Min karriere

Juridisk chef for hundemad

10.12.2018

af

Foto: Claus Bech

Foto: Claus Bech

Lederen af Nestlés juridiske funktion i Danmark, Lars Peter Munch Larsen, er på vej til Schweiz, hvor han skal være juridisk direktør i Nestlés division for dyrefoder.

Tre år i Schweiz er næste punkt på dagsordenen for Lars Peter Munch Larsen, som udstationeres fra Nestlés nordiske hovedkvarter i Ørestaden i København og skal arbejde sammen med jurister fra mange lande.

Det passer ham ganske godt at komme til Nestlé-virksomheden Purina, som dækker hunde- og kattefoder. Det er ikke helt ligegyldigt, hvad virksomheden beskæftiger sig med, for det er vigtigt, at man har en passion for det, som er virksomhedens ambition, mener han:

”Jeg er selv vokset op med hunde og katte – og også heste, køer og får – så det er ikke svært at finde en passion for kæledyr og for den kærlighed, som dyreejere føler over for deres dyr.”

Lars Peter Munch Larsen sætter stor pris på at arbejde som virksomheds-jurist frem for at være advokat, som han var tidligere i sin karriere. Ud over at en multinational virksomhed byder på jobmuligheder i udlandet, er der nemlig også mulighed for at bruge den tid, der skal til for at løse en opgave godt – afhængig af hvad forretningen gerne vil opnå – mens advokatfirmaer nemt kan have det primære succeskriterium, at de kun kan bruge den tid, klienten er parat til at betale for:

”I et advokatfirma kan du godt stå med en klient, der er rigtig glad for resultatet, men rigtig ked af, hvor meget han skal betale for det”.

På spørgsmålet om, hvorfor flere og flere advokater tilsyneladende flytter fra advokatfirmaer til virksomheder, svarer Lars Peter Munch Larsen, at han ser det som en del af den generelle tendens til, at jobmarkedet er mere flydende, og at karrierer i stadig højere grad spænder over flere arbejdsgivere:

”Traditionelt var jurister enten ’offentligt ansatte/embedsmænd’ eller ’advokater’ og altså ansatte i advokatfirmaer. Derimod var ’virksomheds-jurister’ et relativt ukendt begreb. Nu ser man langt oftere, at jurister starter et sted og skifter rundt. Kvalifikationerne fra et advokatfirma anerkendes hos det offentlige, og advokatfirmaerne ansætter tilsvarende gerne kandidater med erfaring fra det offentlige. Samtidig er større virksomheders interne juridiske afdelinger vokset, så mere og mere arbejde udføres internt. Advokatfirmaerne er blevet nødt til at skærpe deres profiler i forhold til at tilbyde ekspert-ydelser, som det ikke kan svare sig at få løst internt i virksomhederne.”

Fleksibiliteten på jobmarkedet kommer også til udtryk, når der søges nye kandidater, påpeger han.

”Vi ansætter gerne kandidater fra såvel det offentlige som fra advokatfirmaer og fra andre virksomheder. Vilkår som fx løn er blevet mere lige mellem advokatfirmaer og private virksomheder, og flere og flere søger den balance mellem arbejde og privatliv, som det offentlige og private virksomheder nok stadig er bedre til at tilbyde end advokatfirmaerne.”

Lars Peter Munch Larsen begyndte selv karrieren som fuldmægtig i Konkurrencestyrelsen i 2003. Nu er han så på vej til Purina i Schweiz, hvor han bliver juridisk ansvarlig for al erhvervsret i lande, der spænder fra England og Frankrig over Rusland og Kazakhstan til Saudi Arabien og Iran.

Hvordan fik du jobbet?

Åh, det begyndte at rasle lidt på vandrørene. Så fik jeg en føler, og så kom min chef med det konkrete tilbud. Der har også været andre, og tidligere har jeg fx sagt nej tak til Dubai, hvor jeg og min familie ikke kunne forestille os at bo.

Hvad regner du med at få ud af jobskiftet?

Først og fremmest en stor oplevelse for hele familien. Mine drenge på seks og ni år får lov at opleve et internationalt miljø, og med lidt lykke og fromme taler de engelsk om et halvt år og fransk om et år. For mig bliver det spændende at arbejde med mange jurisdiktioner – fra nord til syd i Europa og fra Rusland til Mellemøsten.

Skal din kone arbejde i Schweiz?

Nej, ikke som udgangspunkt. Det vil være et stort skift for vores drenge, og hendes fokus vil være på dem. Men med hendes uddannelse som cand.scient. i klinisk ernæring vil det ikke undre mig, om hun vil få lyst til at arbejde i en af de mange fødevarevirksomheder i området.

Hvad med forskelle i mentalitet?

Jeg er jo vant til Nestlé-kulturen, som ikke er en nordisk kultur, så det bliver nok ikke det store spring. Nestlé-kulturen er mere direkte. Har man en udfordring, sætter man ord på a la ’you push, I push back’. Det giver en meget klar intern kommunikation, hvilket jeg rigtig godt kan lide.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet