Klumme

Sidse Babett er vel også en slags statsminister

13.3.2018

af

Foto: Mike Kollöffel/DR

Foto: Mike Kollöffel/DR

Hvis statsministeren ikke kan tage med til Bruxelles, kan Sidse Babett Knudsen så ikke være stand-in? Per Helge Sørensen er den eneste ved mødebordet, der er skeptisk.

”Hvad med Birgitte Nyborg?” Styrelsesdirektørens ansigt lyste op i pludselig begejstring. ”Når nu statsministeren ikke kan.”

Jeg kiggede forvirret op fra mødebordet. Birgitte hvem?

”Hende fra Borgen,” forklarede direktøren. ”Hun er jo også statsminister.” Direktøren kiggede entusiastisk på de forsamlede chefer i mødelokalet. ”Hun kunne holde åbningstalen. Og så gå lidt rundt og mingle bagefter.”

Jeg stirrede lamslået på manden for enden af bordet. Tanken om, at statsministeren ville flyve til Bruxelles for at åbne styrelsens lobby-event om offentlig innovation havde været vanvittig. Men at vi kunne få Sidse Babett til at gå rundt i et lavloftet mødelokale i Europa Parlamentet og ”mingle” om New Nordic Service Innovation var komplet absurd.

Jeg skævede rundt langs flokken af chefer omkring bordet. Denne gang måtte der da være nogen, der sagde fra.

”Hun ville virkelig være et trækplaster.”

Men selvfølgelig var der ikke det.

Økonomichefen nikkede ved siden af direktøren: ”Borgen var jo populær i hele Europa.”

”Og så snakker hun fransk,” supplerede kommunikationschefen. ”Eller er det kun Sidse Babett?” Han kom i tvivl. ”Snakker Birgitte Nyborg også fransk?”

”Jeg er temmelig sikker på, at hun snakker fransk i første sæson,” mente IT-chefen og hev sin iPhone frem. 

Omkring mig begyndte fem mænd i statens højeste lønrammer synkront at google en fiktiv statsministers sprogkundskaber. Var der da ikke en voksen til stede?

”Der er måske det lille problem…” begyndte jeg, mens jeg overvejede, hvilket et af de ’små’ problemer jeg skulle lægge ud med: At Birgitte Nyborg havde vigtigere ting på programmet end et lobby-event for ti forkølede embedsmænd i DG17? At hendes honorar ville ligge en anelse ud over de tre flasker spansk rødvin, vi havde afsat til oplægsholderne? Eller måske bare det helt basale: At Birgitte Nyborg IKKE FANDTES I VIRKELIGHEDEN.

”… at Borgen har nogle år på bagen,” valgte jeg i stedet. ”Og lobby-eventet skal jo pege ind i fremtiden.”

Jeg sukkede lettet over at have fundet en indvending, der ikke alt for tydeligt udstillede deres idioti. Fem års arbejde for topledelsen gav trods alt lidt rutine.

”Ja, det sender måske et forkert signal,” medgav økonomichefen. ”De næste tre indlæg handler om robotter. Så måske skal vi finde én med nogle lidt andre faglige kvalifikationer.”

Jeg nikkede tilfreds, mens jeg gjorde mig klar, til at lancere den taler, direktionssekretariatet for længst havde lagt sig fast på: En dræbende kedelig underdirektør fra DI, som havde den helt afgørende faglige kvalifikation: At han ville sige ja.

Så opdagede jeg entusiasmen i styrelsesdirektørens ansigt. ”Men var Sidse Babett ikke lige med i en ny stor serie,” sagde han prøvende. ”Handlede den ikke om sådan noget fremtids-noget?”

Jeg fornemmede forfærdet, hvad der var på vej, mens der blev googlet omkring mig.

”Jeg har den her,” udbrød IT--direktøren begejstret. ”Den handler om …”

Åh Gud. Slå mig ihjel. Nu.

”Robotter.”

 Per Helge Sørensen er komiker, forfatter og har tidligere været embedsmand i Forskningsministeriet og Danmarks Radio. Siden 2013 har han især optrådt med den komiske trilogi 'Djøf med løg(n)'. Han er uddannet civilingeniør fra DTU.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet