Brevkasse

Hvordan opfører man sig til julefrokosten?

4.12.2018

af

Foto: Elnur/Shutterstock

Foto: Elnur/Shutterstock

"Vi har snart julefrokost på min arbejdsplads, og et par af mine kollegaer og min chef vil gerne lave nogle retningslinjer. Har I en guide til den gode julefrokost, som vi kan bruge til inspiration?"

Jeg er lige begyndt i mit første job. Vi har snart julefrokost på min arbejdsplads, og jeg har talt med mine kollegaer for at finde ud af, om der er nogle regler for, hvordan man opfører sig til julefrokost. Det er der ikke, men et par af mine kollegaer og min chef vil gerne lave nogle retningslinjer. Har I en guide til den gode julefrokost, som vi kan bruge til inspiration?

’Nyansat’

 

Kære medlem

Tak for din henvendelse. Jeg synes, det er rigtig fint, at du har efterspurgt retningslinjer for, hvordan man går til julefrokost på din arbejdsplads. Og når I nu ikke har regler eller retningslinjer herom, synes jeg, det er en god idé, at I nu vil udarbejde nogle. Typisk er sådanne retningslinjer udarbejdet ud fra virksomhedens værdigrundlag og øvrige decorum-krav, hvorfor det kan være svært at lave retningslinjer, der dækker alle virksomheder.

Jeg vil dog foreslå, at I drøfter disse emner, når I udarbejder en guide til den gode firmajulefrokost:

Alkohol: Husk, at julefrokosten holdes med kollegaer, du har en professionel relation til. Du skal kunne se dine kollegaer i øjnene, når du møder mandag morgen. Selv om der ofte drikkes en del alkohol til firma-julefrokoster, betyder det ikke, at du er forpligtet til at drikke alkohol, hvis du ikke har lyst.

Omgangstonen: Ofte er der en fri og venskabelig tone på arbejdspladser, og til julefrokosten kan det godt blive endnu mere jovialt og uformelt. Det er også fint nok, men som i alle andre af livets forhold – og både før og efter #metoo – gælder det, at man naturligvis skal behandle hinanden ordentligt og med respekt. Også til julefrokosten, hvor din arbejdsplads’ almindelige regler for adfærd og omgang med kollegaer stadig gælder.

Chefen: Mange chefer deltager også i firmajulefrokosten. Du kan sagtens feste med din chef, men brug det ikke som anledning til at klage over ledelsens nye strategi, din besværlige kollega eller din løn. Den slags samtaler har det langt bedre med at vente, til I er på arbejde igen.

Arbejdstid: Hvis julefrokosten bliver holdt efter arbejdstid, står det dig frit for, om du vil deltage eller tage hjem. Deltager du i julefrokosten, udløser det ikke overarbejdsbetaling eller en fridag på et andet tidspunkt. Hvis julefrokosten holdes inden for arbejdstiden, forventes det typisk, at du deltager. Ønsker du ikke at deltage – og er det i orden med din chef – så betyder det oftest, at du arbejder i stedet.

Vær med: Julefrokosten kan være en rigtig fin anledning til at få en snak med dine nærmeste kollegaer om andre ting end arbejde. Brug den også gerne til at lære kollegaer fra andre afdelinger bedre at kende. På den måde kan julefrokosten tit være et hyggeligt og mere uformelt springbræt til at få et større kendskab på arbejdet.

Rigtig god fornøjelse!

René Óli Rasmussen, chefkonsulent, Djøf 

Skriv til brevkassen

Skriv til Djøfs panel af rådgivere, hvis du har spørgsmål om ansættelsesforhold, karrieremuligheder, overenskomster, regler og lovgivning, faglige netværk eller andet, der optager dig i forbindelse med arbejdsliv eller studier.

Vi bringer et udvalg af spørgsmål og svar. De indsendte spørgsmål kan eventuelt blive forkortet eller lettere redigeret.

Send dine spørgsmål til bladet@djoef.dk. Husk også at skrive dit fulde navn og mailadresse til brug for redaktionen og rådgiverne. Hvis du ønsker, at dit spørgsmål i bladet bliver underskrevet med pseudonym i stedet for navn, bedes du gøre opmærksom på det. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet