Tema: Din og min karriere

Guide: Fem faldgruber for familien

06-12-2018
2 min.

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøf, anbefaler, at man løbende tager en snak om, hvad man hver især drømmer om.

Illustration: Ira Yapanda/Shutterstock

Det kan være en udfordring at få to karrierer og et familieliv til at balancere. Men der er nogle steder, hvor det især kan gå skævt, siger chefkonsulent i Djøf.

’Nu har jeg hentet børn hver dag i tre år, og jeg har sagt nej til en forfremmelse, så vi kunne få det hele til at hænge sammen – nu må det være din tur’. Der skal snakkes, og der skal forhandles, når et par skal have karrierer og familieliv til at gå op i en højere enhed. Og det skal gerne ske, inden tonen bliver bitter.

Men først skal der afklaring til hos hver af parterne, siger Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs Karriere og Erhverv.

”Find ud af, hvad der er dit ønskemix mellem arbejde, privatliv og familieliv. Og derefter skal I tale, forhandle og prioritere sammen,” siger han.

Tema: Din og min karriere

Familien er helt afgørende for, hvad der kan lade sig gøre i arbejdslivet og karrieren. Derfor besøger vi i dette tema en række djøf-familier og spørger, hvordan de har aftalt og organiseret deres karrierer og familieliv:

Frederik Iuel taler ofte med djøfere, der har udfordringer med at balancere karrieren, især når de har børn og en partner, der (også) vægter karrieren højt. Han peger på fem områder, hvor det kan give benspænd.

5 faldgruber for familien

1. Når den enes karriere bliver vigtigst

Det sker ofte, at den ene part får mere plads til at køre karriere, men næsten lige så ofte betyder det, at den anden part på et tidspunkt mistrives. Mange – ofte kvinder – kan godt være tilbøjelige til at sige, ’ok, jeg skruer ned, mens du giver den fuld gas, for ellers kan vi ikke få det til at fungere på hjemmefronten’.

RÅD: Tag de vigtige og nødvendige ’kampe’ og lav eventuelt en aftale om, at I ’genforhandler’ jævnligt. Tag løbende snakke om, hvad I hver især drømmer om. En løsning kan være, at I skiftes til at give den gas.

2. Når pengene bliver afgørende

Pengene skal ikke være argumentet for valg af karriere – eller for, at den ene part skruer op, og den anden skruer ned, for at få enderne til at mødes. ’Din og min karriere’ skal træffes ud fra værdimæssige valg og ønsker.

RÅD: Lad være med at sætte jer for hårdt.

3. Når perfektion bliver en religion

Når man både vil bage det bedste brød, sidde i skolebestyrelsen, hente børn tidligt, køre den fede karriere og være den gode elsker.

RÅD: Indret jer praktisk – måske med hjælp fra barnepige, forældre og rengøringshjælp. Og lav faste aftaler om, hvem der gør hvad.

4. Når tilfældighederne råder

Hvis chefen pludselig kommer og vil forfremme dig, eller hvis du bliver kontaktet af en headhunter og bliver så beæret, at du siger ja til jobbet uden at mærke efter og tænke dig om. Eller hvis I får tilbudt et hus til en god pris og slår til, uden at I har fået talt igennem, om det nu også er et godt tidspunkt at flytte på.



RÅD: Tag altid din partner med på råd, når du tager nogle karrieremæssige skridt, og tal konsekvenserne af jeres valg godt igennem.

5.  Når chefen og dine kollegaer ikke forstår dit behov for fleksibilitet

Det kan være en særlig udfordring for en nybagt familie, hvis ikke arbejdspladsen viser forståelse og giver støtte.

RÅD: Er du på den rigtige arbejdsplads? Måske er det ikke lige nu, du skal være i et ’high performance’-job under stærk konkurrencepres fra både kunder og kollegaer. 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.