Onlinekurser

Gå gratis på eliteuniversiteter hjemme fra sofaen

5.12.2018

af

Foto: Blazej Lyjak/Shutterstock

Foto: Blazej Lyjak/Shutterstock

Verdens ypperste universiteter udvikler stadig flere nye onlinekurser. De er gratis, udvalget er enormt, og du kan hoppe af og på, som du vil.

For nogle år siden var det svært at komme uden om de såkaldte MOOCs – Massive Open Online Courses – når der blev talt om efteruddannelse.

Men selv om der ikke længere er helt samme opmærksomhed om kurserne, udvikler verdens førende universiteter stadig flere nye og gratis onlinekurser, du kan følge på jobbet eller derhjemme.

Der er kurser inden for alle mulige områder, og du kan frit shoppe rundt. Kun hvis du vil have et kursusbevis til cv’et eller til din arbejdsgiver, skal du betale en afgift – og så skal du selvfølgelig gennemføre hele kurset og bestå de indlagte tests.

Sådan kommer du i gang

Universiteterne sætter typisk deres mest karismatiske undervisere – dem, der virkelig brænder igennem på skærmen – til at stå for kurserne. Ofte vælger de også at udvikle onlinekurser på de områder, hvor de er stærkest eller i front.

Kurserne varierer i længde og sværhedsgrad. Den nemmeste måde at komme i gang på er at gå ind på sider som coursera.org eller edX.org og søge på dine interesser.

Begge er kæmpeportaler, hvor anerkendte universiteter verden over har en fælles platform at udbyde deres onlinekurser på. Københavns Universitet og CBS er fx repræsenteret på coursera.org.

Tre tips

Det svenske Tidningen Karriär – der udgives af Djøfs svenske søsterorganisation, Jusek – er dykket ned i MOOC-universet på edX.org.

Herfra har magasinet udvalgt syv kurser som inspiration til deres medlemsskare af økonomer, jurister, politologer og business-kandidater.

Her er tre af de tips, som Karriär præsenterer på sit website:

Harvard University: Contract law: From trust to promise to contract

Den kendte Harvard-professor Charles Fried giver et kursus, som introducerer kontraktjura. Hvordan skal forskellige typer kontrakter fortolkes? Hvad sker der, når den ene part ikke holder sin del af aftalen? Hvor går grænsen mellem lov og moral? Kurset tager også fat i de mørke sider: 'One-sided promises', fejl og misforståelser, bedrageri og frustration.

Længde: 8 uger, 3-6 timer pr. uge.

Pris: Gratis (kursusbevis koster 125 dollar).

Berkeley: Writing for social media

Virksomheder og institutioner bruger i dag sociale medier til branding, informationsdeling og interaktion med kunder, brugere og borgere. Men der er ofte store udfordringer forbundet med det. Berkeley-kurset her fokuserer på grundpillerne i kommunikation på sociale medier.

Længde: 4 uger, 3-5 timer pr. uge.

Pris: Gratis (kursusbevis koster 99 dollar).

Louvain: International investeringslovgivning

Et onlinekursus fra belgiske University of Louvain med fokus på de juridiske vanskeligheder, som kan opstå, når udenlandske virksomheder skal etablere sig i et land eller har gjort det. Hvilke rettigheder har de udenlandske investorer? Og hvilke rettigheder har værtslandet i forhold til beskyttelse af fx folkesundhed eller miljø?

Længde: 10 uger, 6-8 timer pr. uge.

Pris: Gratis (kursusbevis koster 150 dollar).
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet