Sundhedsdyrkelsen gør os syge

De fleste kender det. Den lille nagende samvittighed over, at man ikke nåede løbeturen i går, ikke fik tilstrækkeligt med økologiske madvarer i indkøbskurven eller fik drukket lidt for meget rødvin på en ganske almindelig tirsdag. Mange af os bestræber os på at leve et sundt liv, men hvad de færreste sikkert har bemærket er, at den bestræbelse de sidste 10 år er blevet så udtalt, at den har udviklet sig til et decideret samfundsproblem.

En ny bog, The Wellness ­Syndrome, langer kraftigt ud efter vor tids ­stigende fokus på sundhed. Argumentet ­lyder, at vores sundhedsdyrkelse er blevet så ekstrem og fanatisk, at den er kørt af sporet og begyndt at ramme os i nakken som en boomerang. Fremfor at ­føle os gladere og lykkeligere af det ­sunde liv udvikler flere og flere nemlig ­både stress og angst over ikke at ­leve sundt nok. Sundhed er blevet den nye ­religion, men også et individuelt anliggende lyder det i bogen. Til både ­politikeres og arbejdstageres tilfredshed, fordi de slipper for ansvaret.

”Sundhedsdyrkelse er blevet et iso­leret mål for mange menneskers liv i dag og er derfor begyndt at kamme over. Det har udviklet sig til et sundhedstyranni. Og kravet om at leve sundt, være lykkelig og i balance er blevet så udtalt, at folk nu reelt begynder at blive syge af det. Derfor har vi et samfundsproblem,” siger Andre Spicer.

Han er professor ved Cass Business School i London og har sammen med professorkollegaen Carl Cederstrøm fra Stockholm udgivet The Wellness ­Syndrome.

Sundhed er blevet et krav

Bogen sætter fokus på slagsiderne af den voksende sundhedsdyrkelse, som har præget samfundet de sidste tyve år, og som ifølge forfatterne har udviklet sig til så voldsom en fanatisme, at det er blevet til en decideret samfunds-­ortoreksi (sygeligt fokus på sundhed, kost og motion, red.). Hele ­samfundet er blevet så sygeligt optaget af sund mad, vægt, udrensning, yoga, maraton, triatlon og økologisk levevis, at det er gået hen og blevet usundt.

En tendens, der ikke bare finder sted i folks privatliv, men som også har bredt sig til andre dele af samfundet, hvor organisationer, arbejdspladser og universiteter i dag ikke bare nøjes med at opfordre folk til at tage af frugtskålen, benytte fitnesslokalet i kælderen eller tage en snak med den ansatte diætist for at få styr på vægten. Det bliver ligefrem stillet som krav, når der ansættes eller tilbydes studiepladser.

”Sundhed er blevet så styrende for vores liv og vores samfund som ­helhed, at det er blevet til en slags moralsk forpligtelse. På samme måde som at ­leve efter de kristne normer og ­forskrifter var det engang, så skal du for at ­blive betragtet som et godt menneske i dag være sund og i balance eller i det mindste arbejde på at blive det. Og det sundhedsdogme er blevet en af de stærkeste samfundsnormer,” siger Andre Spicer og giver som eksempel, at mange, hvad enten de står ved det eller ej, i dag er begyndt at skamme sig, hvis ikke de køber tilstrækkeligt med økologiske varer, ikke løber mindst et par gange om ugen og, især når det gælder kvinder, ikke dyrker en eller anden form for yoga eller mindfulness.

”Sundhed er blevet status, og ­vores livsstil er blevet et spejl over, hvor ­kapable vi er som mennesker og ­samfundsborgere,” siger Spicer.

En kulmination på flere faktorer

Han oplever, at den ekstreme sundheds­dyrkelse i øjeblikket kulminerer på grund af mange forskellige faktorer. En er faldet i religionens betydning, som gør, at vi som mennesker søger en erstatning for de ritualer, rutiner og normer, som religionen tidligere gav os. Og derfor er troen på sundhed og lykke kommet til at spille en ny rolle – en ny slags religion. En anden faktor handler ifølge Spicer om det kontroltab, vi som moderne mennesker i stigende grad ­oplever, fordi verden omkring os bliver mere og mere kompleks.

”Udviklingen i alle dele af vores liv bliver jo mere og mere flygtig. Vores ­arbejdsliv, vores familieliv, vores lokalsamfund og også det større samfund. Og som en reaktion vender vi os mod det, som vi ved, at vi i det mindste kan styre og selv har fuld kontrol over. Nemlig vores krop,” forklarer han.

Som en tredje faktor peger Spicer på, at der reelt også er voksende sundhedsproblemer i vores samfund, hvor overvægten stiger og flere og flere bliver ramt af depressioner. Og at det derfor giver god mening at fokusere på det sunde liv. Desværre er den fokusering kammet så meget over, at det begynder at få voldsomme negative konsekvenser.

”For det første sker der en voldsom polarisering. For de, der ikke lykkes med at leve det sunde liv, begynder at give helt op, fordi de føler sig marginaliserede og set ekstremt meget ned på. For det andet sker der også det, at de, for hvem den her livsstil lykkes, faktisk slet ikke bliver gladere ifølge statistikkerne. Flere og flere går stadig ned med stress eller får depressioner, og i dag begynder et stigende antal mennesker at blive behandlet for ortoreksi, fordi deres overdrevne sundhedsdyrkelse er kammet over,” siger Andre Spicer.

Arbejdsgiverne lukrerer, men fralægger sig ansvar

De eneste, der i virkeligheden rigtig lukrerer på sundhedsbølgen, er politikere og især arbejdsgivere, som forfatterne langer kraftigt ud efter. De kan nemlig på den ene side fralægge sig ­ansvaret for folks sundhed, fordi vi som individer til fulde selv tager ansvar for det. Til gengæld kan arbejdsgivere og politikere brande sig på at igangsætte en lang række sundhedsprogrammer og ditto politikker, selvom de ifølge forfatterne slet ikke virker.

”Hele denne sundhedsbølge er jo et udtryk for en voldsom individualisering. Folk overdyrker sundheden gennem en større og større selvfokusering og narcissisme. Det har ført med sig, at vi samtidig har gjort det at være sund til ­vores eget problem. Og tænkningen er nu blevet sådan, at hvis ­ikke man føler, at man trives på sin arbejdsplads, er vi som indi­vider selv de første til at sige, at det nok er fordi, vi ikke har gjort tilstrækkeligt for at holde os i form, ­spise sundt eller i øvrigt dyrke nok yoga. Dermed kan arbejdsgivere og politikere fralægge sig et stort ansvar,” siger Andre Spicer.

Sundhedspolitikker virker ikke

Han erkender, at set udefra har arbejdspladser og virksomheder aldrig før gjort så meget for at kere sig om de ­ansattes sundhed, som de gør i dag. Der opret­tes fitnessrum, løbeklubber, indkøbes frugt og ansættes diætister og mindfulness coaches i både private og offentlige virksomheder som aldrig før. Alt sammen for at få medarbejderne til at trives bedre og også producere mere. Men den effekt er der ifølge Spicer ­ringe 
bevis for.

“Arbejdsgivere tror, at de ved at forbedre medarbejdernes sundhed også kan gøre dem mere motiverede og dermed mere produktive. Men forskning viser, at sundhedsprogrammer kun har begrænset indflydelse på medarbejdernes sundhed, og at det er endnu sværere at påvise en effekt på produktiviteten. Så virksomheder gør i virkeligheden mere det her af ideologiske årsager end af praktiske. For så hedder det sig, at de virkelig gør noget for deres medarbejdere. Mens den eneste rigtige effekt af det er, at arbejdsgivere bare kommer til at kontrollere en stadig større del af medarbejdernes liv,” siger den britiske ledelsesprofessor.

Lev livet i stedet for at måle det

Han anbefaler at holde op med at ­måle og overvåge sit liv gennem såkaldte selftrackere, løbeprogrammer, diæter 
og søvntestere og i stedet kort og godt begynder at leve det.

”Det er enormt vigtigt at få folk til at indse, at den bedste måde at opnå sundhed og lykke på ofte er ved at forfølge det indirekte. Så når du går en tur, så fokusér på gåturen og den glæde, du får ved at tale med den person du følges med, fremfor hvor sund du bliver af det, og hvor mange kalorier du forbrænder. Og det samme gælder for lykke. Hvis vi konstant går og spørger os selv, om vi er lykkelige, og om vi trives, er der stor sandsynlighed for, at det vil få præcis den modsatte effekt,” slutter han.