Rejs dig på kontoret
6.2.2018
af
Tine Santesson & Sebastian Stave Sjoberg
Illustration: Lasse Skovgaard Chrristensen
Ny forskning viser, at du kan reducere risikoen for at dø af en hjertekarsygdom markant ved at bevæge dig bare lidt. Særligt djøfere sidder meget ned i løbet af arbejdsdagen.
Rejs dig op, gå en tur eller sving støvkosten. Selv den mindste aktivitet har stor betydning for helbredet for os, der sidder ned en meget stor del af dagen.
En ny svensk undersøgelse fra Karolinska Institutet viser, at du reducerer risikoen for at dø af en hjertekarsygdom med 24 procent, hvis du erstatter en halv time, hvor du ellers ville sidde ned, men lettere aktivitet.
Forskerne har analyseret fysisk aktivitet hos 1.200 svenskere gennem 15 år. Deltagernes aktivitetsniveau er målt ved hjælp af bevægelsesmålere og siden koblet med information om dødsårsag. Studiet er justeret for andre faktorer, der kan have påvirket helbredet – fx alder, uddannelsesniveau, køn, rygning, og tidligere sygdomme.
Og djøferne skal måske i særlig grad være opmærksomme på at få rejst sig fra kontorstolen. En tidligere analyse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø viser nemlig, at Djøf-gruppen er blandt dem, der sidder allermest ned i løbet af en arbejdsdag.
Forskerne fra Karolinska har tidligere gennemført en undersøgelse, der viser, at personer, der sidder stiller i sammenlagt mere end 10 timer om dagen har en 2,5 gange større risiko for at dø tidligt sammenlignet med personer, der sidder sammenlagt mindre end 6,5 timer pr. dag.
Kilde: Rapporten ’Take a stand – En indsats til at reducere siddetiden for kontoransatte’, Statens Institut for Folkesundhed.
Ledige stillinger