Gadgets & Apps

06-12-2017
2 min.
Nørdernes yndlings-smartphone OnePlus 5T

OnePlus leverer varen for færre penge

Folk med forstand på teknologi elsker OnePlus’ smartphones, fordi de leverer det samme hardware-niveau som f.eks. Samsung og Huawei, men til en langt billigere pris. Firmaets nyeste smartphone, OnePlus 5T, er et godt eksempel. Den har en Snapdragon 835-CPU ombord, hvilket svarer til hjernen i de nyeste telefoner fra konkurrenterne, men har minimum 6GB RAM, hvilket er 50% mere end de fleste andre rivaler. Den seks tommer store AMOLED-skærm i 18:9-format går næsten ud til kanten som på Samsungs og Huaweis nyeste modeller, og kameraet er også nogenlunde tilsvarende. Forskellen er dog som nævnt prisen. Hvor man typisk skal op i nærheden af 6-7.000 kroner for en Huawei Mate 10 Pro eller en Samsung Note 8, starter OnePlus 5T ved 3.799 kroner. Til den pris må man dog undvære trådløs opladning og vandtæthed.

Disse apps skal du downloade i denne måned: 

Power Remote Pro

Laver du mange præsentationer med PowerPoint? Denne app kan bruges til at fjernstyre din præsentation med direkte fra din iPhone. Hvorfor ikke bare bruge en almindelig ’klikker’-fjernbetjening til formålet? Fordi denne app viser dig den næste slide i præsentationen samt dine noter, sådan at du ikke er bundet til podiet og computerskærmen for at kunne følge med i, hvad den næste slide er. Det kræver blot, at computer og iPhone er koblet på det samme WiFi-netværk, og de to kobles sammen med en simpel scanning af en QR-kode på computerskærmen.

Crystal

Ad-blockere er populære på webbrowsere til computeren. De lader dig slippe for at blive bombarderet med reklamer på dine favoritsteder på nettet. Men hvad med på din smartphone? Det er trods alt i stigende grad derfra, folk går på nettet. Her kan Crystal til iPhone være en hjælp. Den blokerer mobile web-reklamer i Safari-browseren, hvilket ifølge folkene bag gør din surfen rundt på nettet fire gange så hurtig og effektiv.

SmartPhone Lock

Selv om du bruger en fingeraftrykslæser til at låse din telefon op med, kan andre stadig låse den op, hvis de har fået fingre i din pinkode ved fx at kigge dig over skulderen. SmartPhone Lock laver imidlertid din pinkode om hvert minut, baseret på hvad klokken er. Du kan så vælge en ’modifier’, der ændrer klokkeslæt-tallet en lille smule, og som kun du kender. Du kan fx vælge, at pinkoden skal være det aktuelle klokkeslæt minus 25. Således har din smartphone en ny pinkode hvert minut, der kan holde nysgerrige sjæle ude. 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.