Peter Loft: Godt vi undersøger tingene

15-08-2012
1 min.

Skattesagskommissionen går i gang med afhøringerne om to uger. Portræt af Peter Loft i det nye nummer af djøfbladet.

Karrieren i Skatteministeriet tog 32 år. Tjenestefritagelsen tog et minut. Peter Loft er sat på græs fra staten hjemme i haven i Charlottenlund de næste to år og går nu og bryder sit hurtige, utålmodige hoved med, hvordan han får noget at rive i.

”Jeg står i et tomrum og skal til at finde noget nyt at beskæftige mig med. Og kan det ikke være i staten, må jeg nok prøve i det private erhvervsliv,” siger han i portrættet.

”Jeg kan jo ikke gå rundt og ikke lave noget så længe. Jeg er oprigtig bekymret for, hvordan ens intellekt vil reagere på det.”

Ubehageligt, men nødvendigt

Tirsdag den 28. august påbegynder Skattesagskommissionen sine afhøringer af i alt 43 personer: Tre ex-ministre, fire spindoktorer, 28 embedsmænd, seks mediefolk fra BT og Ekstrabladet plus en professor og Helle Thorning-Schmidts private revisor.

Peter Loft bliver i sagens natur en af hovedpersonerne.



”Det bliver ubehageligt, og det er tungt, og det er dyrt og store kanoner hver gang, man laver de her undersøgelser,” siger han til djøfbladet.

”Men dér har jeg det også sådan, selvom jeg står som en af de hovedmistænkte, eller hvad det nu hedder, at det er godt, at vi i Danmark undersøger ting. Hvis der er en tvivl, om tingene er foregået efter reglerne, skal det undersøges. At det ikke er som i Sydeuropa, hvor man læser om ting og sager, og hvor det bare er: Nå, ja, det får vi nok aldrig et svar på. Det er måske en af de væsentligste grunde til, at vi har et ukorrupt og i den henseende velfungerende samfund.”

Kommentarer


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.