4.12.2013
af
Tine Santesson
Djøferne kan stadig hive frynsegoder ud af deres arbejdsgiver. Og det er ikke underligt, for det er til stor fordel for arbejdsgiverne selv, mener lønforhandlingschef.
Mens der ifølge en rapport fra Multidata blev droslet ned på personalegoderne i de danske virksomheder i 2012, er antallet af frynsegoder blandt de privatansatte djøfere generelt set steget en smule det seneste år.
Arbejdsgiverne har især været rundhåndede, når det gælder wellness-ordninger og sundhedsforsikringer. Også andelen af ’ekstra fridage’ er steget – til gengæld er ’ekstra ferie’ gået en anelse tilbage.
Og set over en tiårig periode er der sket en markant stigning i frynsegoderne blandt djøferne.
Helene Rafn, lønforhandlingschef i Djøf, er på ingen måde forunderet over, at djøferne til stadighed får flere frynsegoder. For billedet af de frynsegoder, der særligt er i vækst, er ret entydigt: Mobiltelefoner, hjemme-pc, internetforbindelse, sundhedsforsikringer. Og de seneste år er wellness-ordningerne også i stigende omfang blevet en del af paletten.
”Djøferne får disse goder, fordi de forventes at være fleksible over for deres arbejdsgivers behov – altså at de svarer på arbejdsrelaterede opkald og mails i weekender og om aftenen, når der er brug for det. Og når vi taler sundhedsforsikringer og wellness, dækker det over massageordninger, der forebygger eller kurerer muse- arme og mindsker fraværet. Så i min optik er det ikke fryns, men en kæmpe gevinst for arbejdsgiverne,” siger Helene Rafn.
Men er det ligefrem skidt, at flere djøfere får flere personalegoder?
”Nej. Man skal bare være klar over, at det ikke er fryns, og at der fra arbejdsgivernes side følger en forventning om fleksibilitet med.”
Og det er da heller ikke sådan, at djøferne ligefrem siger nej til mobiltelefonen og den bærbare. Langt de fleste forventer tværtimod, at det er en del af lønpakken, siger Helene Rafn.
”Jeg talte for nylig med et medlem, der syntes, det var underligt, at han ikke fik stillet pc og telefon til rådighed. Men helt atypisk var arbejdsgiverens kommentar: ’Vi forventer, at du rent faktisk holder fri, når du ikke er på arbejdet’.”
Men det er altså et synspunkt, der går mod strømmen. Og Helene Rafn forventer da heller ikke, at djøferne får færre personalegoder fremover – i hvert tilfælde ikke dem, der kommer arbejdsgiveren til gode.
Ledige stillinger