Lokalmedier:

Hospitalsledelse fratræder efter kritik af spareplan

12-09-2018
1 min.
Lars Dahl Pedersen nåede at være hospitalsdirektør i 10 år, inden det i denne uge blev offentliggjort, at han fratrådte med øjeblikkelig virkning. Foto: Hospitalsenhed Midt

Hospitalsdirektør Lars Dahl Petersen måtte sidste weekend tømme sit kontor på Hospitalsenhed Midt i Viborg.

Region Midtjylland sendte mandag i denne uge en pressemeddelelse ud om, at ledelsen på sygehuset i Viborg, Hospitalsenhed Midt, hospitalsdirektør Lars Dahl Petersen og sygeplejefaglig direktør Tove Kristensen, ville fratræde deres stillinger med øjeblikkelig virkning.

"Årsagen er, at parterne ser forskelligt på den strategiske ledelse og udvikling af sundhedsvæsenet i Region Midtjylland," lyder det fra regionsdirektøren i pressemeddelelsen.

Mulig kobling til regional spareplan

Den strategiske uenighed handler ifølge bl.a. Viborg Stifts Folkeblad om, at de to direktører har været med til at kritisere regionens spareplan for 2019 og er kommet med forslag til alternative besparelser i et høringssvar fra HovedMEDudvalget (samarbejdsudvalget, red.) til regionen.

Ifølge Viborg Stifts Folkeblad kom de to direktørers fratrædelser i mandags morges helt bag på de ansatte på Hospitalsenhed Midt.

Hospitalsenhed Midt dækker sygehusene i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive.

Tømte sit kontor sidste weekend

Djøf har forhandlet en fratrædelsesordning hjem for hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen. Aftalen indeholder en klausul om, at parterne ikke udtaler sig yderligere om sagen.

Lars Dahl Pedersen vil dog godt fortælle djøfbladet.dk, hvordan han har det lige nu.

"Det er jo altid dramatisk, når man den ene dag bliver kaldt til samtale hos sin direktion, næste dag skal forhandle sin fratrædelse sammen med Djøf for så i weekenden at tømme sit kontor og mandag morgen vide, at nu får éns medarbejdere besked om, at de ikke ser mig mere. Så det skal lige bundfælde sig."

Hvad er dine planer nu?

"Altså, jeg har jo ikke en plan i skuffen, eftersom jeg for en uge siden troede, at det var mit arbejde på Hospitalsenhed Midt, jeg skulle beskæftige mig med," siger Lars Dahl Pedersen, som er cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet og har været hospitalsdirektør i 10 år. 


Kommentér
2
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.