Læserbrev

Debat: Djøf-direktør på vakkelvorne ben

3.10.2018

af

Privatfoto

Privatfoto

Adm. direktør i Djøf Tomas Therkildsen har misforstået sit job, når han forsvarer en afskediget direktør i Region Midtjylland, der har fået et gyldent håndtryk efter misligholdelse af sit embede. Men hvad værre er, så har han også fejltolket hovedparten af sine medlemmers interesser, skriver Anders Vildsø Andreasen i dette læserbrev.

Den 19. september 2018 kom det frem, at den hidtidige direktør i Region Midtjylland, Jacob Stengaard Madsen, efter gensidig aftale var fratrådt sin stilling i kølvandet på en personalesag og stor medarbejderkritik. En sag, som allerede havde kostet en hospitalsdirektør og en chefsygeplejerske jobbet. Med sig fra stillingen snupper Jacob Stengaard Madsen 4.772.436 skattekroner.

At der er en amoralsk og ansvarsløs tendens i tiden til, at chefer – private såvel som offentlige – modtager næsten ufattelige godtgørelser, når de ikke forvalter deres stillinger tilfredsstillende, er heller ikke i dette tilfælde en hverken modererende eller tilgivende faktor.

Alligevel har Tomas Therkildsen et behov for i flere medier at forsvare Jacob Stengaard Madsen. Dette uagtet, at alt peger på, at den nu afskedigede direktør i Midtjylland har været kernen i en sag om så dårlig ledelse, at medarbejderne i regionen for nylig afbrød samarbejdet med regionsledelsen.

Tomas Therkildsen mener således, at den midtjyske direktør fortjener godtgørelsen, fordi han har en større risiko for fyring. Denne risiko, kunne man vel mene, opvejes af en årlig løn på knap 2,5 mio. kr. Men det mener Tomas Therkildsen dog ikke er tilfældet, for som han siger, så kan det jo ske, at direktør og politisk ledelse bliver 'uenige om retningen for noget'.

Læser man lidt mere om historien bag afskedigelsen, finder man ud af, at utilfredsheden med den tidligere direktør fra medarbejderne i Region Midtjylland bl.a. skyldes store besparelser på sygehusområdet, som vil resultere i omkring 100 fyringer. Det er altså 100 ansatte, som hverken får bonusser eller gyldne håndtryk, på trods af at deres jobsikkerhed også må siges at være tvivlsom.

Set i det lys fremstår Tomas Therkildsens forsvar endnu mere afsporet og opbakningen endnu mere uforståelig. Hertil kan tilføjes, at udviklingen i løn for koncerndirektører i regionerne fra 2007 til 2015 steg med 33 procent. I samme periode steg lønnen for kommunalt og regionalt ansatte med 19,4 procent. Det er med andre ord den fuldmægtige og AC'eren, som holder for, når chefernes lønninger stiger. Denne ulighedsskabende udvikling og Tomas Therkildsens forsvar for samme er næppe heller givtigt for et tiltrængt opgør med djøfiserings-debatten og forståelsen af, at langt de flest djøfere er almindelige lønmodtagere.

Tomas Therkildsen ender derved med at stå på to meget uheldige og noget vakkelvorne ben i denne sag. For det første tager han parti i en verserende sag, hvor man kunne forestille sig, at flere af de utilfredse medarbejdere i Region Midtjylland er medlemmer af hans egen fagforening. Det er svært at se rationalet bag sådan en handling fra en direktør, som hellere skulle omfavne sine medlemmer end fremhæve offentlige chefer frem for menige djøfere. Jeg anerkender, at Djøf organiserer offentlige chefer, der har samme gode ret som alle andre til at organisere sig i en forening, der varetager deres interesser. Men i denne sag er der så entydigt et mismatch mellem ansvar og konsekvens, at Djøf bør kunne se ud over sine egne snævre egeninteresser for en marginal del af den samlede medlemsskare og holde sig for god til et forsvar af det uforsvarlige.

For det andet udviser Tomas Therkildsen en umådelig ringe fornemmelse for sine menige medlemmers forhold til gyldne håndtryk. Jeg vælger at tro, at vi almindelige djøfere ikke er meget anderledes end den gennemsnitlige dansker; vi er akkurat lige så fyldt op med historier om uansvarlige chefers og direktørers urimelige gyldne håndtryk, at vi er ved at brække os. Lad bare en vis bankdirektør være et godt, nyligt eksempel herpå.

Derfor håber jeg, at Djøf-direktøren vil tænke sig lidt grundigere om, næste gang han får trang til at gå i vælten for at forsvare endnu en fyret direktør. Hvis sådanne sager står hans hjerte så nært, kunne han jo overveje at sende formanden for de offentlige chefer i marken næste gang. Så kan vi andre almindelige djøfere i det mindste forblive i troen om en fagforening, hvor den administrerende direktør repræsenterer andre end afskedigede direktører og chefer.

Anders Vildsø Andreasen
Direktionsassistent, Københavns Rådhus
Tidligere medlem af Djøf Privats repræsentantskab


Replik fra Tomas Therkildsen, adm. direktør, Djøf

Kære Anders

Tak for dit indlæg, som jeg har læst grundigt.

Djøf er faglig organisation for både chefer og medarbejdere. Det giver os i Djøf en meget stor fordel, når vi arbejder for djøfernes løn og ansættelsesvilkår - både individuelt og kollektivt. Og det betyder, at vi også er parat til at stå på mål for de løn- og ansættelsesvilkår, djøferne arbejder under – hvad enten det er som chefer eller medarbejdere. Det gør vi både i den enkelte forhandling med arbejdsgivere og i forhold til omverdenen.

Derfor er Djøfs ledestjerne, når vi bliver bedt om at udtale os i anledning af en sag også, at vi forsvarer og forklarer de vilkår, man har som djøfer som ansat chef eller medarbejder. Indgåede aftaler og kontrakter skal naturligvis altid overholdes. Derimod udtaler vi os aldrig om et medlems handlinger som leder for medarbejdere, hvor en sag jo kan se forskellig ud, afhængigt af om den ses fra medarbejderens eller lederens side.

Vi bliver ofte bedt om udtalelser i forhold til den offentlige sektor og i forhold til konkrete personsager – hvor de berørte ansatte ikke selv har mulighed for at udtale sig. Her stiller vi som regel op – ikke for at kommentere den enkelte sag, men for at forsøge at forklare den værdi, djøferne bidrager med og forsvare deres vilkår som ansatte.

Det betyder, at Djøf ind imellem møder kritik fra medarbejdere for at være ude i et forsvar for chef-vilkår – ligesom vi tilsvarende af og til får kritik fra chefer for at forsvare medarbejder-vilkår. I forhold til medarbejdere mest i individuelle forhandlinger og i forhold til chefer mest i pressesager.

Begge dele og dermed også dit indlæg giver os altid anledning til at overveje, hvorvidt vi har ramt balancen rigtigt i den enkelte sag. Men når det er sagt, håber jeg også, at du vil have forståelse for, at vi selvfølgelig altid må arbejde for djøfernes vilkår som ansatte og for, at deres kontrakter bliver respekteret af arbejdsgiverne – hvad enten man er chef eller medarbejder.

De bedste hilsner

Tomas

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Karsten Lodahl Madsen
5 år siden
Nogle gange er er fællesskab utroligt effektivt, når man vil pleje sine egne interesser. Sådan lyder citatet på en plakat med en medlemstestimonial i mødecentret i Gothersgade 133. Jeg undres hver gang, jeg læser det. Men tænker, at det er fint i tråd med Tomas Therkildsens nedslående ‘der-er-ikke-noget-at-komme-efter’ svar på den sagligt formulerede kritik fra Anders Vildsø Andreasen. Der er dele af djøf, der i min optik har udviklet sig til en standsforening for eliten. Med lønninger og vilkår, der ikke står mål med ansvar. Som kan regne med ubetinget loyalitet fra foreningen. Uanset det forhold, at de bidrager til at smadre embedsstandens omdømme. En farvelpakke til næsten 5 mio. Det er ikke min ledestjerne for medlemsskab. Intet under at omverdenen undres over, at andre almindelige djøfere ‘piber’ over udflytninger, medskæringer og øget arbejdspres. Når ‘djøf-stjernerne’ kan blive fyret med en sådan gylden faldskærm. For nogle år siden arbejde djøf med en såkaldt grundfortælling - en slags mission. Heri indgik følgende betragtning: “ [Djøferne bidrager til vækst i hele samfundet ...] Derfor er det også vigtigt for samfundet, at djøferne selv har de bedst tænkelige muligheder og vilkår for at arbejde, for at udvikle og udveksle deres kompetencer og for at trives.” Bemærk: Ikke bare gode muligheder, men bedst tænkelige! Det gælder hele Danmark!. Den fortælling lever tilsyneladende fortsat.
Rikke Petersen
5 år siden
Kære Anders 1000 tak for dit læserbrev, som jeg bakker 100 % op. Jeg blev selv meget forarget over Thomas Therkildsens udtalelser og den lange række af floskler, som han kom med i forsvar for direktøren, bl.a. hæftede jeg mig ved: Et af argumenterne Thomas Therkildsen bruger er den særlige risiko i ansættelsen. Så vidt jeg er bekendt, er der mange job, hvor der er en høj risiko i ansættelsen, men hvor fratrædelsesordningerne ikke når samme høje niveau. Hvis du f.eks. er ansat i plejen af psykisk syge borgere eller i politiet, så er der f.eks. risiko for, at man kan miste livet. Desuden må man gå ud fra, at hvis man søger jobbet som øverste direktør i en region, så ved man, hvad man går ind til. Er man ikke villig til at tage denne risiko, står det en frit for at søge en anden stilling (f.eks. i det private) og lade en anden træde til, der er ansøgere nok. Et andet argument for de høje fratrædelsesgodtgørelser er, at man skal kunne tiltrække dygtige ledere i det offentlige. Nu har denne sag jo netop afsløret, at man ikke fik ansat en dygtigt leder, i så fald var han blevet i jobbet. Så hvad hjalp det, at der var en høj løn og en god fratrædelsesgodtgørelse? Og kunne det være, at man med de høje lønninger og fratrædelsesgodtgørelse netop tiltrækker personer, der ønsker høje lønninger m.v., frem for at brænde for god offentlig ledelse og at skabe et godt arbejdsmiljø for sine medarbejdere? Endelig er det jo ikke sådan, at man står på ”bar bund” hvis man bliver opsagt, eller på anden måde mister sit job. Hvis man er medlem af en A-kasse, kan man få dagpenge, ligesom der står et helt beskæftigelsessystem klar til at hjælpe dig videre i nyt job, hvorfor det kan virke absurd, at der også skal gives over 100.000 kr til et ”outplacementforløb” i nærværende sag. Så kære DJØF, det ikke altid er af det gode, at forsvare store fratrædelsesgodtgørelser til sine medlemmer, hvis det samtidig betyder, at medlemmerne kommer til at ligge for had i store dele af befolkningen. Ligesom jeg mener, at der må være en grænse for, hvor grådige en fagforening skal være på sine medlemmers vegne. Med venlig hilsen, Rikke Petersen