Guide

Sådan holder du dampen oppe efter klokken tre

17.9.2018

af

Foto: Shutterstock

Foto: Shutterstock

Hører du til dem, der har svært ved at koncentrere sig og holde produktiviteten oppe efter klokken 15? Her får du nogle gode råd til at få noget fra hånden – også når klokken for længst har passeret frokost. Et af dem handler om, hvordan du prioriterer din dag før tre.

Klokken er lidt over tre. Du sidder og kigger tomt ind i skærmen. Du dykker ned i skrivebordsskuffen, hvor du har gemt en marcipangris fra jul. Du skyller den ned med en kop kold kaffe, og energien vender tilbage – for en kort bemærkning.

Du er ikke den eneste, der oplever, at produktiviteten daler omkring klokken tre, og forfalder til at glo på kattevideoer på nettet eller lave andre overspringshandlinger hen på eftermiddagen.

Men der er metoder til også at få noget fra hånden de sidste par timer inden fyraften. I boksen længere nede kan du finde fem strategier fra fastcompany.com, som du kan forsøge dig med.

Planlæg din dag

Cand.merc. Line Ullmann har skrevet bogen ’Ti effektive arbejdsvaner’, og hun lever af at undervise i netop effektive arbejdsvaner. Hun siger god for nedenstående råd, men hun påpeger, at vi også kan være med til at forbygge eftermiddagstrætheden ved at prioritere vores dag på den rigtige måde. For alt det, vi foretager os før klokken tre, kan nemlig have indflydelse på, hvor effektive vi er efter tre.

”For langt de fleste vil der være en tendens til at starte dagen med småting fx at tjekke mails. Men det betyder, at det er omgivelserne, der kommer til at bestemme, hvad du kommer til at bruge din tid på. Hvorimod du kommer langt bedre fra start, hvis du begynder din dag med at løse en opgave, der er vigtig for dig. For mange er bedst til fordybelse og koncentration først på dagen.”

Men det betyder også, at du fra dagens begyndelse rent faktisk har styr på, hvilke arbejdsopgaver der er de vigtigste, siger Line Ullmann.

”Nøgleordene er overblik og opgavestyring. Det er der rigtig mange, der tror, de har, men det har de ikke. Det største problem jeg ser, er, at de fleste har deres opgaver spredt rundt forskellige steder: I indbakken, i kalenderen, andre på en ’to do-liste’, på post-it-lapper og i dynger på bordet. ”

Det resulterer i, at man typisk ingen klar prioritering har og nemt kommer til at springe fra den ene opgave til den anden, siger Line Ullmann.

”Men hver eneste gang du bliver afledt eller afbrudt, går der metaboliske ressourcer fra hjernen, hvilket betyder, at du bliver mere træt.”

Så hun er meget enig i et af de gode råd herunder: Du lægger kimen til en god arbejdsdag og til en eftermiddag med mere energi allerede dagen før – nemlig ved bruge den sidste del af arbejdsdagen, hvor du måske ikke er helt så skarp længere, til at planlægge din dag i morgen.

5 måder at være effektiv på efter 15.00
  1. Forlad din skærm. Bekæmp enhver trang og skyld, der får dig til at forsætte med arbejde. Uafbrudt arbejde giver faktisk et dårligere resultat. Og det kan godt være, at en kattevideo kan sænke stressniveauet, men den forbedrer ikke din præstation. Du skal helt væk fra skrivebordet. Så tag en tur udenfor eller omkring dit kontor. Når du vender tilbage, vil du nemmere kunne klare opgaverne.
  2. Brug din træthed til kreativ tænkning. Det er sandt: Du er mere kreativ, når du er træt. Når du er mest fokuseret, har du en tendens til at tænke på de mest logiske løsninger. Når du er træt, er du mere tilbøjelig til at tænke uden for boksen.
  3. Hold et teammøde. Dine kollegaer oplever også et eftermiddagsdyk og speeder op for overspringshandlingerne. Brug et kort teammøde som en konstruktiv overspringshandling. Eftermiddagen er perfekt til samarbejde og idéudvikling. Stå op til mødet, og læg det gerne så langt væk fra jeres kontorer som muligt. Undgå ’enetaler-møder’.
  4. Tjek indbakken og send e-mails. Det kan være en stor produktivitetsfejl at tjekke mails som det første om morgenen. Det er nemlig her, mange os er bedst til at koncentrere og fordybe os. Så gem indbakken til lige før frokost og en gang hen på eftermiddagen, hvor du alligevel nemt forfalder til overspringshandlinger.
  5. Planlæg din dag dagen før. En god afslutning på din arbejdsdag er planlægning af den næste. Det reducerer stress, og sandsynligheden for, at du lægger ud med de vigtigste opgaver først på dagen og dermed får dem fra hånden, er større. Det er en proaktiv tilgang til selv at styre din dag.

Kilde: Fastcompany.com og Line Ullmann, ekspert i gode arbejdsvaner. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet