Mediernes nye samfundsorden

Ministre der bliver forfulgt og tvunget til at gå af. Aktier og ejerboliger der med kortere og kortere intervaller stiger og falder drastisk i værdi, og politiske partier der drøner op i meningsmålingerne for så at falde som sten bare nogle måneder senere.

Vitale dele af den politiske og økonomiske virkelighed er blevet labil på en måde, vi aldrig har set før, og årsagen skal findes i vores medier, mener samfundsforskeren Peter Nielsen.

Han er på vej med en ny bog, ”Medie-komplekset”, hvor hovedpåstanden er, at den konstante nyhedsstrøm i medierne, kombineret med vores intense brug af internet, sociale medier og smartphones, har kortsluttet de bånd mellem årsager og virkninger, som prægede vores verden og samfund før år 2000. Det har vi bare ikke rigtig opdaget og erkendt endnu. Hverken som borgere, politikere, journalister, meningsdannere – eller forskere for den sags skyld.   

”Vi samfundsforskere hænger stadig fast i en omverdens- og virkelighedsbeskrivelse, der ser medieudviklingen som underordnet politiske og økonomiske dynamikker. Det gælder fx i teorierne om ”konkurrencestaten”, hvor medierne nærmest er fraværende. Jeg mener, vi bliver nødt til at vende hele denne traditionelle årsagssammenhæng på hovedet,” siger Peter Nielsen.

”Medierne er blevet primære i forhold til politik og økonomi, og konsekvenserne af den udvikling vil blot vokse i de kommende årtier. Derfor bliver vi nødt til at skifte optik og se på samfundet gennem mediernes perspektiv for at gribe de forandringer, vi nu ser på både samfunds- og individ-niveau.”

Informations-tsunamiens effekt

Medvirkende til vores vanskeligheder ved at se det nye virkelighedsbillede, som medierne sætter, er, at ”vi hele tiden bliver overvældet af en sand informations-tsunami,” forklarer Peter Nielsen.

”Mediernes udbredelse, kombineret med deres konstante fokus på nyheder, gør, at der hele tiden bliver skiftet fokus i samfundsdebatten. Det medfører, at vi som mediebrugere og borgere ligeledes mister fokus og får vanskeligere ved at engagere og hægte os fast i bestemte samfundsmæssige emner – som fx klima-spørgsmålet eller flygtningesagen. De fleste vil nok sige, at spørgsmål som overophedning af kloden og flygtningestrømmen mod Europa er vigtigere end Carl Holsts ageren som forsvarsminister og partiernes rituelle dans omkring finansloven, men mediernes fokus skifter ubesværet mellem store og mindre emner, og konsekvensen af den online--tilværelse, som de fleste mennesker lever i, er, at vi får sværere ved at prioritere og engagere os i de samfundsmæssige spørgsmål, vi finder vigtigst. Derfor blev eksempelvis Occupy-bevægelsen aldrig rigtigt til noget, selv om mange mennesker verden over i begyndelsen af dette årti sympatiserede med dens oprør mod den finansielle sektors dominans over realøkonomien og den medfølgende finanskrise. Reelt blev Occupy-bevægelsen aldrig til andet end et kortvarigt mediefænomen, og de institutioner og magtstrukturer i den globale politisk-økonomiske verden, som bevægelsen var et oprør imod, kom uantastet – eller måske ligefrem forstærket – ud af krisen.”

Tv, internet og smartphones dikterer

Kimen til nutidens medielandskab og dens indflydelse på såvel den danske som den globale samfundsorden bliver lagt med udbredelsen af tv fra 1960´erne og frem, mener Peter Nielsen.

”Men den epokegørende forandring er internettets fremkomst i 1990´erne. Og med de sociale mediers fremmarch, og udbredelsen af smartphones igennem det seneste tiår, sker den radikale overgang. Internettet er tilgængeligt næsten overalt, og på sociale medier som Facebook og Instagram bliver informationsstrømmen en del af dagliglivet for et stort og voksende antal brugere. Vi har fået helt nye muligheder for at modtage information og interagere og kommunikere med andre. Det skaber en kontinuitet, mobilitet og hverdagsforankring i vores omgang med medierne, som kan give den enkelte en følelse af at være med og være orienteret, samtidig med at den enkeltes reelle indflydelse på samfundet faktisk reelt er dalende. Det afspejles fx i fraværet af stærke tværpolitiske bevægelser og af konstant faldende medlemstal i de politiske partier og i fagforeningerne. Disse tendenser er en direkte konsekvens af det, jeg i min nye bog kalder for ’Mediekomplekset’. Mediekomplekset har ikke et centrum, hverken politisk eller økonomisk, i det sociale eller i virkeligheden, det er uafklaret og paradoksalt, og det ændrer vores fortællinger om kapitalismen og det repræsentative demokrati.”

Det centrale fænomen i medie-kom-plekset er bobler, forklarer Peter Nielsen.

”Bobler er en form for kollektiv irrationalitet, hvor overdreven optimisme puster boblen op, før den brister og efterlader en form for udbrændthed, som får os til straks at vende opmærksomheden mod nye bobler. Økonomiske bobler ser vi fx, når en ellers succesfuld og hypet virksomhed overnight falder drastisk i værdi, eller når store prisstigninger på boliger eller aktier afløses af bratte fald på grund af et voldsomt stemningsskifte.”

Ny Alliance og Alternativet

Politiske bobler er lige så udbredte som økonomiske, påpeger Peter Nielsen. Fra den hjemlige politiske scene peger han på Alternativet og Ny Alliance.

”Ny Alliance fik op til valget i 2007 tilslutning fra knap hver niende vælger, men klaskede helt sammen ved og efter valget for så at svulme op nogle år senere som Liberal Alliance. Efter valget i 2007 voksede der en ny boble frem omkring SF og Villy-effekten med meningsmålinger på op til 20 pct. af stemmerne. Den boble fik lukket en masse luft ud ved valget i 2011 for så at briste med partiets exit fra regeringen i vinteren 2014 med meningsmålinger i nærheden af spærregrænsen. Side-løbende skiftede boblen til Enheds-listen, der siden 2011 har fået stor tilslutning efter i årevis at have balanceret på spærregrænsen.

Men hvor nyt er det? I 1970´erne så vi også store forandringer i vælger-havet med tilslutningen til CD og Fremskridtspartiet?

”Bobler er ganske rigtigt ikke noget nyt fænomen. Det nye er omfanget og styrken i boble-dynamikken, og den forklares af medieudviklingen. Tidligere var bobler sjældne, nu er de overalt. Konkret kan du godt sammenligne Ny Alliances udvikling med CD, men hvor det tog CD årtier at gennemløbe en proces fra ingenting til boble og til ingenting igen, lykkedes det Ny Alliance at klare samme forløb på et års tid. Nyeste eksempel er Alternativet, som blev dømt ude af stort set samtlige politiske kommentatorer et år før valget i sommer, men brød gennem spærregrænsen i valgkampen – for så at svulme op til 4,8 pct. af stemmerne på valgdagen. Alternativet kan sagtens vokse yderligere efter min vurdering, men om partiet kan opnå reel indflydelse, tvivler jeg stærkt på. Her kan det være anskueliggørende at se på Enhedslisten, som på flere politikområder ligger tæt på Alternativet. For på trods af Enhedslistens succes hos vælgerne har partiet stort set intet opnået realpolitisk – deraf den åbenlyse frustration, som partiets ledende profil og ansigt i medierne, Johanne Schmidt-Nielsen, gav udtryk for under den forrige regering.”

Men realpolitikken er statisk…

En af dine centrale påstande i ”Mediekomplekset” er netop, at de lavineagtige popularitetsudsving, som rammer såvel politiske profiler som fx Villy Søvndal eller Lene Espersen eller politiske partier som fx Alternativet eller Ny Alliance, modsvares af, at der inde i magtens maskinrum bliver ført en stadig mere statisk realpolitik? 

”Ja, jeg er jo ikke den eneste, der har svært ved at få øje på tidligere tiders forskelle i den politik, der i dag føres af en socialdemokratisk eller en borgerlig regering. Der bliver konsekvent ført nyliberal og højrepopulistisk politik. Det er på en måde paradoksalt, fordi vi som vælgere næppe nogensinde tidligere har set eller hørt og diskuteret politik, som medierne giver os mulighed for i dag. Men det svarer lidt til at kaste en sten ud i en sø: Alt efter stenens størrelse kommer der et større eller mindre plask, og der breder sig nogle ringe i vandet, men efter kort tid er søens overflade helt upåvirket. Det har vi fx set i sagen om salget af Dong, som har ryddet mange sendeflader og forsider, og som er blevet diskuteret intenst på de sociale medier af almindelige danskere. Men hvor mange af dem, der var intenst optagede af salget til Goldman Sachs – og afdækningen af, hvordan og hvorfor dette salg fandt sted – er klar over, at et flertal i Folketinget for nylig vedtog, at salget skal udvides, og at SF er en del af dette flertal? Altså selvsamme parti, der gik ud af den forrige regering og blev forladt af en række af sine toneangivende profiler netop pga. børsnoteringen og salget af en del af Dong til Goldman Sachs. Dong sagen er et godt eksempel på, at der kan være nok så mange nyheder, og nok så meget kritisk diskussion og debat om en konkret sag i medierne, uden at det får realpolitisk effekt overhovedet.”

’Mediekomplekset’ udkommer i februar 2016 på Forlaget Frydenlund.

Læs mere: