Dansk dommer lukker FN-tribunal

Sådan har kritikken jævnligt regnet ned over FN’s internationale krigsforbrydertribunal for Rwanda, siden Sikkerhedsrådet i efteråret 1994 iværksatte et internationalt retsopgør efter folkemordet i Rwanda.

Men nu er man snart ved vejs ende.

I 2014 - tyve år efter op mod en million mennesker blev hakket til døde med macheter - skal der sættes punktum. Går alt efter planen kører tribunalet til næste år sin sidste appelretssag mod de formodede bagmænd bag en af de værste forbrydelser mod menneskeheden.

Og det bliver den danske dommer Vagn Joensen, der som præsident for tribunalet lukker og slukker i det store konferencecenter, som FN har haft lejet til formålet i safari-byen Arusha i Rwandas naboland Tanzania.

“Det er jo en pionerindsats, som vi har gjort,” opsummerer Vagn Joensen på sit
panelbeklædte kontor på konferencecentrets fjerde sal.

“Udover gennemførelsen af et antal sager så har vi jo bidraget til at definere international ret og skabe retspraksis, som er af værdi for retssystemer på både internationalt og nationalt niveau.”

Genbrug af konklusioner

Inden Vagn Joensen sidste år blev valgt til præsident, havde han i knap fem år fungeret som dommer og tillige været formand for tribunalets såkaldte “regelkomité”. Her forsøgte man at sætte fut i det langvarige retsopgør ved løbende at tilpasse reglerne.

“I en retssag om masseforbrydelser er der tit en ramme, som der også skal føres bevis for, hvor den tiltalte så har udført en bestemt rolle inden for den ramme,” påpeger Joensen og forklarer, at man undervejs gjorde det muligt at genbruge faktuelle konklusioner fra tidligere retssager.

Det har haft stor praktisk betydning, for hovedparten af de tiltalte ved FN-tribunalet benægter, at der overhovedet fandt et folkemord sted i Rwanda. De ville hjertens gerne bruge både dage og måneder på diskussioner om, hvorvidt der fandt et systematisk forsøg på at udrydde en etnisk befolkningsgruppe sted tilbage i 1994.

“Det har i al fald her på det sidste sparet os for enormt meget tid, at vi ikke hver gang har måttet føre bevis for, at der rent faktisk foregik et folkedrab i Rwanda, og at ofrene primært var tutsier, og derfor kunne koncentrere os om, hvilken rolle den enkelte tiltalte havde i det overordnede hændelsesforløb. Om nogen rolle.”

Vidneafhøring på forhånd

Den danske dommer har også været med til at forberede tiden efter tribunalets lukning.  Tre såkaldte “højniveau”-mistænkte er fortsat på fri fod, og hvis de pågribes efter lukketid vil deres retssag blive ført ved en særlig instans oprettet til lejligheden.

“Vi risikerer, at beviserne går tabt, hvis vi skal vente indtil de bliver anholdt: Vidnerne skal forklare om ting der foregik i 1994, deres erindring lider måske skade efterhånden, nogle forsvinder, nogle beslutter sig for ikke længere at være involveret osv. Så derfor lavede vi en regel, der gav mulighed for en særlig procedure, hvor vi kunne beskikke en forsvarer, en amicus curiae - det betyder en ven af retten - til at varetage tiltaltes interesser i sagen. Den procedure har vi gennemført i sagerne mod de her tre højniveautiltalte,” siger Joensen og understreger, at der ikke er tale om en retssag in absentia. 

“Forsvaret havde mulighed for at foretage efterforskning, dels af anklagemyndighedens vidner og deres troværdighed, men også for at indkalde egne vidner. Det hele er blevet videooptaget. Så hvis vidnerne ikke kan skaffes til veje, når og hvis de tiltalte bliver anholdt, og deres retssager starter, så kan den dømmende ret, som
bliver nedsat, beslutte at tillægge vores
videooptagelser den bevisvægt, den synes, de fortjener.”

Meget dyre advokatomkostninger

International retfærdighed er meget dyrt, erkender tribunalets præsident. Først og fremmest har efterforskningen kostet kassen, men eftersom alle tiltalte har erklæret sig ubemidlede, er den
pebrede regning for deres advokatbistand også havnet hos FN.

“Hver tiltalt har både en ledende forsvarsadvokat, en assisterende forsvarsadvokat og normalt to efterforskere, i visse tilfælde tre efterforskere. Og så en junioradvokat i de fleste sager. Det er et ret stort hold, som vi betaler for,” pointerer Joensen. 

I de første år af tribunalets levetid var FN meget rundhåndet med at betale advokatregningerne, hvilket fik nogle forsvarere til at rejse jorden rundt for at besøge vidner, der aldrig blev præsenteret i retssalen. Systemet var så lukrativt, at en intern FN-undersøgelse fandt frem til, at nogle tiltalte havde held til at afpresse deres egne advokater store summer ved at true dem med afskedigelse.

I 2010 måtte tribunalets retschef minde en forsvarsadvokat om, at han havde faktureret mere end 15.000 timer svarende til et honorar på  1.700.943 dollar, altså små 10 millioner danske kroner.

“Da vi fik en ny viceretschef for et par år siden, indførte han et nyt klumpsum-system, hvor han indgik aftale med forsvaret for den enkelte sag om, hvor meget det skulle koste i forsvarsudgifter. Det har nedbragt omkostningerne væsentligt. Det er ikke særlig populært blandt forsvarerne,” konstaterer den danske dommer tørt.

Omfattende vidnebeskyttelsesprogram

Apropos vidner har det også været forbundet med betragtelige omkostninger for tribunalet at beskytte vidner, da en stor del af befolkningen i Rwanda deltog i myrderierne, og vidner derfor risikerer at lægge sig ud med naboerne.

Anklagemyndigheden har derfor - med skiftende held - forsøgt diskret at hente vidner i Rwanda og indlogeret dem i sikrede huse med vagter under retssagen i Arusha.

“Når de møder i retten, føres de ind for lukkede gardiner og sættes i en boks, hvor de kan ses af alle i retssagen, men ikke fra tilhørergalleriet. Så må deres navn ikke nævnes, de må kun tiltales ved pseudonym. Hvis de skal forklare om ting, der kan afsløre deres identitet, bliver dørene lukket, og offentligheden føres ud,” forklarer Joensen.

FN’s sikrede huse i Arusha har dog de senere år også fået et stigende antal nye pensionærer - nemlig tiltalte, der blev frikendt, men risikerer at blive arresteret på ny, hvis de vender hjem til Rwanda.

Frikendte sidder på overtid

“Der er fem stykker, som vi ikke har kunnet skaffe opholdstilladelse i noget land. Så har vi to eller tre, der har afsonet deres straf i vores arresthus. Det er faktisk et stort problem, for vi skal have skaffet dem ud af
Tanzania, inden vi lukker,” siger Joensen.

“De sidder nu på overtid i de sikrede huse her i byen. Problemet er, at de alle vil til Vesteuropa eller Nordamerika. I flere tilfælde har de ægtefæller eller familiemedlemmer i de pågældende lande.”

En tidligere general i den rwandiske hær har siden sin frifindelse i 2008 forsøgt at komme til Frankrig, hvor hans kone er blevet statsborger, og hvor der også bor mange andre rwandere. En anmodning franske myndigheder hidtil har afvist med henvisning til “trussel mod den offentlige orden”:

“Selvom folk bliver frifundet, så er det ikke altid, at diaspora-tutsi-gruppen anser dem for uskyldige. Det kan skabe interne problemer i de pågældende lande. De pågældende lande kan måske frygte for deres forhold til Rwanda, som jo er en central spiller i Afrika.”

Djøfbladet rejste til Arusha i Tanzania med tilskud fra Danidas Oplysningsbevilling.

Fakta om tribunalet