Stress er en svær erkendelse

Han har til gengæld ikke noget imod at involvere sine venner og sin familie.

”Og jeg når knap nok at nævne tre af de stress-symptomer, jeg har haft, før folk åbner op. Jeg har en kollega, der erkendte, at han stod midt i det samme som mig. Han sagde op. Jeg beundrer ham for hans mod – jeg burde gøre det samme.”

Men noget holder Svend tilbage. For hvad venter der på den anden side? Og alligevel må hans arbejdsgiver gerne læse med her, for så kan det jo være, at han bliver fyret – og det er egentlig det, han allerhelst vil, men han tør bare ikke helt  at være den, der selv siger stop.

Svend er ansat i en international konsulentvirksomhed, der for halvandet år siden gennemgik nogle omfattende organisationsændringer. Og det var fra det tidspunkt, at stressen kom snigende ind på ham. Han kalder det selv stress, men han havde og har stadig ikke nemt ved at tage ordet i sin mund.

”Jeg havde svært ved at anerkende, at det skulle være stress – og det har jeg faktisk stadig. Jeg ved, jeg er robust. Jeg kan håndtere uventede og pressede situationer, hvor andre ellers bliver 
stressede. Og så kan det jo ikke passe, vel?”

Men både lægen, psykologen og kæresten var ikke i tvivl – Svend var stresset. 
Og symptomerne var da også klokkeklare:

”Jeg var nervøs, forvirret og begyndte spontant at græde. Jeg var forpustet, når jeg tog trapperne op på første sal. Jeg kunne ikke huske og var distræt og fra-værende. Mit fokus var kun på mit job, og jeg blev nemt irriteret. Jeg kunne slet ikke holde det ud, hvis min kæreste fortalte mig noget, og hun ikke kom med pointen med det samme. Jeg var så fokuseret på resultater.”

Med de nye organisationsændringer fik Svend udvidet sin kundeportefølje fra Danmark til mindst fem andre europæiske lande. Det betød en masse rejser, og samtidig blev kunderne også større. Der kom flere og nye procedurer og produkter, og han skulle registrere hvert et lille skridt, han tog.

”Jeg vil skyde på, at arbejdsbyrden steg med 40 procent.  Det betød samtidig, at de mål, jeg skulle nå for at få min bonus, også steg,” fortæller Svend.

Oven i hatten fik han en ny chef, der ikke sad i Danmark. En chef han stort set aldrig så og sjældent talte med.

”Jeg drev min egen virksomhed i virksomheden, og det giver en kæmpe følelse af ansvar.”

Svend arbejdede om aftenen og i week-enderne for at følge med.

”Og sendte jeg en mail klokken tolv om aftenen til en chef eller en kollega, kom der prompte svar – sådan var og er arbejdskulturen.”

Svend har en lille datter, som han følte, han svigtede. Det stressede ham også. Kæresten opfordrede flere gange Svend til at sygemelde sig. Men han hængte i lige indtil dagen, hvor han skulle deltage i et internationalt møde. To dage før mødet – klokken 23.30, fik han stillet en opgave, som han og nogle kolleger skulle komme med løsningen på til mødet. Og et døgn før fik han en mail om, at han skulle forberede en præsentation til mødet. Samtidig havde han en stor og vigtig kundeopgave. Svend bad for første gang sin nye chef om at prioritere hans opgaver, for han kunne umuligt nå det hele.

”Meldingen var, at vi alle havde travlt, så jeg skulle nå det hele.”

Og så var det, at Svend gav op. Han trak stikket. Fik en akuttid hos lægen og blev sygemeldt. Men rent faktisk trak han ikke stikket helt. For han blev ved med at arbejde hjemmefra. Og han var helt sikker på, at han ville være tilbage efter 14 dage.

”Jeg følte jo hele tiden, at det var mit eget ansvar. Og på det tidspunkt var jeg også angst for at blive fyret, hvis jeg ikke nåede mine mål.”

Psykologen fik dog Svend til at erkende, at han skulle lukke helt ned i forhold til arbejdet.

”Men det tog mig tre-fire uger, før jeg slap ansvarsfølelsen.”

Og da han efter fem uger sagde til psykologen, at nu måtte han altså tilbage, fik hun ham på andre tanker.

”Jeg er glad for, at hun sagde, jeg ikke var parat og ikke lod det være op til mig selv. Jeg troede selv, jeg kunne bedømme det. Det kunne jeg ikke.”

Svend fik dog lovet sin chef, at han vendte tilbage efter syv uger. Men han 
bad samtidig chefen om en klar prioritering af opgaverne. Aftalen blev, at Svend skulle koncentrere sig om kunderne og ikke alt det interne i organisationen.

”Det var så befriende, og jeg fik rigtig god energi af kun at koncentrere mig om det, jeg er god til. Jeg var hurtigt på fuld tid igen, og jeg nåede mine mål med 150 procent.”

Men efter en måned kunne Svend ikke lukke alt det organisatoriske og administrative ude. Han befandt sig i den samme trædemølle.

”Jeg måtte bare erkende, at grund-vilkårene ikke havde ændret sig og nok aldrig ville gøre det.”

Svend tog en beslutning. Han ville max arbejde 40 timer om ugen og aldrig i weekenden. Motivationen i jobbet var og er væk.

”Jeg fatter ikke, at jeg ikke er blevet fyret. Jeg lader mange ting være. I virkeligheden er det måske også mig selv, der har sat nogle alt for høje krav. Eller også venter der faktisk en fyring snart.”

Og det gør ham som sagt ikke noget længere. Han er ikke sikker på, hvad der 
så skal ske, men har nogle drømme om det – en selvstændig virksomhed. Men før det sker, har han lige et åg, han skal have kastet helt og fuldstændigt af sine skuldre.

For har han nu også bevist nok? Og vil han lykkes med egen virksomhed? Det er de spørgsmål, der stadig godt kan rumstere.

”Mange af os føler, vi skal demonstrere, at vi kan tage en videregående uddannelse, og at vi kan opnå en vis position, før vi tør kaste os over det, der er vores virkelige lidenskab.”