Pseudoarbejde

Djøf-chef: Vi skal luge ud i fejlskuddene

20.1.2020

af

Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

Foto: Per Folkver/Politiken/Ritzau Scanpix

De seneste års intense kritik af pseudoarbejde har bl.a. været rettet mod djøfere. Men Djøfs chef for public affairs mener faktisk, at djøferne burde knuselske pseudoarbejde-begrebet.

Pseudoarbejde findes," siger Sigge Winther Nielsen, som er chef for Djøfs afdeling for Public Affairs.

"Det er noget, vi alle er skyldige i, og noget, vi alle bidrager til. Som djøfere skal vi være de første til at indrømme det. Men det er også en rigtig svær størrelse. For de fleste vil mene, at de ikke laver pseudoarbejde, men det gør nogle andre. Vi mangler ganske enkelt mere viden om det. Derfor er vi selv gået i gang med en analyse af fænomenet."

Men Djøf opfordrer også til 'aktionsforskning', hvor forskere drøner ud i virksomheder, organisationer, velfærdsinstitutioner, byggepladser, sygehuse osv. og laver feltstudier i 'pseudoarbejde'.

For at få sorteret mellem, hvad der er populistisk kritik af alle med briller og lang uddannelse, som ikke lige er læger og ingeniører – og hvad der reelt er overflødigt arbejde?

"Pseudoarbejde er ligesom djøfisering et flydende begreb, som man kan putte alt muligt ind under, som man ikke kan lide eller er imod. Men faktisk burde vi djøfere knuselske begrebet, for i modsætning til 'djøfisering' stigmatiserer det ikke en bestemt faggruppe, men gælder alle grupper på arbejdsmarkedet. Vi skal ind i kampen mod pseudoarbejde, og vi skal skaffe os mere viden om, hvad det egentlig er."

Det er benzin på demokratiet, at politikere viser handlekraft, og det kan til tider føre til pseudoarbejde. Det er en nødvendig omkostning ved demokrati

Dét, Mette Frederiksen mente

I bogen 'Pseudoarbejde' pointerer Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen, at fænomenet findes lige meget i private og offentlige organisationer. Men i debatten er det altid akademikerne i det offentlige, som får pseudo-stemplet i panden.

Hvornår hører vi fx Dansk Metals formand, Claus Jensen, klage over, at smedene på Danfoss ikke kan lave deres pumper i fred for bare djøfere? Mette Frederiksen har derimod beklaget sig på velfærdsstatens vegne: Vi skal holde op med at hælde pseudoarbejde ud over politibetjente og hjemmehjælpere, som hun sagde.

Er det ikke en hård retorik vendt mod de offentligt ansatte djøfere?

"Sådan tolker vi det ikke i Djøf. Vi hører det som et oprigtigt politisk ønske fra højeste sted om, at nu skal vi alle i fællesskab, også politikerne, gøre noget ved det her. Ønsket går langt videre end afbureaukratisering og regelforenkling. Det handler om en ny kultur, hvor vi bliver knivskarpe på, hvad vi helst vil bruge vores tid på. Derfor har vi også anmeldt vores ankomst i Statsministeriet for at bidrage. Vi står med et problem, hvor der i den grad savnes idéer til løsninger."

Hvad vil I sige?

"At Djøf er helt enig med statsministeren i, at der er brug for mere tillid og mindre kontrol. Derfor præsenterer vi vores udspil til en ny nærhedsreform. Og jeg kan sige, at vi i Djøf indtager en ny position. Vi synes, at der skal sættes ambitiøse mål for, hvor mange timer velfærdsmedarbejderne – fra sosu til sygeplejerske – skal bruge sammen med borgerne. Og så må man regne baglæns derfra og fjerne pseudoarbejde, regler og dokumentation. Det er en ny måde at gøre det på. Vi vender det om. Hvor vi før i Danmark altid har kigget på systemet først, så siger vi, at borgere skal have mere ansigt-til-ansigt-tid med det offentlige, og så må vi finde ud af hvilke ting, vi skal lave mindre af.” 

Dengang i Finansministeriet

Du var som nyuddannet cand.scient.pol. fuldmægtig i Finansministeriet – var der pseudoarbejde dér?

"Det er der i alle politisk ledede organisationer. Det er benzin på demokratiet, at politikere viser handlekraft, og det kan til tider føre til pseudoarbejde. Det er en nødvendig omkostning ved demokrati. Men derudover så jeg meget lidt af det i Finansministeriet. Ledelsen var så skarp på kerneopgaven, at der ikke blev lavet noget decideret overflødigt. Det er så til gengæld også noget af kritikken mod Finansministeriet: At man er så fikseret på budgetoptimering, at man ikke er i stand til at udvikle projekter, der måske er pseudo, men måske også kunne vise sig at være visionære og bringe samfundet frem."

Pseudo?

Overuddannede og invasive akademikere, som scorer jobbene i administrationen.

Gøgeunger, der møver HK'erne ud og sætter sig til at opfinde meningsløst papirarbejde.

Kritikken af, at akademikere fylder deres egen og (ikke mindst) andres tid med pseudoarbejde, er hørt før – men den blussede for alvor op igen, da statsminister Mette Frederiksen (S) i sin første åbningstale til Folketinget talte dunder mod pseudoarbejde.

Men hvad er reelt pseudoarbejde, som spilder alles tid? Og hvad er automatikkritik af de djøf-uddannede, som får skylden for alt, man ikke kan lide – også det, som politikerne har besluttet?

Vi har stillet spørgsmålene til tre personer med hver sin indgangsvinkel:

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet