Ambassadør med hjertet

05-11-2014
10 min.

François Zimeray har som fransk ambassadør i menneskerettigheder mødt alverdens diktatorer, forsvaret børnesoldater og mødt gadebørn, som ingen ville vide af.

Den 7. januar 1979 blev et vendepunkt i François Zimerays liv. Det var den dag, han som 17-årig sammen med resten af verden fik øjnene op for de Røde Khmerers folkedrab i Cambodja. På sit teenageværelse fabrikerede han en 10-15 meter høj antenne, så han kunne fange fransksproget cambodjansk radio og modtage de seneste nyheder.

Han besøgte flygtningelejre i Cambodja, og i Frankrig dannede han en forening til støtte for de flygtninge, der begyndte at komme til landet. Det blev starten på en livslang passion.

I dag er François Zimeray fransk ambassadør i Danmark, og han fortæller historien iført jakkesæt og løst bundet slips i de højloftede stuer med gobeliner på væggene i det franske ambassadepalæ ved Kongens Nytorv.

Han har været borgmester, den yngste i Frankrig, i en by med over 20.000 indbyggere. Og han har været medlem af Europa-Parlamentet i fem år. Men i hele sin karriere og voksenliv har han brændt for menneskerettigheder, og det var de Røde Khmerer, der tændte den ild.

Foto: Michael Daugaard
François Zimeray har som fransk ambassadør i menneskerettigheder mødt alverdens diktatorer, forsvaret børnesoldater og mødt gadebørn, som ingen ville vide af.
Blå bog

Født 1961, uddannet advokat i Paris.

2013- Ambassadør i Danmark.

2008-2013 Fransk ambassadør for menneskerettigheder.

2001-2008 Præsident for Rouen Stor-kommune (ca. 400.000 indbyggere).

2003 Udnævnt som advokat ved Den Internationale Straffedomstol i Haag.

1999-2004 Medlem af Europa-Parlamentet for Parti Socialiste (PS).

1989-2001 Borgmester i Petit-Quevilly i Normandiet.

1987-2008 Advokat ved advokatfirmaet Jeantet et Associés i Paris.

Gift og har 2 børn på 11 og 17 år.

“Jeg er opvokset med krigsfortællingen og et ’aldrig igen’. Jeg troede, jeg tilhørte en generation, der aldrig ville opleve det igen. Jeg var naiv. Det skete igen i Cambodja. I fire et halvt år foregik folkedrabet i verdens absolutte uvidenhed og ligegyldighed. Jeg tænkte, hvordan er det muligt,” siger ambassadøren og fortæller, at det blev en personlig sag for ham.

“I mit liv er der et før og et efter. Når man hører ordene flygtninge, bådflygtninge, mennesker i eksil, er det koncepter og abstrakte begreber for de fleste. For mig var det ansigter og realiteter.”

Gadebørn fylder mest

Den unge Zimeray uddannede sig til advokat, og så er man jo “per definition” forsvarer af menneskers rettigheder. Det er selve grundessensen af det at være advokat, lader han forstå. Han var en af de første advokater, der blev udpeget som advokat ved Den Internationale Straffedomstol i Haag, hvor han bl.a. har forsvaret børnesoldater fra Congo. Siden har han i godt fem år, inden han i 2013 blev ambassadør i Danmark, været ambassadør for menneskerettigheder i det franske diplomati. I den egenskab har han rejst verden rundt på 127 missioner og besøgt alverdens brændpunkter og konfliktfyldte områder.

Han har været i Baghdad, Tjetjenien, Gaza, Sri Lanka, Honduras, Rwanda og Libyen. Han var en af de første vesterlændinge, der mødte den burmesiske politiker og aktivist Aung San Suu Kyi efter, at den burmesiske junta løslod hende i 2010. Han har støttet Pussy Riot i Rusland, har deltaget i ukrainske Julia Timosjenkos retssag og har besøgt syriske flygtninge, da han blev bedt om at indsamle beviser for forbrydelser mod menneskeheden. Og listen fortsætter. Jeg spørger, hvilke oplevelser der har mærket ham mest.

“Det er et spørgsmål, som er rigtig svært at svare på,” siger ambassadøren og tøver længe.

“Det er svært at rangordne, men det, som har fyldt mest for mig på det geografiske plan, er området omkring Rwanda, Burundi og Congo. Det er den største koncentration af lidelse, fattigdom og elendighed, man kan forestille sig. Men hvis jeg skulle bevare blot én erindring, er det de nætter, jeg har tilbragt med gadebørn i Cairo, Kinshasa, Colombia, Nepal.”

François Zimeray rejste flere gange ud for bl.a. at følge læger i deres arbejde med at hjælpe børn, som ikke gik i skole, og som var tvunget til at leve på gaden. 

“Jeg talte med børnene og så deres forfærdelige tilværelse. Jeg mødte børn, som ikke var elsket af nogen. Det er svært at forestille sig, at der findes børn i verden, som ikke er elsket af nogen. På fransk har vi et fornavn, der hedder Désirée (som betyder ønsket, red.). Jeg mødte et barn, som hed Uønsket (Non-Désirée). Det er børn, som er resultat af voldtægter. Jeg mødte et barn, som hed FDLR, Front de Libération du Rwanda (Rwandas Befrielsesfront, red.), fordi det var soldater fra fronten, som havde voldtaget hans mor. De børn er ikke elsket af nogen. Det er det mest foruroligende, jeg har oplevet. Jeg er glad for, at De stiller mig spørgsmålet, for jeg kan ikke lide at glemme. Menneskets natur er skabt til at glemme, man er hurtigt videre til noget andet. Og det ønsker jeg ikke.”

En sjælden indignation

François Zimeray er en usædvanlig ambassadør. Det mener blandt andre Karin Verland, som er direktør i Dignity, Dansk Institut mod Tortur. Hun har mødt ambassadøren ved et enkelt længere møde, og især hans baggrund inden for menneskerettigheder skinnede igennem, husker hun.

“Han har en ild i sig omkring sagen. Han virker ikke særlig diplomatagtig eller ambassadøragtig. Jo, han er selvfølgelig beleven og veluddannet, men han har også en indignation, som er sjælden at se på det niveau. Både Danmark og Frankrig er heldige, at han har valgt at sige ja til at være ambassadør i Danmark.”

Det udiplomatiske er flere gange kommet til udtryk, ikke blot da François Zimeray som ung aktivist hængte plakater op mod invasionen af Vietnam eller engagerede sig i den oversete konflikt i Darfur, men også da han som Frankrigs rejsende ambassadør i menneskerettigheder sagde følgende ved en tale i Gaza i 2010:

“Enhver, der udelukkende er pro-israelsk eller pro-palæstinensisk (...) er, undskyld det lidet diplomatiske udtryk, en skiderik.”

Jeg spørger, om det mest har været en fordel eller en ulempe at være så relativt udiplomatisk.

“Det var en fordel i den funktion, fordi det gav mig en frihed. Min rolle var at gå til grænsen for diplomatiet. Jeg havde ikke en total ytringsfrihed, men jeg gav mig selv visse friheder.”

Han forsøgte med egne ord at være en militant – eller aktivistisk – ambassadør, som havde adgang til magthaverne og nogle gange endda selve diktatorerne i voldelige og udemokratiske regimer. Målet var at åbne en dialog, men balancen mellem at anspore til demokratiske forbedringer og at irettesætte og dosere var svær.

“Så jeg indledte ofte med at sige ’De ved, der er også problemer med menneskerettigheder i mit land. Det er ikke fantastisk i de franske fængsler.’ Så blev de overraskede. Det er de ikke vant til at høre, og det er sket, at der kom en rigtig dialog ud af det. Det, jeg har lært, er, at selv i de mest diktatoriske, lukkede og hårde regimer er der altid nogle usynlige sprækker. Der er altid nogen, som ikke tænker fuldstændig som chefen, og som er parate til at lytte.”

Vil ikke være kyniker

François Zimeray mødte som rejsende ambassadør både menneskerettighedsforkæmpere og -knægtere og havde som diplomat direkte adgang til både FN’s højeste organer og den franske regeringstop. Hvad fik ham til at forlade et så indflydelsesrigt og udfordrende job for at tage en post i et koldt nordisk land?

Ambassadøren tager sig ofte god tid til at svare, taler langsomt og vægter sine ord, sådan som franskmænd ofte har for vane, og læner sig indimellem ind over bordet som for at give sine ord ekstra vægt.

“Som Balzac har sagt: I store kriser brister hjertet eller hærdes. Enten går det i stykker, eller det bliver hårdt som sten. Og det skal hverken gå i stykker eller hærdes. Jeg har ikke lyst til at blive nedbrudt af det, jeg ser. Og jeg har ikke lyst til at blive ufølsom og kynisk. Der er et tidspunkt, hvor man har lyst til at få sig selv lidt på afstand. Og så er Danmark for mig et menneskerettighedsland.”

Det siger De ikke bare for at være høflig?

“Åh nej, det mener jeg virkelig. Når jeg har rejst overalt i verden, har jeg set de danske aktivister, jeg har set lægerne, jeg har set Danida, og jeg har set danskerne slås for ytringsfriheden under karikaturdebatten. Jeg beundrede allerede Danmark uden at vide, at jeg en dag ville komme hertil. Danmark er for mig et brand i forhold til menneskerettigheder. Lighed mellem kønnene, ytringsfrihed og demokrati. Det er prototypen på et samfund, der fungerer,” siger han og ser oprigtigt ud til at mene det.

Gode forbindelser er ikke nok

Zimeray er ikke levebrødsdiplomat, og han kommer ikke fra Ecole Nationale d’Administration, som de fleste diplomater i Frankrig. Han er en advokat, der med tiden har arbejdet sig ind på diplomatiets spor. Til gengæld er han gammel ven med Laurent Fabius, den nuværende franske udenrigsminister, som i en artikel i det franske dagblad Le Figaro bliver kaldt Zimerays mentor, og som ifølge samme artikel var forlover ved Zimerays bryllup. Jeg spørger – diplomatisk – om han har fået jobbet i Danmark på grund af sine gode forbindelser.

“Gode forbindelser er ikke nok. Jeg var allerede fransk ambassadør med ansvar for menneskerettigheder, og jeg blev ambassadør, fordi jeg havde en baggrund inden for menneskerettigheder. Det var sådan, jeg kom ind i det franske diplomati. Jeg tror, at det arbejde, jeg lavede inden for menneskerettigheder blev anerkendt og respekteret. Normalt er man ambassadør i tre år. Menneskerettighedsambassadøren holder normalt to år. Jeg var der fem et halvt år under forskellige ministre.”

Det var Zimerays gamle mentor Laurent Fabius, som sagde til ham, at han havde mulighed for at fortsætte arbejdet som rejsende ambassadør, men hvis han ønskede at gøre en anden erfaring i diplomatiet, var der også mulighed for det. 

“Jeg tænkte over det og vurderede, at det ville være en chance for mig at være geografisk ambassadør. Og senere foreslog han mig Danmark,” siger ambassadøren, som mener, det er vigtigt for diplomatiet, at der er en blanding af karrierediplomater og folk med en anderledes baggrund.

Hvad er Deres mål som ambassadør i Danmark?

“Mit mål er at promovere brandet Frankrig i Danmark, men også at lade mig inspirere af det, som fungerer i Danmark for at reformere Frankrig. Så Frankrig bliver mere nordisk. Mere hyggeligt,” siger han og griner over sin egen udtale af det ærkedanske ord.

Hovedstad for halvdelen af Sverige

’Hyggelig’ er et af de få danske ord, der blander sig i strømmen af franske gloser. ’Uventet’ er et andet. Zimeray ønsker nemlig at overraske. Ambassaden har under hans ledelse bl.a. huset en koncert under musikfestivalen Distortion, deltaget i kulturfestivalen Golden Days og haft croquis-tegning med nøgenmodel i de fine saloner. Endelig ønsker ambassadøren at slå nogle fordomme ihjel.



“For danskerne er Frankrig lig med ferie, god mad og strejker. Det vil sige et behageligt, men kompliceret land. Jeg vil gerne vise, at Frankrig ikke blot er et ferieland. Ikke blot et land, der lever af fortiden. Det er også et fremtidens land og et innovativt land. Det er derfor, jeg har placeret det fly her,” siger han og slår ud med armen mod en model af et Air France-fly.

Også franskmændenes syn på lille Danmark skal ændres, for Danmark er et interessant marked for franske virksomheder, mener ambassadøren.

“For mange franskmænd er Danmark en region i Skandinavien. Det er langt væk, nordligt og koldt. De kender det ikke, de forstår ikke, at Paris-København kun er 15 minutter mere end Paris-Nice. Og København er hovedstaden i Danmark og halvdelen af Sverige. Mais, oui! Det er den bedste gateway mod det skandinaviske og baltiske marked. Så det er ikke et lille marked.”

Svært at være optimist

François Zimerays har netop indstiftet en ny menneskerettighedspris, som den franske ambassade giver til en dansk organisation. Den første er netop uddelt til Dignity af den tidligere justitsminister Robert Badinter, som afskaffede dødsstraffen i Frankrig. Det er en pris, ambassadøren har indstiftet for at forene sine to liv, som han siger. For at binde en sløjfe på den røde tråd spørger jeg, hvordan han synes, det ser ud med menneskerettigheder i verden generelt.

“Det er et rigtigt svært spørgsmål,” siger François Zimeray og tænker længe over sit svar.

“Der er mange, der siger, at tingene bliver bedre, at der er færre store konflikter, der koster mange liv. Der er specialister, som jeg respekterer, som siger det, men det er ikke det, jeg føler. Jeg føler, at verden er farlig, at udviklingen mod modernitet og forbrugssamfund er en blindgyde for menneskeheden. Et eksempel: Verden urbaniseres, men den urbaniseres dårligt. Flere og flere mennesker lever i byer, men hvilke byer? I favelaer og forstæder, som fører vold, isolering, gadebørn og ensomhed med sig.”

Jeg skal netop til at spørge, om det ikke er svært at bevare optimismen, men han kommer mig i forkøbet:

“Jeg er ikke pessimist af natur, men jeg må indrømme, at jeg ikke ser nogen stor grund til at være optimist,” siger han og tilføjer dog efter endnu en kunstpause:

“Medmindre der er lande som Danmark og Frankrig, som fortsætter med at vise verden de gode eksempler. Man bør ikke tabe interessen for verdens anliggender, man bør være meget aktiv og vise, at en anden samfundsform er mulig. Danmark har en meget original moderne livsstil, som er mindre materialistisk end hos andre. Der er værdier, som ikke er økonomiske, men som er fundamentale: Familien, tid, fordybelse og venner.”

Er det Frankrig, De beskriver der?

“Nej, det er Danmark. Det er både Danmark og Frankrig. Og vi er ikke mange i verden, der deler det.” 

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.