Du skal have styr på det faglige

4.11.2015

af

Du behøver ikke at have styr på alt, inden du kontakter Djøf Forlag med et bogforslag. Det vigtigste er, at din faglighed er i top, og dit manuskript kan klare et kritisk gennemsyn. Det gør ikke noget, at temaet er smalt og nichepræget.

Når forlagsredaktør Torben W. Nielsen skal ­bedømme, om en fagbog er interessant, ser han særligt på to ting.

”Vi vurderer ethvert projekt ud fra to forskellige parametre. Dels ser vi på markeds­potentialet: Kan bogen afsættes, og har vi kanalerne til det? Og vi ser på fagligheden: Kan bogen tåle at blive vurderet? Hvilket miljø kommer den fra, og ved forfatteren, hvad han taler om?”

At din faglighed er i top har langt større betydning end et fint CV. Der er ­ikke krav om, at du har en bestemt profil. Heller ikke, at du driver store LinkedIn-grupper eller en blog med mange læsere.

Har du gode kontakter og relevante forbindelser, bliver de typisk inddraget, når bogen er skrevet og skal markedsføres.

”Vi er fondsejede og nok lidt ander­ledes end andre forlag. Vi giver gerne en chance til et nyt, spirende talent. Hos os er der også plads til nichebøger.”

En god fagbogsidé udfylder et hul på det eksisterende ­bogmarked og har et naturligt publikum. Den opfylder et behov hos målgruppen, som andre fagbøger ikke dækker, lyder ­opskriften fra Torben W. Nielsen.

”Der kan sagtens være en grund til at skrive om noget, der allerede findes fagbøger om. Måske synes du, at det kan gøres bedre. Måske vil du også vægte stoffet anderledes. Din bog skal måske bruges i nye sammenhænge. Inden for ­lærebøger kan der for eksempel være forskel på, hvad man bruger i ­forskellige faglige miljøer.”

Spil roligt med åbne kort

Hvis du henvender dig til Djøf Forlag om en potentiel fagbog, så nævn det gerne, hvis du også har sendt dit forslag til andre forlag. Ikke fordi det er forbudt, men som forlag er det rart at vide, om man står over for en solohistorie eller er i konkurrence med andre.

Nok foretrækker forlaget ligesom andre i branchen også at være førstevælger på de idéer, de bliver tilbudt, men det er ikke diskvalificerende for dine chancer for en forlagskontrakt, lover Torben W. Nielsen.

Det er det heller ikke, hvis du allerede har fået afslag på udgivelse hos andre forlag. Et afslag kan bunde i en samlet porteføljevurdering eller en skæv timing internt hos det pågældende forlag. Måske har de lignende bøger på tegnebrættet og derfor nødt til at afslå din. Det kan også skyldes, at forlaget ikke ser sig som de rette til at løfte din idé. Og ­endelig er virkeligheden for de fleste forlag, at mange – også kvalificerede – bogforslag må afvises, ­fordi de modtager langt flere, end der er mulighed for at ­sætte i produktion.

Læs mere om Djøf Forlag på djoef-forlag.dk

Her finder du et oplysningsskema, som forlaget gerne vil have tilsendt sammen med dit bogforslag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet