Skal de rigeste betale mere?

De rigeste betaler allerede mere idet de bl.a. er i topskat og des højere indkomst des større skat naturligvis da skatten jo beregnes som procentdel. Det næste er, hvem skal definere hvornår man er rig ?

skal selvfølgelig bære den tungeste byrde. Men det gør de så også allerede - spørgsmålet var jo, om de skulle bære endnu mere... Og en væsentlig del af problemet er altså, at der ikke er så mange brede skuldre, som man (især i den nuværende regering) gerne vil tro - eller sagt med andre ord så hjælper det ikke at brandbeskatte "de rige", for det er faktisk en uhyggeligt lille gruppe vi taler om. Og ja, lighed er godt, men kun til en vis grænse - i Nordkorea er der så vidt man hører stor lighed for ca. 99% af befolkningen, men personligt tror jeg ikke de er voldsomt lykkelige af dén grund..

Med det kolossale finansieringsbehov, den offentlige sektor har oparbejdet, er der ingen tvivl om, at der er behov for flere indtægter til den offentlige sektor. Eneste alternativ er reelle nedskæringer i offentlig service og overførselsindkomster, og det er der næppe mange, som ønsker. Derfor er det kun rimeligt, at de bedst udrustede stiller op. Det er imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. Vismandsrapporten fra sidste år viste klart, at toppunktet på Lafferkurven er uhyggelig tæt på for de højeste indkomster. Dvs skatteprovenuet vil være uændret eller i værste fald blive mindre, hvis man øger indkomstskatten for de rigeste. Som der også peges på i vismandsrapporten, er der imidlertid mange andre måder at indhente bidrag fra de bedrestillede. Og som vel at mærke ikke påvirker arbejdsudbud, uddannelsesaktivitet mm. Ejendomsbeskatning er en oplagt mulighed. Som vismændene påpeger, har gevinsterne ved værdistigninger været ekstremt ulige fordelt. Det er kun rimeligt, at de, som har været så heldige, bidrager til løsning af landets problemer. En anden nærliggende mulighed er øget brugerbetaling på områder, som ikke påvirker arbejdsudbudet, fx hjemmehjælp til de rigeste. Lige en lille bemærkning til de mange aggessive kommentarer om udvandring fra dette forfærdelige land: Udvandringen fra Danmark er meget beskeden, og jeg har aldrig hørt om, at der skulle være en empirisk sammenhæng mellem ændring af skattetryk og udvandring. Så kom igen eller gør alvor af det!

"Jo mere lighed i et samfund, jo større rigdom. Et mere lige samfund klarer sig bedre. Der er mindre kriminalitet, folk lever længere og folk har mere tillid til hinanden. Større lighed går dermed hånd i hånd med en række aspekter af positive træk ved et samfund for de fleste mennesker. Dermed bliver det helt afgørende for samfunds udvikling deres evne til at sikre en høj grad af lighed. Det bliver faktisk vigtigere end investeringer inden for enkelte velfærdsområder, specielt når vi ser på det lange sigt." Citatet stammer fra Informations omtale af R. Wilkinson og K Pickets forskningsresultater i sammenhængen mellem lighed og rigdom. Med andre ord: Det er økonomisk rationelt, hvis de bredeste skuldre bærer de tungeste læs. Den danske folkereligion er åbenbart en sund religion, som tjener os godt som samfund betragtet. Jeg betaler min skat med glæde. Jeg har på fornemmelsen, at jeg indtil videre har suget langt mere ud af de offentlige kasser, end jeg har bidraget til dem - topskat i årevis eller ej. Min lange uddannelse har ikke været helt gratis - undtagen for mig selvfølgelig. Min SU var heller ikke gratis for andre end mig. Og så har jeg slet ikke nævnt de mange millioner, jeg kan få rentefradrag for, hvad det koster samfundet at håndtere mit forbrug og den slags. Jeg har en del at betale tilbage på. De mennesker, jeg kender, som ikke tjener lige så meget som mig, kan jeg ikke genkende som typerne, der i egen interesse "suger" penge ud af statskassen og ikke kan få nok af at bruge andres penge. De har knoklet og knokler mindst lige så meget for deres færre penge, som jeg gør for mine flere - eller måske knokler de endda mere. De er hverken dovne, uduelige eller tyvagtige. De bidrager lige så meget til dette samfund i de erhverv, som de varetager, som jeg gør - hvis ikke mere? Måske ville samfundet bedre kunne undvære det, som jeg kan bidrage med? Den tanke strejfer mig indimellem. Det kan ske, at de pludselig ikke kan bidrage som hidtil, hvis de bliver syge eller arbejdsløse, men det kan også ske for mig. Hvad skulle få mig til at tro, at jeg har ret til flere penge, end de har? Vi er et samfund. Vi har brug for hinanden. Hvis ikke os, der har penge at betale med, skal betale, hvem skal så?

Prøv at vende diskussionen lidt på hovedet ved at indtage en mere dydsetisk position i stedet for den evindelige nytteetiske: Der tales hele tiden om retfærdighed, men kan den overhovedet stilles på formel? Den selviske grådighed er jo én af årsagerne til at Grækerne ligger som de gør, hvor skatteunddragelse er en nationalsport. Hvor ville det være rart hvis glæden ved at give ikke kun vedrører fødselsdagsramte familiemedlemmer, men vores samfund som helhed. Se dine skattebetalinger som en investering i fremtidens fællesskab og betal dem med glæde - og tro på, at det du giver ud får du tifold tilbage. Ja, de konkurrencesøgende kunne ligefrem battle over hvem, der har råd til at betale mest Måske ikke i form at penge på kontoen, men på den medmenneskelige konto, der gør livet værd at leve. Sidegevinsten er at det positive (lidt lalleglade) syn gør hverdagens sure pligter meget sjovere :-)

Naturligvis skal de brede skuldre bære mest. Det er forudsætningen for, at vi har et velfærdssamfund, at værdierne bliver fordelt og at vi på den måde løfter i flok. Udfordringen ligger i mine øjne ikke her. Udfordringen ligger mere i, at moralen skrider, og at mange tænker for meget på, hvad der er deres ret og hvad de kan få frem for at tænke på, hvordan de kan bidrage.

Men det ville være rigtig rart hvis arbejdsfri indtægter som arv blev belagt med større afgift. Og kan de finde ud af en model for fortjeneste på fast ejendom, så kunne jeg drømme om at ejendomsskatten blev sat ned. Når man køber et hus i dag, har man forhåbentlig råd til det - men man kender ikke fremtiden.

...skal de bredeste skuldre skal bære mest. Det er et så gundlæggende element ved vores kultur. Det gælder sygdom, det er lige gratis om du er mere eller mindre syg og en lang række andre forhold. Derfor skal vi fastholde en solidariske skattepolitik, selv om vi DJØF`er må klare os med en lidt dårligere årgangsvin.

Det er altid let at være generøs med andre menneskers penge, og når så mange mener, at de bredeste skuldre skal bære en endnu større byrde, så er der for flertallet tale om rendyrket egoisme baseret på en formodning om, at de selv vil komme til at nyde godt af, at andre kommer til at betale endnu mere til fællesskabet, end de selv gør. Og al forskning viser forøvrigt, at det store flertal undervurderer, hvor rige de selv er i forhold til gennemsnittet. Det er med til at skabe en bias i retning af at gå ind for højere skatter til de rige. Velfærdsstaten er baseret på et dybt amoralsk princip om, at man med politisk magt kan tilegne sig andre menneskers penge i form af indkomstoverførsler eller tvinge andre til at betale for noget, som man selv ønsker, men som man ikke vil betale den fulde pris for. Velfærdsstaten er lige så vel som kapitalisme drevet af egeninteresse (ofte skjult som en næstekærlig "velfærdsstatsideologi"), men i modsætning til markedet, hvor al handel er frivilling, så er politik baseret på tvang: Politiske flertal benytter sig af lovgivning og i sidste ende statens voldsmonopol til at tvinge mindretallet til at betale for det, som flertallet ønsker, men ikke selv vil betale den fulde pris for

Jeg synes det er nemt at udtale at de "brede skuldre skal bære læsset", når der mangler penge et eller andet sted. Det er sådan en fantastisk elegant måde at sige:" Jeg vil ha' flere penge fra dem der klarer det bedre end mig selv" Et studie af hvor mange af de 79% af socialdemokraternes vælgere der selv tilhører dem med "de brede skuldre" kunne være interessant. Det er sgu de færreste, der skyder sig selv i foden på den måde. Som "Jernlady'en" så elegant engang udtalte det:" The problem with socialism, is that you eventually run out of other peoples money".

Så godt som alle der læser dette ligger blandt de suverænt højstlønnede i landet. "Stiller man alle danskere op i lang række efter indkomst, tjener hun, der står præcis i midten, 220.000 kroner om året. Og det svarer nogenlunde til, hvad en kassedame i et supermarked tjener." »Hvis mange opfatter sig selv, som om de ligger i midten i samfundet, så kan der være en stor misundelsesfaktor. Folk vil derfor være mere tilbøjelige til at gå ind for højere marginalbeskatning, fordi de tror, at der er mange, der tjener mere end dem selv«, siger Jørgen Stamhus, lektor ved Aalborg Universitet. http://politiken.dk/indland/ECE961316/vi-er-meget-rigere-end-vi-tror/

Hvis det er svært at kradse flere penge ind så skulle vi måske bruge lidt mindre. Som offentligt ansat ved jeg positivt, at der er penge at spare, men problematikken er primært, at ingen offentlig instans har incitament til at skære i sine egne bevillinger, selv om det sagtens kan lade sig gøre.

Det er nok rigtigt at de 60 % rigeste (målt på indkomst) betaler 90 % af gildet og rager mindst 90 % af alle fordelene til sig! Vi lever i "2/3 samfundet" og det er kun her Folketingets fokus ligger. SOC. DEM og SF lefler for de 2/3 og sparker nedad på 1/3-restgruppen, som uforskyldt gøres til krisens årsag. Samtidig med at finansfolk, ansvarlige politikere m.fl. vasker hænder i håndvasken i stedet for at tage ansvar. Ingen troværdige løsninger ses desværre i skrivende stund. De etablerede 2/3 vil ikke afgive deres veletablerede privilegier. Tværtimod går klapjagten efter salamimetoden ind efter at forringe vilkårene for de arbejdsløse, unge og ældre, forældre med handicappede børn osv. Hvem bliver de næste? Jeg kan garantere at de 2/3 på flæsket stadig kan finde emner i den sidste 1/3. Når vi nu snakker om rigdom og hvem der har brede skuldre så kan man kun undre sig over hvorfor fokus går helt udenom FORMUERNE i Danmark. Her er ulighederne klart større end på indkomstsiden. Og potentialet for flere skatteindtægter er enormt. Tænk blot på lidt ekstra olieskat eller progressiv arveafgift efter dødsboet i A.P. Møller-koncernen. Eller i almindelighed en Robin Hood skat af FRIVÆRDIER over fx. 1 mio. DKK. (Idag betaler folk ejendomsskatter trods de er teknisk insolvente) Det er åbenbart lettere at spare på de offentlige udgifter ved forringelser af velfærdsstaten end at øge de offentlige indtægter markant; - vel at mærke på områder, hvor det storst set ikke gør ondt.

Der er tale om en så sjusket undersøgelse, at man overhovedet ikke kan sige noget meningsfuldt om danskernes holdning til det emne. Jeg har skrevet lidt uddybende om undersøgelsen her. http://khvilsted.blogspot.com/2012/04/ugebladet-a4-de-rigeste-skal-betale.html Grundlæggende tror jeg ikke respondenterne aner hvad de svarer på.

Skatterindtægterne i Danmark er fordelt således: De 20% højest lønnede betaler 50% af skatteindtægterne. De 40% i midten betaler 40% De 40% lavest lønnede betaler 10% Nu skal de 20%, der allerede betaler halvdelen betale endnu mere?!? Jeg forstår godt, at der er en del der tale om at udvandre.