Virksomhedsnetværk skal sikre vækst

26-03-2014
1 min.

For Dan Dryer i Randers er Industry Smart Center Randers en genvej til at lægge en langt mere offensiv vækststrategi og gøre op med plejer-kulturen.

For den lille virksomhed Dan Dryer, der producerer håndtørrere, kom tilbuddet om at deltage i vækstprojektet Industry Smart Center Randers (ISCR ) på det rette tidspunkt. Virksomhedens nye direktør, Susanne Friis Eden, har som mål at sikre virksomheden en førerposition i branchen, men hun har ikke tidligere arbejdet med strategi og forretningsudvikling.

”Vi trænger til at gøre op med ’plejer-kulturen’ og få kastet alle boldene op på ny,” siger Susanne Friis Eden.


Offensiv strategi

Både produktsortiment, salg, markedsføring, produktion og HR skal nu en tur i luften som led i en professionalisering af forretningsgangene. I ISCR-regi har Dan Dryer indledt en strategiproces. En ny strategi- og handlingsplan skal sætte yderligere skub i væksten på de europæiske markeder og tage konkurrencen op med stærke spillere som Dyson, Siemens og Mitsubishi Electric.

”Fra at være afventende skal vi nu ud over stepperne med en mere offensiv strategi. Vi skal være langt bedre til at profilere os udadtil og få fortalt, at vi er her,” siger Susanne Friis Eden, der lægger stor vægt på at inddrage medarbejderne i strategiprocessen.

Eksporten udgør i alt 80 procent af omsætningen, og i dag hænger Dan Dryers produkter i toiletrum i hele Europa. Salgspotentialet er fortsat stort ikke mindst i -Tyskland, så sidste år udvidede virksomheden medarbejderstaben med en eksport-sælger, der især skal tage sig af dette marked. Frankrig er fortsat det absolut -største marked, og her foregår salget via et lokalt datter-selskab.

Lærerigt at lytte til andre

I ISCR-projektet er Dan Dryer en del af et netværk med ti andre lokale virksomheder. Susanne Friis Eden mødes med ligesindede fem gange om året til foredrag, gensidig inspiration og sparring. På hvert netværksmøde er der programsat et emne, der tager afsæt i virksomhedernes udfordringer.



”Jeg har brug for værktøjer om ledelse, så det er inspirerende og lærerigt at lytte til, hvordan andre gør tingene. Projektet giver mig ny viden og nye kontakter. Til gengæld kan jeg dele ud af min erfaring med handel med Frankrig,” siger Susanne Friis Eden, der oprindelig er uddannet revisor.

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.