Udefra ser foretagendet langt fra prangende ud. Men overfladen bedrager. Den seks etager høje bygning på 214 Massachusetts Avenue NW med den diskrete grå facade er hjemstedet for en uophørlig strøm af akademiske og policy-orienterede forslag, analyser, rapporter og konferencer. Initiativer, der alle tjener samme formål: At gøre USA til et land, der er bygget på ”konservative politikker, frie virksomheder, begrænset statsmagt, individuel frihed, traditionelle amerikanske værdier og et stærkt, nationalt forsvar,” som det hedder i tænketankens formålsparagraf.