Studiemiljø

”Alle på studiet er bange for at lave fejl”

12-11-2020
4 min.
"Vi har lært, at alt andet end 12 er uperfekt, uambitiøst og sjusket," skrev Rasmus Andersen i august i Politiken. Denne nulfejlskultur er ikke god for studerende, mener han – men efter at være begyndt på jura har han mærket, at kulturen er svær at afmontere. Foto: Aja Skafte

Rasmus Andersen startede på universitetet med et håb om at kunne fralægge sig presset fra præstationskulturen og huske at nyde livet ved siden af bøgerne. Det har vist sig at være svært.

Mens Rasmus Andersen holdt sabbatår, reflekterede han over den perfekthedskultur, som havde præget ham i hans gymnasietid – en kultur, som han gerne vil tage afstand fra. Det skrev han om i en kronik i Politiken, hvor han betegnede sig selv og sine jævnaldrende som ”indoktrineret i perfektionsmentaliteten” og tynget af skam: ”Vi skammer os over, at vi aldrig realiserer det perfekte, fordi vi ved, at det kun er os selv, der holder os tilbage.”

Så da Rasmus Andersen i sommer begyndte på jura, var det med en forhåbning om ikke at ville lade sig påvirke for meget af det karakterræs, som han forestillede sig ville præge studiet.

Det har som forventet været lettere sagt end gjort.

Ikke intern konkurrence

På den ene side holder Rasmus Andersen fortsat fast i, at der også skal være tid til en øl i ny og næ, men han oplever samtidig, at studiet kan tage overhånd. Somme tider lader han sig påvirke af sine egne ambitioner, og så får studiet meget let lov til at overtage ugeskemaet.

”Karakterræset er ikke en intern konkurrence mellem de studerende, men snarere et produkt af éns eget personlige forventningspres. Jeg kan godt mærke, at jeg også selv er blevet påvirket,” fortæller Rasmus Andersen.

Han læser i øjeblikket op til sin første eksamen om retssystemet og juridisk metode. Selvom de studerende har fået at vide, at det ikke er en vigtig eksamen, har han alligevel læst hele bogen igennem og skrevet noter, og de næste par uger vil han lave flere eksamenssæt. Det har gjort, at han går glip af andre ting.

”Jeg har ikke været ude at klatre i en måned, hvilket jeg holder meget af og plejer at gøre ofte. Hvis man ikke er opmærksom på det, så får studiet lov til at tage overhånd. Der er ikke rigtig en stopklods,” mener han.



Ifølge Rasmus Andersen er det vanskeligt at finde en balance mellem studie og fritid, når den eneste, man skal stå til regnskab overfor, er én selv.

"Udfordringen ligger ikke i at skulle læse pensum og forberede sig på eksamen, men derimod i at lade være. Det er svært at vurdere, hvornår man har læst nok. Havde det ikke været for mine sabbatår og mit ophold på Silkeborg Højskole, havde jeg måske næsten helt droppet familietid og aftaler med vennerne og så fokuseret 100 % på at få topkarakterer til eksamen,” fortæller han.

Alle er bange for at lave fejl. Der er ikke nogen form for pytknap, hvor man siger: ’Herregud, det går nok’

Rasmus Andersen, ny studerende på jura
Undskyld, undskyld, undskyld

Selvom Rasmus Andersen er ambitiøs, forventer han langtfra en perfekt studietid. Til gengæld oplever han, at flere medstuderende på årgangen stiller enormt store krav til sig selv, og at de bebrejder sig selv, når de laver fejl.

”Folk undskylder for at skulle arbejde, folk undskylder for ikke at kunne være der til Zoom-møder, folk undskylder for ikke at kunne forstå stoffet, folk undskylder for at stille spørgsmål. Alle er bange for at lave fejl. Der er ikke nogen form for pytknap, hvor man siger: ’Herregud, det går nok,’” fortæller han.

Rasmus Andersen tror, at en af grundene er, at flere af de studerende har været vant til at være den bedste i deres klasse, årgang eller omgangskreds, hvilket har været definerende for deres identitet. Selvom han går på et hold af 30 studerende, der efter hans mening er både begavede, ambitiøse og dedikerede – men knap så konkurrenceprægede, som han hører om fra andre hold – kan han stadig mærke forventningspresset.

”Jeg tror, at det er en ubehagelig omvæltning for mange, at man ikke længere er den bedste. Den stopklods, der normalt er, hvis man ligger i toppen, er der ikke,” mener han.

Gruppevejledere, tutorer og selv underviserne må minde de studerende om, at de skal huske at nyde livet.

”I en af vores bøger er der i første kapitel et afsnit med overskriften ’Be happy’, som fortæller de studerende, at studiet ikke er alt. Det viser, hvor problematisk det egentlig er. Vi skal have lov af vores forfatter, før vi giver os selv lov til at slappe af,” påpeger han.

Tårnhøje idealer

Perfekthedskulturen på jura kan mærkes i undervisningen, mener Rasmus, der deltager aktivt og har været i tvivl om, hvorfor det ikke gjaldt alle.

“Mine medstuderende er mindst lige så begavede som mig, så det har undret mig, at alle ikke deltog aktivt i timerne. Flere har fortalt mig, at de er bange for at sige noget forkert, til trods for at de typisk er ret sikre på svaret. Det er jo super-ærgerligt, når timerne jo er til for at finde ud af, om man har misforstået noget.”

Rasmus tror, at frygten for fejl kommer fra éns egne tårnhøje idealer.

“På mit hold har vi 30 både omsorgsfulde og accepterende medstuderende, som er totalt ligeglade med, hvorvidt man rækker hånden op og kommer til at sige noget forkert. Så når man alligevel er bange for at prøve, så tror jeg, det er pga. et selvbillede, der ikke tåler, at man laver fejl.”

Alligevel håber og tror han på, at kulturen på studiet godt kan ændres. Så længe de studerende fortsætter med at støtte hinanden, skal de med tiden nok lære at sætte færre høje krav til sig selv.

”Jeg tror, det er muligt at ændre perfekthedskulturen, hvis vi lærer at være bare halvt så omsorgsfulde over for os selv, som vi er over for andre,” siger han. 

Kommentér
28
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.