Fra leder til menig - hvad siger vennerne?

For mange ledere kører det bare. Ledelse er lige dem. Men der er faktisk også en del ledere, der seriøst overvejer at skippe lederjobbet for at vende tilbage og arbejde med det fag, de oprindeligt uddannede sig indenfor. Eller de føler, lederjobbet går ud over privatlivet. Det viser en undersøgelse baseret på telefoninterviews med godt 1.200 privatansatte ledere under 50 år, som Djøf har gennemført.

Ud over bekymringer om økonomi, og om man for altid fraskriver sig ledergerningen, hvis man vælger at lave et omvendt karrierespring, så nager reaktionen fra venner og familie også.

Frygten for statustab

Fra sine karrieresamtaler med en lang række djøfere kan Thomas Kantsø, udviklingskonsulent i Djøf, sagtens genkende bekymringen om, hvordan venner og familie vil opfatte det, hvis man ønsker at droppe ledertitlen og blive menig medarbejder igen.

”Jeg har mange gange hørt: ’Jeg vil gerne tilbage til min faglighed’, men i samme åndedrag følger også ordene statustab og degradering. De er bange for at sidde til den der 50-års-fødselsdag og blive mødt med mistro og måske føle, at de taber ansigt i forhold til den svoger, de altid har målt sig op imod,” siger Thomas Kantsø.

Mødt med mistro

Og det er ikke, fordi de ser spøgelser. Mistroen kan sagtens være der, siger han.

”Men det er, fordi det er et utraditionelt valg. Man kan sagtens forestille sig snakken: ’Ja, ja det er godt med ham. Han siger, at det var hans eget valg, men var det nu også det?’.”

Det skal dog ikke holde dig tilbage. Selvfølgelig skal du kunne skippe lederfaget, for hvorfor skal man partout være leder resten af livet, spørger Thomas Kantsø.

”Du har ikke ansvar over for nogen andre end dig selv og måske den allernærmeste familie. Men du har en forklaringsudfordring, hvis du vil undgå sladder og følelsen af statustab. Derfor er det en god ide at have en solid, kort og autentisk forklaring på, hvorfor du ikke ønsker at være leder mere,” siger Thomas Kantsø.

Jeg er stadig god nok

Eric Hald er tidligere direktør. I dag er han chefkonsulent. Helt efter eget valg. Han trivedes såmænd fint i lederrollen, men det gik ud over privatlivet. Derfor traf han beslutningen. Men pludselig følte han, at han ikke var den samme mere.

”Jeg havde et selvbillede, hvor jeg havde bundet mit selvværd og min selvtillid op på rollen som direktør. Hvis noget var surt, sagde jeg til mig selv: ’Du er god nok Eric, for nogle har jo valgt, at du skulle være direktør.”

Der var og er dog ingen fortrydelse.

”Men jeg tænkte da på statustab,” siger Eric Hald.

Og det tog også en række terapitimer og en transformationsproces, inden han fandt sig tilpas i sin nye rolle som menig medarbejder.

”Til private middagsselskaber var jeg også direktøren, når jeg blev spurgt, hvad jeg lavede. I dag er jeg Eric, der fortæller, hvad jeg laver, og hvad jeg synes, der er fedt i livet. Og nu kan jeg også oprigtigt sige til mig selv: ’Jeg er god, fordi jeg er Eric’ og ikke: ’Jeg er god, fordi jeg er direktør’.”

Nemmere med ny arbejdsplads

Eric Hald er stadig på den samme arbejdsplads, og det var da noget specielt i starten, syntes han.

Ifølge Thomas Kantsø er det alt andet lige nemmere at forklare over for omverdenen, hvis du i samme ryk også skifter arbejdsplads.

”Så kan du sige: ’Jeg trængte til luftforandring’, ’Jeg ville bare så gerne arbejde med det her nye produkt’ eller ’Jeg brænder så meget for denne her sag, at jeg gerne opgiver ledelsesudfordringen’. Min erfaring er, at det både i det daglige og rent forklaringsmæssige er sværere at gå fra at være leder til at være menig i samme virksomhed, fordi der ofte vil ligge den der mistro: ’Var det nu også hans eget valg?’. Men selvfølgelig kan det lade sig gøre,” siger Thomas Kantsø.

Hos Eric Hald var der også udelukkende opbakning hjemmefra.