befinder sig.

De første opkald handler om, hvilke vilkår man har, når man bliver sendt hjem, forklarer Mette Knudsen, rådgivningschef i Djøf. Om hvordan man får hverdagen med hjemmearbejde og pasning af børn til at hænge sammen. Om chefen må kræve, at man skal holde ferie med kort varsel.

Men ét sted er det blodig økonomisk alvor fra starten.

”De studerende bliver i ét væk sagt op fra deres studenterjobs.”

Og alvoren breder sig i løbet af nedlukningens første uger.

”Det kommer hurtigt til at handle om folk, der er blevet fyret. Og folk fanget i det dilemma, at de havde sagt deres job op i februar, da alt så tilforladeligt ud, og skulle starte et nyt sted i april – og nu vil arbejdsgiveren udskyde ansættelsestidspunktet. Eller de trækker ansættelsestilbuddet tilbage.”

Stadig flere af spørgsmålene kommer fra de privatansatte. Fra folk, som bliver fyret – eller bedt om at gå ned i løn for at holde firmaet kørende. Virksomhederne er hårdt pressede.

14. Hospitalsdirektøren hoster

Marts rinder ud. Det er kun et par måneder siden Anne Jastrup Okkels – jurist og direktør for Bispebjerg-Frederiksberg Hospital – kaldte sine vicedirektører og faglige ledere sammen for at lave en lokal beredskabsplan.

”Det allersværeste lige nu er at se, hvor hurtigt verden slet ikke er til at kende. Jeg har selvfølgelig en særlig opmærksomhed på sundhedsvæsenets udfordringer, men jeg er også dybt bekymret for de økonomiske konsekvenser af krisen,” skriver hun til Djøfbladet.

På hospitalet er den mest presserende opgave at løse manglen på værnemidler.

”Vi kræver rigtig meget af vores medarbejdere de kommende uger. Jeg håber, vi kan give dem tryghed i udfordringerne ved, at deres udstyr er professionelt.”

Og så har Anne Jastrup Okkels et andet, mere personligt problem. Dagen før Djøfbladet fanger hende, måtte hun sygemelde sig med feber og hoste.

”Det er næsten ikke til at holde ud ikke at kunne være til stede på hospitalet. Heldigvis træder fuldt kompetente kolleger og medarbejdere straks til. Og det er – sammen med den utrolige dedikation og det professionelle fokus, ledere og medarbejdere i hele organisationen viser – helt klart det bedste lige nu.”