Løbsk finanssektor må begrænses

Den danske regerings kur mod den økonomiske krise vil sandsynligvis slå fejl. For kuren hviler grundlæggende på de samme økonomiske dogmer om at lade markedet passe sig selv, som medvirkede til krisen.”

Det siger økonomiprofessor Katarina Juselius.

Hun efterlyser, at politikerne – herhjemme såvel som internationalt -– begrænser kapitalbevægelserne på de finansielle markeder. Det skal ske for at øge private investorers og institutioners incitament til at tjene samfundets interesser, samtidig med at de plejer deres egne. Katarina Juselius er kritisk over for den sparekurs, som Danmark har valgt sammen med EU, fordi den forhindrer substantielle offentlige investeringer i vækst og beskæftigelse. Og hun ser de nylige skattelettelser til erhvervslivet herhjemme som udslag af en nærmest blind tillid til, at begunstigelse af samfundets rigeste vil komme hele samfundsøko-
nomien til gode.

Katarina Juselius har i de seneste 25 år forsket i samspillet mellem den finansielle sektor og realøkonomien. Og hendes konklusioner får opbakning fra en lidt uventet kant, idet en stor del af Katarina Juselius´ løn, og driftsmidlerne til hendes nydannede Center for Imperfect Knowledge Economics ved Københavns Universitet, finansieres af den ungarsk--amerikanske storspekulant George -Soros´ private formue.

Det vender vi tilbage til, først spørger vi Katarina Juselius, hvorfor hun vil begrænse kapitalbevægelserne i finanssektoren?

”Fordi den finansielle sektor har vokset sig så stor, at den reelt er mere magtfuld end de folkevalgte politikere; og fordi en meget stor del af de finansielle transaktioner ikke gavner andre end den finan-
sielle sektor selv,” svarer hun.

”Derfor skal den finansielle sektor tilbage til sit primære formål, som er at allokere midler til produktion. I dag udgør den finansielle sektor i USA 11 pct. af landets samlede BNP – eller lige så meget som landets samlede industriproduktion, og et lignende billede ses i England. Man skal tilbage til den kriseramte verdensøkonomi i 1930´erne for at finde tilsvarende tal, men selv dengang nåede den finansielle sektors andel af USA´ økonomi aldrig over 8 pct.”

Hvis disse tal er så alvorlige, hvorfor er verdensøkonomien så ikke brudt fuldstændig sammen?

”Det var den også meget tæt på i 2008. Men 1930´ernes krise lærte os, at bankerne ikke må gå ned. Og derfor udfoldede politikere og nationalbanker meget store
bestræbelser – med lån, redningspakker osv. – på at undgå netop det. Og det virkede jo. I dag er der igen masser af likviditet på finansmarkederne, og medarbejdernes lønninger blomstrer, mens mange af redningslandene til gengæld er tynget ned af gæld, stigende arbejdsløshed, lavere skatteindbetalinger osv.”    

Så du mener, at redningsaktionerne var til gunst for det finansielle system og til ugunst for samfundene?

”Ja, men der var ikke andre muligheder. Uden redningspakkerne havde vi fået en depression ligesom i 1930´erne. Det er prisen for et så dereguleret finansielt marked, som vi har haft, siden dereguleringerne -begyndte under Ronald Reagan i 1983.”

Kan det overhovedet lade sig gøre at lave systemet om?

”Det vil klart blive en meget stor og politisk kompliceret operation, men jeg er ikke i tvivl om, at det er nødvendigt, hvis vi vil forhindre nye kriser. Det finansielle marked er utroligt godt til mange ting, men dets iboende tilbøjelighed til excesser må begrænses.”

Hvorfor er der næsten ingen politikere, som deler din holdning – heller ikke herhjemme, hvor regeringen er imod at beskatte kapitalbevægelserne inden for EU?

”Jeg tror, det skyldes en meget effektiv lobby-virksomhed fra finanssektorens side, kombineret med en slags ærefrygt i dens omverden. Man hører tit politikere skyde forslag ned med begrundelser som: ’Det kan vi ikke af hensyn til den finansielle sektor’.” 

Kan politikernes berøringsangst ikke også have sammenhæng med mangelfuld rådgivning fra økonomiske eksperter?

”Jo, majoriteten af økonomer i både ind- og udland har været meget tavse om behovet for nytænkning efter 2008. Det kan skyldes, at næsten al økonomisk undervisning og forskning i de sidste 30-40 år er foregået inden for rammerne af den samme – såkaldt mainstreamøkonomiske – teoridannelse. Kogt ned siger teorien, at markedet altid bevæger sig imod ligevægt. Ubalancer vil komme og gå – shit happens, som det populært hedder – men markedet vil uundgåeligt tilpasse sig igen.”

Har du selv delt mainstreamøkonomernes syn på økonomien i løbet af din forskningskarriere? ”

”Nej, deres teori passer dårligt med de makroøkonomiske data, jeg selv har arbejdet med gennem 25 år. I København har vi udviklet en matematisk-statistisk analysemetode, der er skræddersyet til at finde ubalancer i samspillet mellem den finan-
sielle sektor og realøkonomien. Og med den som redskab er det gradvist blevet
mere og mere tydeligt, at de ubalancer, som kan ses i realøkonomien – fx i forhold til den reale valutakurs, den reale rente og ejendomspriserne – næsten altid udspringer af spekulativ adfærd på de finansielle markeder. Det er derfor, jeg er så sikker på, at samfundene må begrænse råderummet for aktørerne i den finansielle sektor.”

Men det er vel snarere mainstreamøkonomerne end dig, de danske politikere lytter til – også i dag?

”Ja, jeg bliver lidt trist, når jeg følger den offentlige debat om, hvordan Danmark igen finder tilbage til væksten i første halvdel af 00´erne. Det er efter min mening den forkerte vej at gå. Væksten dengang byggede i vid udstrækning på en overophedet økonomi, som fik næring fra finansiel spekulation og stigende ejendomspriser.”

Kan du give aktuelle eksempler på politiske tiltag, der efter din mening går i den forkerte retning?

”Jeg finder det ikke særlig sandsynligt, at den nylige skattenedsættelse til erhvervslivet vil resultere i ny vækst og flere arbejdspladser. Sådanne indgreb er egnet til at forbedre det langsigtede arbejdsudbud, men problemet lige nu er manglende efterspørgsel og manglende tro på fremtiden ude i virksomhederne. Jeg kan heller ikke finde noget solidt belæg for påstanden om, at markedet vil straffe Danmark, hvis vi øger den offentlige gæld mhp. at investere i ny vækst og arbejdspladser. Japan har fx en offentlig gæld tæt på 250 pct. af BNP, og alligevel kan landet stadig låne til lave renter. Investorerne ser på, om landet kan betale sine renter og afdrag, og så længe landet har et velfungerende skattesystem, vil deres tillid være høj. Omvendt i lande som Grækenland og Italien, hvor det nærmest er en folkesport at snyde i skat. Der vil investorerne nok være mere skeptiske.”

Hvilke veje vil du selv anbefale
politikerne at gå?

”Fremover vil truslen mod klimaet bliver forstærket, og der vil blive større mangel på energiressourcer. Derfor er det naturligt at overveje, om fremtidens vækst ligger inden for disse områder. Eksempelvis er efterspørgslen på mere energivenlige huse og transportmidler relativt lav i dag, men hvis det offentlige gik forrest med investeringer, kunne det måske vække markedets interesse i at gå ind – og dermed skabe ny og reel vækst.”   

Tiden er kommet til at spørge, hvornår du første gang mødte George Soros? 

”På et bogudsalg i 1995, hvor en af hans bøger kostede 50 kr. Jeg kendte ham som storspekulanten, der spekulerede mod det engelske pund og dermed tvang England til at træde ud af ØMU´ens forløber, EMS´en,
i begyndelsen af 90´erne. Nu ville jeg se hvordan han beskrev sin investerings-filosofi, og det var lidt af en aha-oplevelse, fordi hans syn på ubalancer og sammenhænge mellem den finansielle og den reale økonomi besvarede nogle af de spørgsmål, som min egen forskning havde rejst.”

Soros er blevet en af verdens rigeste på at udnytte sin indsigt i de sammenhænge, du har forsket i. Ser du hans investeringer i din og andre systemkritiske forskeres arbejde som en slags afbetaling på sin egen dårlige samvittighed over at udnytte systemet?

”Nej. Jeg tror hans indstilling er, at så længe vi har det nuværende system, så kan han lige så godt udnytte det som enhver anden. Men han siger ofte, at der er behov for at ændre systemet. Og det er også i den forbindelse, han fremhæver behovet for, at økonomer i den akademiske verden nytænker den økonomiske teori.”

Katarina Juselius beskriver sin forskning i en artikel som kan læses på De Økonomiske Råds hjemmeside dors.dk

Center for Imperfect Knowledge Economics

Center for Imperfect Knowledge Economics- ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet (KU) blev oprettet for et år siden. Omkring 40 pct. af driftsudgifterne – inklusive Katarina Juselius´ løn som centerleder – finansieres af Institute for New Economic Thinking (INET) i New York, mens KU står for den resterende del af udgifterne.

INET blev stiftet af George Soros for egne midler i 2009 i kølvandet på nedsmeltningen i den finansielle sektor året før. INET´s formål er at udvide økonomisk tænkning gennem åben debat. INET´s bestyrelse, der udgøres af uafhængige økonomer, tæller seks vindere af Nobelprisen i økonomi, heriblandt den verdenskendte Joseph Stiglitz fra Columbia University i New York.

Læs mere:

• J.S. Hacker & P. Pierson (2010): “Winner-Take-All Politics: 
How Washington Made the Rich Richer – and Turned Its Back on the middle class.” Simon & Schuster paperbacks, New York.
• Joseph E. Stiglitz (2012): “The Price of Inequality”. Penguin Books. London.
• George Soros (2010): “The Soros Lectures at the Central European University”. Public Affairs. New York.
• Robert J. Barbera (2009): 
“The Cost of Capitalism”. McGraw Hill. New York.