Læserbrev

Debat: Djøf-direktør på vakkelvorne ben

03-10-2018
5 min.
Anders Vildsø Andreasen mener, at Djøfs adm. direktør, Tomas Therkildsen, burde have holdt sig fra at forsvare høje fratrædelsesgodtgørelser til chefer i medierne. Privatfoto

Adm. direktør i Djøf Tomas Therkildsen har misforstået sit job, når han forsvarer en afskediget direktør i Region Midtjylland, der har fået et gyldent håndtryk efter misligholdelse af sit embede. Men hvad værre er, så har han også fejltolket hovedparten af sine medlemmers interesser, skriver Anders Vildsø Andreasen i dette læserbrev.

Den 19. september 2018 kom det frem, at den hidtidige direktør i Region Midtjylland, Jacob Stengaard Madsen, efter gensidig aftale var fratrådt sin stilling i kølvandet på en personalesag og stor medarbejderkritik. En sag, som allerede havde kostet en hospitalsdirektør og en chefsygeplejerske jobbet. Med sig fra stillingen snupper Jacob Stengaard Madsen 4.772.436 skattekroner.

At der er en amoralsk og ansvarsløs tendens i tiden til, at chefer – private såvel som offentlige – modtager næsten ufattelige godtgørelser, når de ikke forvalter deres stillinger tilfredsstillende, er heller ikke i dette tilfælde en hverken modererende eller tilgivende faktor.

Alligevel har Tomas Therkildsen et behov for i flere medier at forsvare Jacob Stengaard Madsen. Dette uagtet, at alt peger på, at den nu afskedigede direktør i Midtjylland har været kernen i en sag om så dårlig ledelse, at medarbejderne i regionen for nylig afbrød samarbejdet med regionsledelsen.

Tomas Therkildsen mener således, at den midtjyske direktør fortjener godtgørelsen, fordi han har en større risiko for fyring. Denne risiko, kunne man vel mene, opvejes af en årlig løn på knap 2,5 mio. kr. Men det mener Tomas Therkildsen dog ikke er tilfældet, for som han siger, så kan det jo ske, at direktør og politisk ledelse bliver 'uenige om retningen for noget'.

Læser man lidt mere om historien bag afskedigelsen, finder man ud af, at utilfredsheden med den tidligere direktør fra medarbejderne i Region Midtjylland bl.a. skyldes store besparelser på sygehusområdet, som vil resultere i omkring 100 fyringer. Det er altså 100 ansatte, som hverken får bonusser eller gyldne håndtryk, på trods af at deres jobsikkerhed også må siges at være tvivlsom.

Set i det lys fremstår Tomas Therkildsens forsvar endnu mere afsporet og opbakningen endnu mere uforståelig. Hertil kan tilføjes, at udviklingen i løn for koncerndirektører i regionerne fra 2007 til 2015 steg med 33 procent. I samme periode steg lønnen for kommunalt og regionalt ansatte med 19,4 procent. Det er med andre ord den fuldmægtige og AC'eren, som holder for, når chefernes lønninger stiger. Denne ulighedsskabende udvikling og Tomas Therkildsens forsvar for samme er næppe heller givtigt for et tiltrængt opgør med djøfiserings-debatten og forståelsen af, at langt de flest djøfere er almindelige lønmodtagere.

Tomas Therkildsen ender derved med at stå på to meget uheldige og noget vakkelvorne ben i denne sag. For det første tager han parti i en verserende sag, hvor man kunne forestille sig, at flere af de utilfredse medarbejdere i Region Midtjylland er medlemmer af hans egen fagforening. Det er svært at se rationalet bag sådan en handling fra en direktør, som hellere skulle omfavne sine medlemmer end fremhæve offentlige chefer frem for menige djøfere. Jeg anerkender, at Djøf organiserer offentlige chefer, der har samme gode ret som alle andre til at organisere sig i en forening, der varetager deres interesser. Men i denne sag er der så entydigt et mismatch mellem ansvar og konsekvens, at Djøf bør kunne se ud over sine egne snævre egeninteresser for en marginal del af den samlede medlemsskare og holde sig for god til et forsvar af det uforsvarlige.

For det andet udviser Tomas Therkildsen en umådelig ringe fornemmelse for sine menige medlemmers forhold til gyldne håndtryk. Jeg vælger at tro, at vi almindelige djøfere ikke er meget anderledes end den gennemsnitlige dansker; vi er akkurat lige så fyldt op med historier om uansvarlige chefers og direktørers urimelige gyldne håndtryk, at vi er ved at brække os. Lad bare en vis bankdirektør være et godt, nyligt eksempel herpå.

Derfor håber jeg, at Djøf-direktøren vil tænke sig lidt grundigere om, næste gang han får trang til at gå i vælten for at forsvare endnu en fyret direktør. Hvis sådanne sager står hans hjerte så nært, kunne han jo overveje at sende formanden for de offentlige chefer i marken næste gang. Så kan vi andre almindelige djøfere i det mindste forblive i troen om en fagforening, hvor den administrerende direktør repræsenterer andre end afskedigede direktører og chefer.

Anders Vildsø Andreasen

Direktionsassistent, Københavns Rådhus

Tidligere medlem af Djøf Privats repræsentantskab


Replik fra Tomas Therkildsen, adm. direktør, Djøf

Kære Anders

Tak for dit indlæg, som jeg har læst grundigt.

Djøf er faglig organisation for både chefer og medarbejdere. Det giver os i Djøf en meget stor fordel, når vi arbejder for djøfernes løn og ansættelsesvilkår - både individuelt og kollektivt. Og det betyder, at vi også er parat til at stå på mål for de løn- og ansættelsesvilkår, djøferne arbejder under – hvad enten det er som chefer eller medarbejdere. Det gør vi både i den enkelte forhandling med arbejdsgivere og i forhold til omverdenen.

Derfor er Djøfs ledestjerne, når vi bliver bedt om at udtale os i anledning af en sag også, at vi forsvarer og forklarer de vilkår, man har som djøfer som ansat chef eller medarbejder. Indgåede aftaler og kontrakter skal naturligvis altid overholdes. Derimod udtaler vi os aldrig om et medlems handlinger som leder for medarbejdere, hvor en sag jo kan se forskellig ud, afhængigt af om den ses fra medarbejderens eller lederens side.



Vi bliver ofte bedt om udtalelser i forhold til den offentlige sektor og i forhold til konkrete personsager – hvor de berørte ansatte ikke selv har mulighed for at udtale sig. Her stiller vi som regel op – ikke for at kommentere den enkelte sag, men for at forsøge at forklare den værdi, djøferne bidrager med og forsvare deres vilkår som ansatte.

Det betyder, at Djøf ind imellem møder kritik fra medarbejdere for at være ude i et forsvar for chef-vilkår – ligesom vi tilsvarende af og til får kritik fra chefer for at forsvare medarbejder-vilkår. I forhold til medarbejdere mest i individuelle forhandlinger og i forhold til chefer mest i pressesager.

Begge dele og dermed også dit indlæg giver os altid anledning til at overveje, hvorvidt vi har ramt balancen rigtigt i den enkelte sag. Men når det er sagt, håber jeg også, at du vil have forståelse for, at vi selvfølgelig altid må arbejde for djøfernes vilkår som ansatte og for, at deres kontrakter bliver respekteret af arbejdsgiverne – hvad enten man er chef eller medarbejder.

De bedste hilsner

Tomas

 


Kommentér
10
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.