Nye grønlandske jobs på vej

03-04-2013
2 min.

Råstofeventyret i Grønland vil skabe et nyt jobmarked for djøfere i den private sektor.

Noget er i gære i Grønland. Råstof-eventyret kommer, for de grønlandske politikere vil det. Uanset regeringsskifte.

De vil ud af en økonomi, der stort set, kun står på to ben: Bloktilskud fra Danmark, som er faldende, og fiskeri.

Råstofsatsningen vil skabe nye muligheder for djøfere på det grønlandske arbejdsmarked. Hidtil har de fleste jobåbninger været i den offentlige administration, men fremover vil der også være gode muligheder i den private sektor.

Grønlands nye private sektor får brug for alt fra kompetencer indenfor logistik til supply chain management, offentlig-private partnerskaber, projektstyring, jura, økonomi og meget mere. Kig på oliebyen Stavanger i Norge.

Eller som afdelingschef i Selvstyrets Økonomi- og Personalestyrelse, 35-årige cand.polit. Rasmus Sembach Olsen, siger:

”Djøf-arbejdsmarkedet heroppe vil blive normaliseret forstået på den måde, at det kommer til at ligne det danske mere, fordi jobbene i den private sektor kommer til at fylde mere. Det vil i et stort omfang blive jobs af en meget interessant international karakter.”

Få en international profil i Nuuk

I fremtidens råstof-Grønland vil der være stemplet ’dansker’ på nogle af de nye jobs. Jurister er fx de eneste, der kan hjælpe internationale konsortier med grønlandsk lovgivning, eftersom den er skrevet på grønlandsk og dansk.

Men mange andre af de nye private jobs er danske djøfere – som ikke taler grønlandsk – ikke selvskrevne til. De job kommer vi til at konkurrere med andre landes højtuddannede om. Nuuk vil blive en smeltedigel af folk fra hele verden, og vi skal kende vores besøgstid allerede nu.

Udviklingen vil stille krav til hele det grønlandske samfund, siger Rasmus Sembach Olsen.

”Uddannelsesniveauet skal op, kompetenceniveauet skal op, engelsk skal fylde mere. Interesserer du dig for uddannelsesplanlægning, så bliver der noget at komme efter.”



I Selvstyrets administration er man som det første lige nu ved at opbygge en miljø-forvaltning for råstoffer. Men det er kun begyndelsen.

”Du vil kunne komme herop hos os og som offentlig ansat deltage i et pioner-arbejde af en type, som du aldrig vil finde i den danske centraladministration, fordi Danmark jo ikke i samme grad er et differentieret råstofland. Det vil efterfølgende gøre dig interessant i mange slags private virksomheder. Både danske, men ikke mindst internationale.”

Kommentér
Del Twitter LinkedIn Facebook

Kommenter

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.