Gadgets til djøferen

08-06-2016
3 min.

Den kinesiske udfordrer

Det er lykkedes Huawei at kravle op ad rangstigen, så de nu er verdens tredjestørste smartphone-producent efter Samsung og Apple. Det skyldes ikke mindst hit-smartphonen P8, der nu har fået en efterfølger med det naturlige navn P9. Den har en 5,2” skærm med IPS-NEO-teknologi, der skulle gøre kontrasten endnu bedre. Det samme sker på kamerasiden, hvor hovedkameraets kontrast og lysindtag bliver forbedret af, at kameraet i virkeligheden består af to sensorer, hvoraf én tager monokrome billeder, og det andet tager billeder i farver, der så lægges sammen. Der er endda lagt linser fra Leica ind i P9. Den fås med op til 4GB RAM og 64GB lagerplads, der kan udvides med microSD. Og så er prisen overkommelig – den starter ved 3.999 kr.  

Macbook-killer fra ASUS

ASUS ZenBook-serie har længe været kendt som bærbare computere, der kunne holde på batteriet. Dette har de ofte opnået ved at spare lidt på CPU-hastighederne, men med den nyeste ZenBook 3 er det slut. Ifølge ASUS forsøger ZenBook 3 at være et Windows-baseret alternativ til Apples MacBook, bare hurtigere. Faktisk er ZenBook 3 med sine 910 gram lige en anelse lettere end MacBook, men til gengæld er den dobbelt så hurtig, når det gælder ydelse. Den er kun 11,6 mm på det tykkeste sted, har touchskærm på 12,5 tommer og kan fås med op til 1TB SSD-lagerplads. Også denne ZenBook-serie er god til det med batterilevetiden. Ifølge ASUS kan den holde i op til 9 timer på en opladning. Den lander formentlig i Danmark sidst på året. 

TV for elskere af enkelt design

Tyske Loewe står ofte i skyggen af producenter fra østen, når det gælder TV-skærme. Loewes priser har ofte ligget i luksus-enden, men med Loewe One er de nede i et niveau, der er overkommeligt. Loewe One er rettet mod designglade kunder, og således er begge de to modeller (40” og 55”) næsten rammeløse. Du kan optage ét TV-program, mens du ser et andet, og du kan streame musik fra Tidal via en indbygget app, der kan håndtere tjenestens højeste lydkvalitet. Priserne starter ved 8.995 kr.

Månedens gadget-bommert

Windows Phone

Da Windows Phone blev relanceret for nogle år tilbage, præsenterede analysefirmaerne Forrester og IDC begge prognoser, der viste, at Windows Phone ville overhale iPhone som den næststørste smartphone-platform i enten 2015 eller 2016. Nu er vi i 2016, og det er ikke sket. Faktisk er Windows Phones markedsandel faldet til under 1 procent efter at have ligget på 3-4 procent i en årrække. Det har fået Microsoft til at fyre størstedelen af det udviklings-team, de overtog ved købet af Nokia. Selvom Microsoft påstår, platformen ikke er død endnu, er det aldrig lykkedes dem at få app-udviklerne til at tage Windows Phone seriøst. Anmeldere og brugere har ellers været glade for Windows Phones brugerflade, men uden de rette apps går den ikke, og de fleste medier og analytikere forventer, at platformen bliver helt droppet inden ret længe.  



Disse apps skal du downloade i denne måned:

Election NF 2016 (iOS/Android)

Interesseret i amerikansk politik? Den amerikanske præsidentvalgkamp går snart ind i sin afgørende fase, og en af de bedste apps til at følge med i kampen er Election NF 2016 fra News Fusion. App’en, der på Android bare hedder U.S. Election 2016, giver dig mulighed for at vælge kilder og emner og præsenterer det hele i en overskuelig nyhedsstrøm.

LoungeBuddy (iOS/Android)

Flere og flere lufthavns-lounges tilbyder, at man kan betale for et besøg, hvis man ikke har en business-billet eller et tilstrækkeligt medlemskab af en pointklub. I disse tilfælde gør LoungeBuddy livet lettere. App’en fortæller præcis, hvilke lounges der har hvilke regler, hvilke faciliteter der er til rådighed, og hvor i lufthavnen loungen befinder sig.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.