Klumme
19.11.2019
af
Mette Kirstine Goddiksen
Foto: Djøf
Mette Kirstine Goddiksen er begyndt at få svedeture: "Jeg læser artikler om, at hvis man ikke er blevet leder, når man rammer 40 år, bliver man det aldrig. Aldrig?"
Der findes en midtvejskrise, der ikke kan dulmes med en sportsvogn eller et sidespring – og det er én, vi sjældent taler om: Den karrieremæssige. Den er endnu mere pinlig end den biologiske, for den rammer ikke nødvendigvis alle. Den er ikke hormonelt betinget. Den er mere selvforskyldt.
Svedeturene kommer, når jeg læser artikler om, at hvis man ikke er blevet leder, når man rammer 40 år, så bliver man det aldrig. Aldrig?
Jeg er 43 år. Var det dét?
Krisen understøttes af, at jeg er begyndt at få ledere, der er yngre end mig. Ikke meget yngre, bare lige nok til, at jeg kan se skriften på væggen: Chefer er ikke chefer, fordi de er ældre og mere erfarne. De er chefer, fordi de er klogere, har været mere stræbsomme, heldige eller har haft et bedre netværk. Det er slut med at bruge alderen som undskyldning for, at jeg ikke er nået længere op ad karrierestigen. Jeg kan ikke automatisk regne med, at statuskurven strutter potent opad. Jeg har nået toppen, mor – nu stagnerer det. Blev du stolt?
Det er den jobmæssige pendant til den oplevelse, man får i 30-årsalderen: Nu er alle sportsstjerner, musikgenier og skuespillere yngre end dig, og drømmen om et liv less ordinary dør.
Erkendelsen pibler frem som de stride hår i næsen, der kommer med alderen: Langsomt og i ubemærkethed, men sikkert. Pludselig er de der bare.
Akkurat som de digitalt indfødte, der vælter ind som vilde kannibaler, og på et tidspunkt er erfaring ikke nok til at holde dem stangen.
Jeg betvivler pludselig, om jeg er endt på den rette hylde. Panisk tænker jeg, at jeg lige kan nå at blive voksenlærling. Eller om jeg ville blive mere lykkelig som langturschauffør. Eller man kunne sælge alt, leje sig ind på et Låsby Svendsen-agtigt sted og udleve drømmen om at blive excentrisk kunstner med busket hår? Tiden er knap. Snart er det for sent at lave den U-vending.
Risikoen ved at blive i sit elskede fag er, at ude i horisonten venter jobmæssig rigor mortis. Og talen over min kiste vil lyde, at 'hun var fagligt dygtig, men havde ikke big dick energy nok til at hæve sig over leverpostejsformen.'
Nå. I artiklerne står der, jeg aldrig kan blive leder. Ikke, at jeg som sådan har ønsket det før nu, hvor jeg er faldet for aldersgrænsen. Det er som at gå fra en kæreste, og når han så finder en ny, mærker man, man forspildte chancen.
Alt det her er en hård erkendelse, da jeg skal være på jobmarkedet, til jeg er 71 år.
Og det bliver både en tragedie og en lettelse, når jeg er på den anden side af midtvejskrisen, hvor jeg accepterer min egen karrieremæssige dødelighed. En dag vil jeg sikkert være sådan en stille, grå hjelm, der tager den på rutinen, og som apatisk følger den yngre chefs vilde indfald og idéer. Indfald og idéer, man tidligere i karrieren har hørt beskrevet med den tids forbigående buzzwords, og som man har set crash and burn.
Men frygten for at være et gammelt reaktionært røvhul, ikke omstillingsparat, ikke samarbejdsvillig eller slet og ret udbrændt gør, at man må spille med og være lidt frisk. Man smager på den gamle vin og lytter påtaget energisk til en begejstret beskrivelse af den nye flaske, den er hældt på. Igen.
Ledige stillinger