GRAFFITI - kunst eller hærværk?

22-10-2014
3 min.

Engang var graffiti et simpelt problem, der bare skulle fjernes, men i dag betragter kommunalpolitikerne også graffiti som bykultur. Det giver problemer for kommunernes embedsmænd.

I 1999 skabte bygge- og teknikborgmester i København Søren Pind en ny aktionsgruppe mod graffiti. I en artikel i Berlingske Tidende beskrev et af medlemmerne, en ungdomskonsulent, hvem gruppen skulle kæmpe imod: “Gerningsmændene kommer fra hip hop-kulturen, de er ungnazister, muslimske fundamentalister, satanister og rockere,” sagde han. Kort sagt: Det skulle fjernes, før det blev tørt. I dag, 15 år senere, har ikke bare Københavns Kommune, men kommuner over hele landet fået et tiltagende kompliceret forhold til graffiti. I dag kan graffiti og gadekunst i lige så høj grad være kultur og bybranding, som det kan være hærværk. Og det er embedsmændenes opgave at se forskel.

“Det koster lidt mere, end hvis man blot har en nultolerance,” siger Claus Robl, der tidligere har været ansat i Københavns Kommune, hvor politikerne de sidste mange år har været meget delte i deres holdning til graffiti og gadekunst. I København, ligesom flere andre steder i landet, er det derfor endt i en “nul-eller-nogen” tolerance af graffiti  en politik, der gør det mere udfordrende at følge retningslinjerne.

“Så står afrenserne derude og sender billeder hjem, som andre skal tage stilling til. Jeg har prøvet at sidde med et billede og tænkt, hvis man nu kun ser med det venstre øje, kan det jo godt ligne et eller andet kunstnerisk. Og der skal jo være nogen, der træffer beslutningen. Det er lidt mere enkelt med politikere, som praktiserer en nultolerancepolitik,” siger Claus Robl. Han arbejder i dag i Gentofte Kommune som chef for Park & Vej, hvor hans forhold til graffiti er langt mere simpelt  det er en konservativ højborg, så her bliver alting bare fjernet.

Ukendt territorium

Aarhus Kommune har i de sidste år haft en tiltagende liberal holdning til gadekunst, og det kommer folk som Nicolai Juhler til gode. Han står i spidsen for Center for Urban Kunst og laver projekter i hele landet. Men når Nicolai Juhler banker på hos kommunen for at få lov til at lave sine projekter, kan han mærke, at graffiti og gadekunst er ukendt territorium.

“Når jeg snakker med lokalpolitikerne, så siger de ’uh, vi vil have mere af det’, men jeg ved godt, at der kommer 4-500 paragraffer oven i det bagefter. Og det ender tit med, at jeg bevæger mig ned igennem systemet og skal spørge om lov hos den enkelte medarbejder. Nogle embedsmænd siger ‘det må du gerne, og hvis jeg får en næse for det, er det fint’. Andre tør ikke tage chancen,” siger Nicolai Juhler.

Han må derfor navigere mellem kommunens afdelinger for at få sine tilladelser. Han er efterhånden gammel i gårde og ved, hvilke kontorer, der er mere tilbøjelige til at sige ja.

“Det er meget svært at få lov på forhånd, men når kommunen så ser malingen på væggen, vil de jo gerne have det, fordi det er kreativ udvikling af byrummet.”

Gang i dialogen

Én af dem, der er med til at beslutte, hvilke retningslinjer for graffiti der skal være i Aarhus’ byrum  og dermed også, om Nicolai Juhlers værker får lov til at blive hængende på husmurene  er Pernille Villesen. Hun er projektleder i afdelingen for Ren By i Aarhus Kommune og mener, at en klassisk embedsmandstilgang til graffiti ville være for firkantet.  



”Det nemmeste ville være, hvis vi ikke tog snakken om de kunstneriske udtryk, men bare fjernede det hele. Nogle kalder det derfor for smagsdommeri og mener ikke, at jeg som embedsmand skal tage stilling til, om noget er mere gadekunst end andet.”

Hun forsøger derfor at gå i dialog med de grupper, der sætter sine aftryk på gadebilledet, men af og til er hun nødt til at vurdere enkelte værker.

“Det er en løbende proces, og så tager vi en samtale med borgerne om det for at få en lokal fornemmelse af områdets identitet. Det er komplekst at navigere i, og det betyder, at embedsmandsrollen må rykke sig. Her i Aarhus er vi er gået væk fra en nulfejlskultur, hvor alting skal være sort-hvidt. Det kræver embedsmænd, der er prøvende og nysgerrige, og som ikke er angste for at blive hængt ud i medierne,” siger Pernille Villesen.  

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.