International karriere i Stockholm og LinkedIn

27.8.2014

af

Mikkel Preisler fra LinkedIn Nordics i Stockholm læste offentlig forvaltning på RUC. I dag har han arbejdet 15 år i udlandet i store internationale virksomheder.

Mikkel Preisler, 41 år, taler svensk, dansk, engelsk og fransk på sit job i LinkedIn Nordics i Stockholms centrum. Hjemme i lejligheden på Kungs-holmen tales der fransk og dansk. Hans kone, Cécile, er fransk, men taler mest engelsk på sit job i Oriflame. Milla på fire og Elliot på halvandet taler fransk hjemme, svensk ude og lidt dansk med far.

De sidste syv år har familien boet og arbejdet i Stockholm. Mikkel Preisler har løbet Vasaløb, det ikoniske skiløb på 90 km, to gange og er medlem af Djøfs svenske søsterorganisation, Jusek.

Han har også lært sig flydende svensk i tale og skrift, for den velkendte model med bare at forsvenske sit danske lidt er ikke seriøs, mener han.

Da han i sin tid læste offentlig forvaltning på RUC, lå en international karriere ikke i kortene.

Det hele startede, da han blev praktikant i det gamle Ribe Amts EU-kontor i Bruxelles. Det var så spændende at komme væk fra skolebænken, at han glemte alt om specialet oppe i Roskilde og sagde ja, da de tilbød ham et fast job som konsulent.

Det førte ham videre til et job som Account Manager i det internationale revisions- og konsulenthus PwC og deres firma i Bruxelles. Da Cécile så fik tilbudt job i Stockholm, tog de springet, fordi han kunne fortsætte karrieren i PwC deroppe.

I PwC i Stockholm arbejdede han med strategi, forretningsudvikling og træning i konsulent- og skatterådgivningsdelen. Det sidste år som forretningsudviklingsansvarlig for PwC Sveriges skatterådgivning med fokus på salg og kunderelationer.

Og voilà – som de siger på fransk – har vi linket til LinkedIn.

”Jeg havde med interesse fulgt LinkedIns vækst og spredning som professionelt socialt medie. Så da de kom og tilbød mig et job med ansvaret for at skaffe nye virksomhedskunder i Norden, sagde jeg ja.”

LinkedIn sælger en række online-løsninger, som virksomheder kan bruge til at brande sig og rekruttere spidskompetencer med.

”Vi hjælper virksomhederne, så de bedre kan opbygge relationer til specifikke faggrupper og arbejde bedre med social rekruttering i et professionelt socialt medie som LinkedIn.”

På trods af familiens internationale præg er lille Danmark ikke udelukket som næste destination.

”Nej. Min kone holder meget af mit Danmark. Specielt Tisvilde! Vi ville komme tæt på børnenes danske bedsteforældre, og der er rige muligheder for at arbejde internationalt med base i København.”

Men ikke kun København, tilføjer han. Glem ikke Danfoss, Grundfoss, Lego, Ecco og Vestas. For ikke at tale om alle de små og mellemstore virksomheder ude i landet, der er verdensmestre i en eller anden niche, som man aldrig har hørt om.

”Selvfølgelig tænker jeg da over, om det er svært at blive re-integreret efter 15 år ude. Men vi har jo trods alt ikke boet i Langt-bortistan, så mon ikke det skal gå.”

Du er BA i offentlig forvaltning og lidt til. Kan du få et job i dansk offentlig administration i dag?

”Nu ligger det ikke lige for i mine planer. Men nej, jeg tror umiddelbart, at man i det offentlige vil have svært ved at matche min profil med deres. Men jeg kan tage fejl.”

Hvad har du at sige til danske djøfere om fremtidens internationale karriere?

”Store virksomheder rekrutterer i stigende grad internationalt til både specialist- og ledende stillinger i Danmark. Arbejdssproget er ofte engelsk, officielt i hvert fald, og kundebasen global. Jeg har svært ved at se, hvordan man kan klare sig uden en international profil, dvs. studier og/eller arbejde i udlandet. Plus kulturforståelse!”

Hvad skal unge djøfere tænke på, hvis de vil ud?

”Hvis de grundlæggende faglige kompetencer er på plads, vil jeg helt klart sige sociale kompetencer. Ikke kun sprog, men også kulturforståelse. Evnen til at sige de rigtige ting på de rigtige tidspunker eller som minimum ikke at sige det forkerte på det forkerte tidspunkt. Sprog er naturligvis også vigtigt, helst mere end blot engelsk. At så mange internationalt snakker engelsk, tror jeg, har gjort os lidt dovne.”

Hvad er mest træls ved danskere set udefra?

”Som udgangspunkt har danskere et godt ry. Men jeg oplever til tider, at man taler lidt før, man tænker. Man har ikke helt det filter, som andre har. Nogen vil måske sige, at det er godt at kalde en spade for en spade. Men nogle gange kan man jo godt kalde den noget andet – eller helt lade være – hvis det nu kan fremme relationen eller dialogen.”

Hvad er bedst ved danskere set udefra?

”Den kontante tilgang til tingene kan, hvis man rammer den rette balance, være forfriskende og nedbryde barrierer. Og så er vi jo meget hyggelige.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet