Tænketanke skyder frem i Danmark

Det gælder også, selv om de er knyttet til bestemte erhvervsinteresser som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – dannet i 1936 – der har tilknytning til fagbevægelsen, og hvis mål er højnelsen af ”social retfærdighed”. Eller som KRAKA, den nye dreng i klassen, der især analyserer økonomiske problemstillinger og finansieres af en bred kreds af private investorer og virksomheder. Eller CEPOS, der er en borgerlig-liberal tænketank, som arbejder for at fremme individuelt initiativ, lavere skat og mindre stat.

Tænketankene er rørende enige om det livsnødvendige i, at deres analyser og rapporter har en solid faglig basis. Det kræves for at blive taget alvorligt i medierne som indflydelsesrige spillere i den offentlige arena og for at stå bedst muligt over for de klassiske vidensproducenter som universiteterne.

Men her hører lighederne op. For nok er de alle børn af informationssamfundet, og nok udfordrer de alle den hidtidige konsensus om, at samfundsreformer i Danmark bliver til i en gylden korporativ trekant mellem de faglige organisationer, centraladministrationen og regeringen i et samspil med erhvervslivet; men tænketankene gør det på forskellige måder og deres fokus er forskelligt.

Den grønne tænketank Concito koncentrerer sig fx om energipolitik og klimaforandringer, mens CEPOS kom til verden, fordi initiativtagerne savnede en forskningsbaseret liberal stemme i den politiske arena. Efter CEPOS’ fødsel i 2004 kom den venstreorienterede tænketank Cevea på banen med et ønske – fra kredse i S og SF samt en række græsrødder – om at fremme debatten om større social lighed.

Medierne elsker dem

Og der er ingen tvivl om, at danske tænke-
tanke har fået mere indflydelse. De citeres ofte i medierne, og både CEPOS og Kraka har haft direkte indflydelse på Folketingets lovarbejde. Medierne tager også ofte udgangspunkt i tænketankenes analyser.

I sidste måned kunne man fx i Berlingske læse en leder samt efterfølgende artikler, der byggede på en ny undersøgelse gennemført af ”den uafhængige tænketank Kraka,” der viste, at ”dagpengereformen virker. Begrænsningen af dagpengeretten til to år betyder, at langt flere nu aktivt søger arbejde og får et job.”

Konklusionen var taget direkte ud af Krakas rapport. Og det er sådan, det skal være, siger direktør i Kraka, Peter Mogensen:

”Vor eksistensberettigelse er at levere bundsolide fagøkonomiske analyser, som medier og beslutningstagere frit og gratis kan benytte sig af. Vi har ingen politisk dagsorden. Vores ambition er at være et alternativ til finansministeriets regnedrenge inde på Slotsholmen. Vi er lige så dygtige, men bedre til at formidle resultaterne.” 

Kraka: Fagøkonomisk og bundsolid

Den tidligere spindoktor for Poul Nyrup Rasmussen og analytiker ved TV2 og Politiken understreger, at formålet med Kraka er at levere analyser, der kan fremtidssikre og tilpasse velfærdsstaten som en effektiv og demokratisk samfundsmodel til nye
globale vilkår.

”Vi ønsker at vise politikerne virkeligheden og sige; ’sådan ser den ud, venner.’ Vi regner på forslag og kommer med alternativer. Det betyder ikke, at vi er holdningsløse. Men det betyder, at vi ikke er i lommen på nogen, og at vi har et meget stærkt fag-økonomisk perspektiv. Vi mener, at vores resultater taler for sig selv. Man kan fx se på, hvem vi har siddende i vores finanskrisekommission. Og vi er ret sikre på, at der ikke er nogen, som slår hørerøret fra, når vi udtaler os. Det mener jeg, der er større risiko for, når mere ideologiske tænketanke, som fx CEPOS udtaler sig,” siger Peter Mogensen.

Cepos: Økonomi er også politik

Ikke overraskende er direktøren i CEPOS, Martin Ågerup, uenig med Mogensen. Ågerup fremfører, at det er ”Kraka, som har problemet, fordi de ikke vil vedgå sig, at alle økonomiske analyser også er politiske.”

Han giver et eksempel med økonomiske beregninger på fedt- og sukkerafgifter.

”Det er objektivt set skidt at lette på fedt- og sukkerafgifterne. Det påvirker helbredet, og det er dyrt. Det kan man kalde en økonomisk objektiv eksternalitet. Men det er jo også en dokumenteret eksternalitet, at folk tager til grænsen og køber ind i udlandet, hvis afgifterne er høje i Danmark. Så det er to eksternaliteter – ’folkesundhed’ over for ’køb dansk’. Begge er fagøkonomisk set rigtige, men det er en politisk afvejning, hvad der er vigtigst.”

Ågerup siger, at CEPOS ”adskiller sig fra andre tænketankene ved, at vi bevidst laver beregnede policy-forslag, og vi er rykket meget nærmere ind i et samspil med de politiske partier nu, end vi var i starten. Vi laver fx konsekvensberegninger på de borgerlige partiers udspil. De laver deres egne udspil naturligvis. Men vi sender også analyser til dem, så der er en dialog,” siger Martin Ågerup.

Han understreger, at partierne – i modsætning til i USA – ikke betaler noget for det arbejde.

”Jeg tror ikke engang, vi ville tage imod tilbuddet. Jeg tror ikke, Danmark er moden til den slags. Vi ville blive beskyldt for at være i lommen på dem,” griner han og fortsætter:

”Mange tror jo allerede, at vi er en filial af Saxo Bank, selv om de udgør to procent af vore sponsorater. Men man må jo bare se på indholdet. Det er altid mit svar. Hvis vi siger noget sludder, så skal det nok komme frem.”

Direktøren mener, at CEPOS’ gennemslagskraft i medierne først og fremmest skyldes, at de placerede sig et sted, hvor der var et behov.

”Da vi startede i 2005, var der ikke et eneste parti, der ikke gik ind for en større offentlig sektor. Selv om vi havde verdens største. Det var et absurd udgangspunkt, og det tror jeg, at mange pragmatisk sindede mennesker i dag kan se.”

Prøveballoner og bufferzone

”Dengang mente et stort flertal, at vi var verdensmestre i alting. Det var svært dengang at få nogen journalister til at tro på, at vi faktisk var på vej ned i forhold til fx vækst og konkurrenceevne. Her stiller vi
alternativer, og der gør tænketanke en
forskel,” siger Martin Ågerup.

Han peger også på en anden funktion.

”Prøveballoner i partierne bliver alt for ofte skudt ned af ledelserne. Kunne man fx forestille sig en øget brugerbetaling på uddannelserne? Ja, det var der nogen i Venstre, som luftede, men det varede ikke længe. Men vi kan gøre det – vi kan sige, at en dagpengeperiode på 4 år er for lang. Det gjorde vi allerede i 2006.”