"Mr. Øystein sætter ingen etiket på mig"

Deres møder handler meget lidt om praktiske ting og sager, og Øystein er hverken retshjælp eller advokat for Soran. Deres møder handler om inner development, som Soran udtrykker det.

”Mr. Øystein sætter ikke en etiket på mig som ’flygtning’,” siger Soran, hvis modenhed lyser ud af de brune øjne, selvom han kun er 23.

Øystein så det som en chance for blive tvunget ud af sin comfort zone i boblen med folk magen til ham selv. Noget, han kunne udvikle sig af.

”Som borger har man vel også en pligt til at bidrage med, hvad man nu kan. Men for mig er det ikke velgørenhedsarbejde. Jeg har ikke ondt af Soran, og han har ikke brug for min medlidenhed. Han har evnerne til at tage kontrol over sin egen situation, og det ved han også godt selv. Jeg er én, der er med på rejsen.”

Soran nikker. Han meldte sig til Djøfs mentorprogram, fordi han ville udfordre sig selv.

Nødt til at genopfinde mig selv

Vi taler alle tre på en blanding af dansk og engelsk. Sorans læringskurve i dansk er lige nu så stejl, at han føler, at hans ellers gode engelsk bliver parallelforskudt ud af hans hjernes sprogcenter. Han har tidligere været i gang med engelsksprogede studier i political science på det amerikanske universitet i Sulimani i kurdisk Irak.

”Rolig nu, dit engelsk reparerer sig selv i løbet af et par måneder,” siger Øystein.

Fra dag 1 på dansk jord har Soran været fast besluttet på, at han vil forsørge selv. Uafhængig af staten, som han siger. Han linede den ene businesscase efter den anden op: Åbne en cafe, bestyre en tankstation, lave et firma, blive selvstændig turistguide.

”Everything I built collapsed. Jeg er nødt til at genopfinde mig selv.”

Øystein, som kom ind i billedet sidste år, så ikke sin rolle som businesscase-rådgiver, men som dén, der stiller de dybe spørgsmål bag om det hele: Er en tankstation en drøm, du virkelig relaterer til? Hvis du vil nå det hele på én gang, når du så overhovedet noget af dét, du vil?

Søren Kierkegaard i ny fortolkning

Da Soran i januar i år fik tildelt flygtningestatus, gik han på jobcenteret og sagde nej til bistandshjælp og søgte – til Øysteins glæde – ind på VUC. Det er første skridt mod at genoptage de afbrudte studier på et dansk uni­versitet, enten på engelsk eller dansk.

Så nu er han selvforsørgende ved hjælp af SU suppleret med iværksætteri som ’multikulturel’ turistguide. Et koncept, hvor man får vist København set gennem en flygtnings øjne. Et job, man straks mærker, han er stolt af.

”Når jeg fx tager turisterne – det er tit grupper af engelsksprogede studerende eller højskoleelever – til statuerne af H.C. Andersen og Søren Kierkegaard, trækker jeg på alt, hvad jeg har i min bagage: Mine politologi-studier, de bøger, jeg ellers har læst, min kulturbaggrund, mit møde med dansk kultur. Jeg bruger fx Søren Kierkegaard som anledning til at tale om religionens stilling i det danske samfund før og nu. Eller hvad Søren Kierkegaard ville have skrevet, hvis han havde været født i Irak.”

Øystein vidste intet andet om Soran end hans navn første gang, de mødtes.

”Det var dybt vand sammenlignet med de andre mentorskaber, jeg har haft de sidste otte år. Men alle mentorskaber er forskellige. Jeg prøver altid at komme med tom harddisk uden forventninger og intentioner. Jeg venter på, at det smykkeskrin, der sidder over for mig, åbner sig.”

Soran siger:

”Over for Øystein kan jeg udtryk­ke også mine allerinderste overbevis­ninger.”

Trækker vejret frit

På vej fra Øysteins hus mod s-toget hjem kommer vi ind på, at SU er en rettighed. Hvilket får Soran til at ville have bekræftet, at danskerne ikke betragter SU som en slags kontant­hjælp.

Soran elsker Danmark – hele pakken. Her trækker han vejret frit. Men han fik en overraskelse. Han troede, at her­boende indvandrere, fx de etniske kurdere som ham selv, alle var velinte­grerede.

”Men jeg føler faktisk en meget stor af­stand. Det er ikke godt, hvis mennesker, som kommer hertil, ikke griber deres chancer og ikke prøver at skabe stærke kulturelle og sociale bånd til deres nye land.”

”Så for mig er Danmark først og frem­mest mit netværk af danske ven­ner. Interaktion på tværs af kultur udvikler os alle.”

”Soran har en strålende fremtid for sig,” siger Øystein, ”det hele kommer ikke i morgen. Men det kommer.”