Mød Vollsmoses nænsomme udfordrer

Tykke gardiner trukket tæt for. Paraboler. Den slags boligblokke, de river ned i Kokkedal. Skrald foran affaldscontainerne. Kvinder, der pudser vinduer midt på formiddagen. Firesporede ringveje, som på alle sider spærrer bydelen inde.

Ifølge kommunens seneste rapport kan man læse, at 67 procent af de kommunale medarbejdere i Vollsmose oplever, at der er anderledes grænser for normaladfærden end i andre dele af byen.

Det er én måde at møde bydelen Vollsmose på.

En anden er at nyde synet af grønne områder, legepladser, sportsanlæg, ældre, som sidder og taler sammen. Hjertevarme, glade børn, kønne unge og venlige folk, der hilser, taler eller vinker til Vollsmose-sekretariatets chef, Michael Gravesen, mens han viser djøfbladet rundt i bydelen.

Michael Gravesen er en 38-årig jysk 1. generationsakademiker, som kommunen og boligorganisationer sidste år valgte at sætte i spidsen for en genstart af bydelen.

Ikke fordi de specielt skulle bruge en djøfer. De skulle bruge en, der er klar på, at Vollsmose æder én med hud og hår. Én som kan tale med høj og lav, og som tænker strategisk på en operationel måde. Eller som pensioneret stabschef Leif Hansen siger: Michael er meget akademisk på en uakademisk måde.

Åndeligt kløpulver

Michael Gravesen kom fra en chefstol i Børne- og Ungeforvaltningen inde på rådhuset. Djøfbladet har besøgt ham for at høre, hvordan man begår sig som ærke-djøfer på en af velfærdsstatens absolutte udposter.

Michael stopper op midt i rundvisningen og giver hånd til en fyr, som er hoppet ud af sin varebil for at veksle et par ord, og forklarer så: Man må krænge djøferens meta-teorier af sig og holde fast i ’hverdagslogikken’. Et ord han vist selv har fundet på.

’Hverdagslogik’ er at skærpe sit link til, hvad der virker og giver mening i virkelighedens verden – mens man manøvrerer og balancerer i krydsfeltet mellem politikere, forvaltningsstyring og Vollsmose-borgerne, som det jo er ens pligt og ansvar at gøre på denne fremskudte politiske arena.

Lidt djøf-agtigt formuleret, erkender han, men hele pakken skal jo med.

Anna Vadgaard er skoleleder på H. C. Andersen skolen i Vollsmose. Da Vollsmoses nye mand kom over for at spørge hende, om dét, han havde sat i gang, passede med dét, hun gjorde på skolen, var det faktisk første gang, nogen havde spurgt hende på dén måde.

”Man tror, at nu skal man møde ’den store leder’, og så er han så stille! Han lytter som bare pokker. Og så stiller han bagefter sine spørgsmål til os. Han er det smukkeste eksempel på det gode læringsfællesskab. Han giver os åndeligt kløpulver. Han er vores nænsomme udfordrer.”

Wicked problems

Efter en tur op på den kunstige græshøj, hvorfra man kan se ringvejene, som lukker Vollsmose ude fra resten af Odense, vender vi tilbage til bydelens lettere bulede butikscenter.

Herinde bor Vollsmose Sekretariatet i Danske Banks forladte lokaler. Her skulle det ligge, bestemte Michael, for det er lige midt i det hele.

De er knap 30 medarbejdere i sekretariatet. Michael har selv ansat dem alle sammen og betragter det som sin vigtigste opgave at skabe ledelse og retning for dem.

”Vi arbejder med ’wicked problems’. Det er særligt komplicerede problemer, som er indbyrdes afhængige, selvmodsigende, skiftende og vanskeligt entydigt at præcisere,” forklarer han.

Glasdøren til sekretariatet er lige til at skubbe op. Borgerne kan frit skrå over den grå nålefilt til Michaels kontor med den åbne dør ovre i hjørnet. Og det gør de.

Præcis som de 10-12 drenge, der kom og hang ind over hans bord, lige da han var begyndt herude i en lånt lejlighed med kun ham selv og en bærbar pc.

Den første halve time brugte drengene til at fortælle, hvor farlige de var, hvor meget hash de røg og til at forlange en bustur til Lalandia. Michael lyttede, sagde nej – og så kom fornuften frem under den hårde facade hos de unge.

”De spurgte mig: Skal man bare være kriminel nok, så får man nogle tilbud? Nej, det skal man ikke. Men de slog jo lige ned på et af dilemmaerne. At man ikke bare skal lave alle mulige tilbud, som man ikke ved om virker, men omvendt er det et belastet boligområde, hvor der skal gøres noget særligt.”

Røv i bukserne

’Genstarten’ af Vollsmose går bl.a. ud på at drosle ned på de mange højtprofilerede projekter med gode pressefotos og i stedet bygge mere på dét, som er herude i forvejen: Boligorganisationerne, skolerne, idrætsklubberne, det lokale erhvervsliv.

Ikke så mange bolde i luften, men holde på dem man har og få dem i mål. Dét, Michael Gravesen hurtigst blev kendt for, var den helt store nej-hat. Vollsmose har set mange komme og gå. Han skruede ned for retorikken og lovede stort set intet. Han lyttede og sagde nej.

”Ikke ’måske’, for et akademisk ’måske’ og ’nu ser vi lige på det ’bliver tit tolket som et tilsagn og giver bagslag.”

Når folk dukker uanmeldt op hos ham, prøver han altid også på tætpakkede dage at presse bare fem minutter ind til at lytte.

”Sproget er som regel meget direkte, uanset om jeg sidder med en borger eller en af boligorganisationernes ni lokalbestyrelser. Den akademiske udenoms sniksnak kan man godt pakke ned. Jeg ligger ikke søvnløs over at få at vide, at jeg er en idiot.”

I dét her job skal man kunne stå på mål selv.

”Det kræver autenticitet og røv i bukserne at stå direkte overfor borgerne og tage ansvar for de beslutninger, som sætter rammerne for deres hverdag. Uanset om de beslutninger er mine egne, eller de er truffet andre steder,” siger Michael Gravesen.

”Michael gør ikke forskel mellem mennesker,” siger Kefa Abu Ras, der er ansat som beboerrådgiver i sekretariatet og privat aktiv i flere Vollsmose-baserede foreninger.

”Der er ikke noget, der hedder os og dem hos ham. Hverken ved borgere eller samarbejdspartnere. Alle har ressourcer, selvom nogle skal støttes eller skubbes for at blive en del af den fælles løsning.”

Genialt spin fra Dennis Kristensen

Michael er sat ind på en øretævernes holdeplads, en uriaspost, hvor 1.000 forskellige optikker er i spil, siger skoleleder Anna Vadgaard.

”Derfor er det også rigtigt, at det er ham der fik posten. For han kan både lytte og handle.”

For tiden får djøfere jo mest skyld for nærmest at forhindre lærere, sosu´er og andre af velfærdsstatens fortropper i at lave deres arbejde for bare regneark.

Så hvad er der galt, og hvordan kan man gøre djøfernes image bedre? Michael Gravesen klør sig på sit hårløse hoved, selvom han har forberedt sig på spørgsmålet i forvejen.

”Jeg kan godt være bekymret for en ’djøf-boble – med reference til it-bobler og boligbobler,” siger han så.

”Jeg mener, at vi djøfere bidrager til at professionalisere opgaveløsningerne. Men det må ske med en ydmyghed og respekt for andres faglighed og med en større opmærksomhed på nytteværdien for hverdagslogikken i børnehaven, på plejehjemmet, på skolen og ikke mindst for borgeren.”

Det er et genialt spin fra FOA med ’de varme og de kolde hænder,’ siger han. Men hvis du som djøfer med hele din integritet og faglighed netop kan stå på mål for din egen nytteværdi i hverdagslogikken, så kan dette spin måske revitaliseres af Djøf i slaget om at vinde hjerterne tilbage, mener han.

”Spørgsmålet er vel, hvad der skal til for, at ’varme hænder’ efterspørger en god djøfer til at understøtte deres faglighed og opgaveløsning,” siger han.

”Lidt karikeret, så må vi flytte vores billede af nytteværdi fra den intellektuelle selvforståelse, og hvad vi selv kan få ud af situationen, til respektfuldt at sætte os i andres sted,” argumenterer han.

Mange definitioner på det gode liv

Selvom Michael Gravesen ikke er en mand af store armbevægelser, ved han godt, hvad han selv kan et sted som Vollsmose.

”Jeg har en evne og lyst til at sætte mig i andres sted, uden at jeg mister handlekraften.”

Engang i universitetstiden gik han en sommerferie som vagabond ned gennem Jylland. Uden penge, status og telefon. Med en gammel barnevogn, sovepose og nysgerrighed. Den sommer kom han til at tænke på, da han startede i Vollsmose.

”Helt grundlæggende oplever jeg begrænset forskel på mig selv og den hjemløse på bænken. Det er kombinationen af omstændigheder, personlighed og de mange små detaljer i livet, som langt hen ad vejen udgør dine muligheder i tilværelsen.”

Hans håb for beboerne i Vollsmose?

”At dem, som ønsker at tage ansvar og ønsker at tage imod hjælpen, også får mulighed for at få et godt liv. Der er forskellige definitioner på et godt liv, og det er ikke nødvendigvis parcelhus, realkreditlån og 65 timers arbejdsuge. Det handler mere om en hverdag, som hænger sammen, og som giver børnene dén tryghed, de skal bruge for at skabe en god fremtid for dem selv.”

Når politiet ringer

Vollsmose er intet 9-16 job. Hans telefon er åben 24/7, også i ferien. Er der pludselig masser af blå blink i Vollsmose en nat klokken to, ringer politiet til ham pr. omgående og informerer, og så vil han stå op og tage bilen og køre de 10 kilometer hjemme fra landsbyen Langeskov til Vollsmose. Han skal vide, hvad der foregår, så han kan stå til rådighed for politi, presse, politikere og beboere.

Men når man har tre små drenge på 3, 5 og 7 år, prøver man til hverdag at gå hjem nogenlunde til tiden – hvis der altså ikke er et aftenmøde – og så bliver pc´en tændt igen, når børnene sover. Heldigvis har han en meget tålmodig hustru, som var den direkte årsag til, at han i sin tid hovedkulds opsagde et godt job i en nordjysk virksomhed for at følge med til jordemoderuddannelsen i Odense.

Noget han savner tid til? Ja, til at bruge sin krop noget mere. Det sorte bælte i karate, han tog engang, har han ikke haft på i lang tid. Men nu er han begyndt at bokse i den lokale Vollsmose-klub.