Gadgets & apps

20-10-2016
2 min.

Du kan svømme med nyt Apple-ur

Den nyeste version af Apples smartur har gjort det lidt sjovere at motionere med sit Apple Watch. Series 2, som den nye model hedder, er nemlig så vandtæt, at man kan tage uret med en tur i svømmehallen og dermed måle puls og holde styr på, hvor langt man har svømmet. Man skal dog ikke regne med at kunne dykke ned på dybt vand med uret. Derudover har Apple Watch Series 2 fået en GPS ombord, så man kan tracke sin løbetur uden at have sin iPhone med sig. Dertil kommer en hurtigere processor, længere batterilevetid og en skærm, der er nemmere at se på i dagslys, fordi den er 50% kraftigere end urets forgænger. Uret fås nu også i keramik-look, og prisen starter ved 2.399 kr.

Ny Chromecast kan vise 4K

Googles streaming-nøgle, Chromecast, er kommet i en version, der kan understøtte den nye 4K-opløsning, der giver op til fire gange så høj en detaljegrad som HD. Hvis du allerede har investeret i et 4K-tv og ser film fra Netflix i denne høje opløsning, har du måske opdaget den nye standard for høj farvedynamik, HDR. Det kan den nye Chromecast, der lyder navnet Ultra, også håndtere. Samtidig har Google annonceret, at de kommer med film i denne billedkvalitet på deres Google Play Movies-tjeneste. Til gengæld bliver Chromecast Ultra omtrent dobbelt så dyr som en almindelig Chromecast og kommer til at koste omkring 650 kr., når den lander til november. 

Google-telefon har det bedste kamera

Google har netop lanceret smartphonen Pixel. Den fås i en 5”-version samt en 5,5”-version, Pixel XL. Den har en hurtig processor, skærme med hhv. fuld HD- og quad HD-opløsning, store batterier, der lader lynhurtigt op, samt op til 128 GB lagerplads – og så er der ubegrænset lagerplads i skyen. Men stjerne-funktionen i begge modeller er hovedkameraet på 12,3 megapixel. Det anerkendte testmedie DxOMark Mobile har givet kameraet en score på 89 ud af 100, hvilket er det højeste nogensinde til en smartphone. Pixel er foreløbig kommet ud på verdens største markeder. En dansk lancering er endnu ikke fastsat.

APPS:

AOL Alto

En af verdens ældste internetvirksomheder, AOL, er kommet på banen med en ny e-mail-app, der er lidt ud over det sædvanlige. Den giver forskellige muligheder for at organisere sin e-mail, herunder i ”kort” og ”stakke”. Men den kan også tricks som at vise alle billeder, der er vedhæftet e-mails i éns indbakke, og give én påmindelser baseret på informationer i e-mails.  

Wine N Dine

Du kender formentlig typen, der altid skal tage billeder af restaurantmad og lægge det på Instagram eller Facebook. Det fænomen gør appen Wine N Dine nu meget mere anvendeligt ved at tilføje restaurantanmeldelser og kommentarer til billederne i 6.000 byer rundt om i verden. På den måde kan man også se, hvordan en ret på menuen rent faktisk ser ud, når den kommer ud af køkkenet. 

Investing.com

Der findes mange måder at holde øje med internationale finansmarkeder på. Investing.com er et af mange medier, der udbyder nyheder og kurser, men udmærker sig ved at have en nem og brugervenlig app, som giver dig notifikationer ud fra dine specifikke behov. Alle markedsopdateringer sker i real-time, og så har appen en kalender, der gør det lettere at holde øje med begivenheder, der kan tippe et marked i en eller anden retning.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.