Jorden rundt

09-09-2015
2 min.

Falsk Goldman Sachs i Kina

Kina har længe været kendt som et mekka for kopivarer. Nu er turen kommet til finansbranchen, hvor et falsk Goldman Sachs-kontor har set dagens lys i storbyen Shenzhen, skriver Bloomberg Business.

Den kinesiske virksomhed kalder sig Goldman Sachs (Shenzhen) Financial Leasing og bruger samme logo som den amerikanske investeringsbank.

Og der er nok ikke meget, Goldman Sachs kan stille op over for de opfindsomme kopi-kinesere.

”Der er adskillige eksempler på, at kinesere eller kinesiske organisationer har registreret navne på kendte internationale brands,” siger Hong Kong-advokaten Paul Haswell til Bloomberg.

Apple Inc. måtte fx i 2012 betale 60 millioner dollars i et forlig med en kinesisk virksomhed for at få lov til at sælge iPads i landet.

”Det er ualmindeligt svært for udenlandske virksomheder at overbevise de kinesiske domstole om, at der er tale om krænkelse af deres varemærker. Det er fortsat praksis, at de, der registrerer først, vinder,” siger Paul Haswell.

Direktører løber med guldet

Direktører tjener i snit omkring 204 gange så meget som den gennemsnitlige medarbejder. Det viser en opgørelse, organisationen Glassdoor har offentliggjort, skriver Times.

Den største lønforskel blev fundet hos Discovery Communications, hvor direktøren tjener 1.951 gange mere end medianlønnen i virksomheden. Direktøren David M. Zaslav kunne i 2014 sætte 156 millioner dollars ind på lønkontoen, mens medianlønnen blandt de ansatte lød på 80.000 dollars.

Glassdoors opgørelse, som er indsamlet via frivillige indberetninger og anonymt indsendte lønstatistikker, kommer samtidig med en ny regel fra USA’s Securities and Exchange Commission. Her er det besluttet, at alle børsnoterede virksomheder fra 2017 skal offentliggøre lønforskellen mellem den administrerende direktør og medarbejdernes medianløn.

Upopulære Rusland

Rusland og præsident Putin har efterhånden kun fans inden for landets grænser. I kun tre af 40 undersøgte lande har mere end halvdelen af befolkningen et positivt syn på Rusland, skriver PewResearch.



Polakker og jordanere er mest negative. Her har otte ud af ti borgere et negativt syn på Rusland. Ruslands største støtter er Vietnam, Ghana og Kina, hvor henholdsvis 75, 56 og 51 procent har et positivt indtryk af Rusland.

Ikke overraskende er de vesteuropæiske befolkninger heller ikke store fans af hverken Rusland eller Putin. Mellem 66 og 70 procent er negativt stemt, når de spørges til synet på Rusland. Endnu værre ser det ud for Putin. Mellem 76 og 92 procent har ikke tillid til, at præsidenten tager de rigtige beslutninger i international politik.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.