Jorden rundt

19-05-2015
3 min.

Banker opruster lobbyarbejdet i EU

Banker og flere store virksomheder har skruet gevaldigt op for deres lobby-virksomhed i EU. Det skriver EUobserver.

Alene den amerikanske finans- og bankgigant JP Morgan Chase brugte mellem 1,2-1,5 millioner euro på lobbyisme i EU i 2014 mod bare 50.000 euro året før – altså omkring en 30-dobling.

Den nye medejer af DONG – Goldman Sachs – brugte 14 gange mere på lobbyarbejdet i Bruxelles i 2014.

Danske banker er også med på vognen. Danske Bank brugte sidste år dobbelt så meget som i 2013 på lobbyarbejde i den belgiske hovedstad.

Tallene fremgår af EU's lobbyregister, hvor virksomheder som noget nyt skal registrere deres udgifter til lobbyisme hvert år. Registeret er i princippet frivilligt, men registrerer virksomhederne ikke deres udgifter, bliver de udelukket fra møder med EU-kommissærer og deres ansatte.

Også mange store virksomheder kaster flere og flere penge i lobbyarbejdet.

Google brugte 4 millioner euro sidste år mod kun 1,5 millioner i 2013. Og tendensen er den samme blandt store virksomheder som BP, Ikea, Sony og Ebay, skriver EUobserver.

Danmark overhalet på indkomstskatten

Danmark ligger ikke længere i top, når det gælder indkomstskatter, skriver Berlingske. Tallene stammer fra OECD, der sammenligner gennemsnitsskatter som procent af de samlede lønudgifter inklusiv de sociale bidrag, der betales af arbejdsgiver.

Faktisk ligger den danske indkomstskat tæt på gennemsnittet i OECD og lavere end mange af de lande, vi normalt sammenligner os med.

En gennemsnitlig dansk familie med to børn og én indkomst fra fuldtidsjob skal af med 27,2 procent af indkomsten til skattefar. Det rækker til en 18. plads ud af 34 OECD-lande. Her ligger Grækenland måske lidt overraskende i top med hele 43,4 procent. Men også lande som Sverige, Norge, Finland, Tyskland og Frankrig ligger højere end Danmark. Nogenlunde samme billede gør sig gældende for familier med to fuldtidsindkomster.

Også når det gælder marginalskatten for de højest lønnede, ligger Danmark et stykke nede af listen. Vi kan i Danmark risikere at betale 56 procent af den sidst tjente krone, mens de fx i Belgien risikerer at betale 68 procent.

At Danmark fortsat ligger i verdenstoppen, når moms og afgifter inkluderes i det samlede skattetryk, er en anden sag. Det bliver dog hurtigt vanskeligt at lave meningsfulde sammenligninger med andre lande, da omfanget af brugerbetaling og offentlig service så også bør tælles med i regnskabet.



BMW har verdens bedste omdømme

To tyske bilfabrikanter og Google udgør top-3 i konsulent­virksomheden Reputation Institutes årlige omdømmeanalyse af verdens største virksomheder.

Danske LEGO kommer ind på en flot 5. plads, mens den eneste øvrige danske virksomhed i top-100 er Carlsberg på en 94. plads.

Ingen af de store globale energiselskaber eller finansielle virksomheder er med på listen. De bliver betragtet som værende ­uetiske af forbrugerne, mener Kasper Ulf Nielsen fra Reputation Instistute.

“Finansielle virksomheder bliver betragtet som uetiske, ­grådige, egoistiske og ligeglade med alt andet end dem selv
og profitten,” siger han til Forbes.com.

Top-10 Globale virksomheders omdømme

  1. BMW
  2. Google
  3. Daimler
  4. Rolex
  5. LEGO
  6. Walt Disney
  7. Canon
  8. Apple
  9. Sony
  10. Intel

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.