Jorden rundt

27-01-2016
1 min.

Regeringschefer lever kortere

Når politikere sejrer ved et valg, er plusserne indlysende. Men for de folkevalgte, der ender som regeringsledere, er der også en bagside: De dør tidligere.

Det fremgår af et studie i British Medical Journal. Her har tre forskere gennemgået knap 300 års valg i 17 vestlige lande og set på, hvor længe de vindende kandidater levede sammenlignet med deres modkandidater. Resultatet er, at regeringscheferne lever 2,7 år kortere, når man tager højde for kandidaternes alder, da de blev valgt for sidste gang, og for middellevetiden i landet.

”Det tyder på, at presset ved at regere kan øge dødeligheden væsentligt for vores folkevalgte ledere,” siger Anupam Jena, der er lektor i medicin og hovedforfatter til forskningsartiklen, til Harvard Medical Schools website. 

Mindre udviklingsbistand til de fattigste

OECD-landene bruger flere penge på udviklings­bistand end nogensinde. Men mens den samlede bistand steg med 1,2 procent fra 2013 til 2014, blev de 48 mindst udviklede landes andel af bistandsmidlerne 9 procent mindre.

 Tallene stammer fra OECD’s kontor for udviklingsbistand, og graver man sig længere ned i kontorets statistik for 2014, ser man en forklaring på den faldende støtte til udviklingslandene: Langt hovedparten af OECD-landene bruger stadig flere bistandsmidler på flygtninge, der opholder sig i donorlandene.



OECD har endnu ikke tal for 2015, men der er tegn på, at udviklingen er fortsat. Kigger man således på Danmark, blev 17 procent af bistandsmidlerne anvendt på flygtninge i Danmark i 2015, hvilket ifølge dr.dk var næsten en fordobling siden 2014. 

Kvinder frygter klimakrisen mest

På globalt plan er mænd og kvinder lige bekymrede for konsekvenserne af klimakrisen, men i rige lande skiller kvinderne sig ud. Det viser tal fra Pew Research Center. Selv om det generelle niveau varierer meget fra land til land, er kvinderne konsekvent mere bange for, at de globale klimaforandringer vil ramme dem personligt.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.