Leder

Djøfere ser grønt

14-08-2019
2 min.
Henrik Funder, formand for Djøf Privat. PR-foto: Djøf

Som djøfere skal vi være med til at vise, at den grønne omstilling også er hardcore business, siger formanden for Djøf Privat, Henrik Funder.

Den grønne omstilling af samfundet er i fuld sving. I takt med at de synlige konsekvenser af de menneskeskabte klimaændringer vokser, er den miljø- og klimamæssige dagsorden for alvor rykket ind på ministerkontorerne og direktionsgangene i virksomhederne. Og med ambitionsniveauet i det nye folketing vil udviklingen kun accelerere de kommende år, hvis Danmark skal leve op til ambitionen om at sænke CO2-udslippet med 70 procent.

Det er ingen hemmelighed, at mange ledende positioner i samfundet og erhvervslivet beklædes af mænd og kvinder med en djøf-uddannelse. Som djøfere er vi dygtige til at skabe værdi i de virksomheder, hvor vi arbejder. Det viser talrige undersøgelser. Og jeg har noteret mig, at når en avis som Berlingske hvert år udpeger de 100 største talenter i dansk erhvervsliv, har tre ud af fire en djøf-baggrund. Samtidig viser opgørelser fra OECD og Verdensbanken, at den offentlige sektor i Danmark er en af de mest veldrevne i verden. Den position havde vi næppe nået uden dygtige og engagerede djøfere.

Uanset om vi arbejder i den offentlige eller private sektor, har vi som djøfere derfor en central rolle i at gøre samfundet og virksomhederne mere bæredygtige. Der er endnu lang vej til en realisering af FN's 17 verdensmål, om en verden i balance, både økonomisk, socialt, og miljømæssigt, uden fattigdom og med bæredygtig udvikling. I øvrigt vedtaget under dansk formandskab i FN.

Debatten om bæredygtighed har nogle gange en idealistisk og filantropisk tone. Som djøfere skal vi være med til at vise, at den grønne omstilling også er hardcore business. Det ser vi i virksomheder som fx Ørsted, Vestas, Novozymes og Rockwool. Der er ingen modsætning mellem bæredygtighed og et erhvervsliv, der også kan tjene penge og skabe vækst og beskæftigelse. Og udviklingen indebærer masser af nye grønne job til djøfere, skulle jeg hilse og sige.

Politisk er der meget fokus på de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser og kompetencer. Selvfølgelig skal en del af løsningen på fremtidens udfordringer findes i nye teknologiske landevindinger. Men det kan ikke stå alene. Som mennesker skal vi ændre adfærd. Den gode idé skal omsættes til virkelighed. Sættes i produktion og gøres til forretning. Markedsføres. Muliggøres i love, regler og den offentlige planlægning og så videre.



Lyder det djøfsk? Det er det. Skal den grønne omstilling lykkes, dur det ikke at stirre sig blind på en enkelt faktor. Vi kan kun lykkes ved at investere i – og arbejde sammen på tværs af – de forskellige fagligheder.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.